Vi befinder os, like it or not, midt i det, Mixmag allerede har døbt ‘Fredagainia’.
Den britiske producer, sangskriver og dj Fred Again.. – ja, ham med verdens mest irriterende punktummer – er siden sin første single i 2019, ‘Kyle (I Found You)’, blevet elektronisk musiks nye superstjerne.
Hans melodiske house er melankolsk, men alligevel optimistisk. Uprætentiøs, men velproduceret. Præcis den slags, der får masserne til at forgude ham og traditionalister til at hade ham.
Under lockdown blev han soundtracket til millioner af ensomme sofafester med albumdebuten ‘Actual Life’, der viste, at Fred Again.. er lige så glad for soulet James Blake og hjemsøgt Burial som for svulstig EDM.
Den åbenhed er karakteristisk for hele den 30-årige englænders fremtoning. Han kan samarbejde med alle – fra Ed Sheeran og Stormzy til Four Tet og Brian Eno. Samtidig virker han også ekstremt likeable.
Det blev noget nær en objektiv kendsgerning, da hans Boiler Room-sæt sidste år gik viralt.
Ikke kun fordi han håndterede en lidt for begejstret fan med et kram og bedårende Ken-er-på-mdma-energi, da manden i gul Jonny Jeans-tee kom til at slukke for musikken undervejs.
Også fordi hele sættet bar præg af så forbandet god stemning. Musikken var inkluderende, fuld af lige dele happy house, ekstatiske drops og sårbare vokaler.
Det var, for nu at citere en dj på Reddit, »surprisingly not shit«.
Fred Again.., der nyligt blev booket som hovednavn til næste års Syd for Solen, er bannerfører for en ny generation af elektroniske musikere, der udfordrer snobberiet i det elektroniske miljø.
Alligevel – eller måske rettere derfor – er det, selvfølgelig, ikke alle, der elsker manden, som Skrillex kaldte »den smukkeste sjæl«, da de sammen med Four Tet lukkede årets Coachella i den californiske ørken.
Aristokrat med et deck af guld
Frederick John Philip Gibson er født i så posh en slægt, som man overhovedet kan forestille sig. Vi taler baroner, landets fineste advokater, James Bond-forfatter Ian Flemings kone.
At Fred Again.. overhovedet kom ind i musikbranchen, kan meget vel tilskrives, at han som barn var nabo til Brian Eno.
De sang a cappella sammen i ambient-legendens studie, da Gibson var teenager, og i 2014 fik han sine første credits som producer og sangskriver på to Eno-projekter.
Var der nogen, der sagde nepo baby? Ja, det var der.
Ikke mindst i England, hvor elektronisk musik historisk set har været tæt knyttet til arbejderklassen.
Men Fred Again.. har vist sit værd. I 2019 skrev eller producerede han 30 procent af alle singler, der gik nummer et i Storbritannien, og de utallige Ed Sheeran-credits taler for sig selv.
Hans evner i studiet kan ikke rigtig betvivles, nepo eller ej.
Men man kan godt beskylde ham for Sheeran-agtig arbejderisme, når han på ‘Actual Life’ sampler en iPhone-optagelse af byggearbejderen Carlos, han har mødt.
»We gon’ make it through«, siger Carlos flere gange på albummet, og gestussen minder en lille smule om Mette Frederiksen, der sidder med sin makrelmad for at vise, hvor nede på jorden hun er.
Det kan godt være, Gibson er født med en guldske i munden, men han har altså talt med en rigtig arbejder i dag. Lidt klodset, Fred.
Sagen er bare den, at Fred Again.. virker meget lidt udspekuleret. Hans musik er måske nok i den lette ende af house, men den er oprigtig, og hans sympatiske adfærd ser ud til at være det samme.
Jeg har prøvet, men det er altså virkelig svært ikke at holde af ham.
Derfor preller kritik af hans stamtavle og kommercielle appel ret let af på manden, der lige nu har 14 millioner månedlige lyttere på Spotify.
Men måske er det ikke kun hans egen fortjeneste. Måske fortæller hans popularitet også noget om et skifte i musikkulturen.
Slut med elektronisk snobberi
Alle, der har stiftet bare en smule bekendtskab med elektronisk musik, ved, at der hersker et ret voldsomt snobberi i miljøet. Det har der i hvert fald historisk set gjort.
I nyere tid har det ramt genrer som dubstep og EDM, som er blevet udskammet af traditionalister. Thoughts and prayers, Skrillex.
Men noget er anderledes nu.
Det ser man ikke kun i en ny omfavnelse af netop Skrillex, men også i modtagelsen af Fred Again.., som har mødt langt mindre modstand, end så poppet en kunstner normalt ville møde.
Den amerikanske musikjournalist Shawn Reynaldo har beskrevet udviklingen meget fint i sit populære Substack-nyhedsbrev ‘First Floor’.
Ligesom de unge i 80’erne og 90’erne søgte festen og fandt den i acid house-bølgen, søger en ny generation festen i dag og finder den hos Fred Again.. og Skrillex, skriver han.
For dem er der ikke noget, der hedder, at dance var mere ægte før årtusindskiftet. Og det er ærlig talt befriende.
Derfor lignede koncerten på årets Coachella med Skrillex, Four Tet og Fred Again.. også en af den slags begivenheder, der måske definerer en ny æra for elektronisk musik.
Den nye generation
De tre er ret forskellige.
Skrillex med sin hyperaktive dubstep, Four Tet med eksperimenterende IDM og så Fred Again.. med sørgmodig deep house, men også med den inkluderende stil, der gjorde mødet mellem dem mulig.
Koncerten var totalt skødesløs, alt var tilladt. Den lidt oldschool Four Tet blev pludselig ham, der maste Carly Rae Jepsen, Taylor Swift og Miley Cyrus ind i sættet, mens Fred Again.. sluttede af med at erklære Blink-182 sin kærlighed.
Publikum, der jo ellers godt kan være lidt flade efter en hel festival, var ekstatiske. Udefra lignede de til tider en menighed, ikke mindst fordi Fred Again.. insisterede på inderlighed i tracks som hans og Romys trancede ‘Strong’ eller lockdownhittet ‘Marea (We’ve Lost Dancing)’.
Det var et farvel til elektronisk snobberi og et goddag til, at en ny generation får lov at definere musikken på deres egne vilkår.
Det er den udvikling, Fred Again.. ligner en bannerfører for.
For et år siden afsluttede han ‘Actual Life’-trilogien ved at bevæge sig fra det melankolske rum på debuten til et mere udadvendt udtryk. Han var klar til at indtage en ny verden.
At dømme ud fra reaktionerne på Coachella-koncerten og Boiler Room-sættet er det en verden, der bare venter på ham.
Helt ærligt: What’s not to like?