Hver sang på Oklous sci-fi-futuristiske ‘Choke Enough’ er en verden at gå på opdagelse i
Musikvideoen til ‘Obvious’, en af singlerne fra franske Oklous album ‘Choke Enough’, ligner en hjemmeskudt Y2K-musikvideo med MTV-konventioner som lavtaljede jeans, crepet hår og en futuristisk, kølig blå colorgrade.
Men det er noget helt andet. Oklou kigger flere gange direkte på kameramanden, skuddene afbrydes af ukoordinerede bevægelser. Som om Oklou eksperimenterer med rammerne for en musikvideo, mens hun er midt i den. Også i musikken er der noget i gære: Det er først halvvejs inde i sangen, der kommer trommer på. Akkorderne føles skæve, Oklous stemme kommer til os gennem et tykt lag af rumklang og filtre.
Da Oklou i 2020 brød igennem med mixtapet ‘Galore’, var der en smal sti ind i popmusik for hende. Med lidt justering kunne de bløde lydlandskaber og melodier nemt blive TikTok-hits eller popsange.
Oklou bruger dog ikke meget energi på radiovenlige omkvæd, simple sangstrukturer og TikTok-venlige lydbidder på ‘Choke Enough’. Og gudskelov for det. I stedet er det en spraglet, sprudlende lytteoplevelse, hvor omkvæd og struktur for det meste spiller andenviolin for spændende stemninger, lydlandskaber og produktion.
Den guitartunge ‘Blade Bird’ er med sit åbne omkvæd og simple beat den mest åbenlyse popsang, og det er tydeligt, at hvis Oklou ville, kunne hun nok fylde et helt album med vellyd og skarptskårne melodier.
Men genre og form ikke rigtig noget, Oklou bekymrer sig om. Hun svæver ubesværet igennem både garage-trommer på ‘Take Me by the Hand’ med Bladee og trance på ‘Harvest Sky’ med Underscores, albummets nok mest euforiske og storladne indslag. På titeltracket er arven fra PC Music til at tage og føle på, når de overstyrede, hoppende synths pludselig drukner i en sø af rumklang for derefter at blive underbygget af et subtilt house-beat.
Det meste af tiden eksisterer hun i sit eget univers, hvor store synthmelodier og lag af kor er hovedattraktionen. Teksterne er flygtige og føles både håbefulde og tunge: »Strawberry dancer, vanilla summer / Driver pull over, ice cream truck / Pumping the sweet tunes, I beg you to stop soon / ‘Cause I cannot run anymore«, gentager hun insisterende igen og igen på ‘Ict’.
Instrumentationen er sci-fi-futuristisk, men også trompet, guitar og saxofon titter frem i et grænseland mellem noget elektronisk og noget naturligt. Oklous vokal bliver konstant filtreret ind og ud gennem effekter og lag. På ‘Thank You for Recording’ bliver hendes stemme nærmest til en synth, på ‘Obvious’ skifter den helt abrupt karakter i c-stykket.
Og selvom universet er så digitalt og nærmest klinisk, er der noget legende, let og enormt musikalsk over arrangementerne og dynamikken. Oklou er klassisk skolet, og hver sang præsenterer et ensemble af lyde og roller, der på barok vis fletter sig ind og ud af hinanden. Det stiger og falder, kommer helt tæt på og så fjernt, at det nærmest forsvinder. Hvert øjeblik er et potentiale til at gå i en ny retning. Hver sang en lille verden at gå på opdagelse i.
Kort sagt:
På ’Choke Enough’ afviser Oklou popomkvæd og hits til fordel for stemningsfulde lydlandskaber, hvor genrer blandes ubesværet. Synths, kor og akustiske instrumenter fletter sig sammen i et blødt, barokagtigt og legende univers, og hver sang er en lille verden at gå på opdagelse i.