Det er ikke et hævnalbum, siger Little Simz. Hendes vredeste udgivelse til dato siger noget andet
ALBUM. Nogen har pisset Little Simz af. Det står klart allerede et minut inde i den britiske rappers seneste album, ’Lotus’.
Hidtil har Little Simz – eller Simbiatu ’Simbi’ Abisola Abiola Ajikawo, som hun hedder til dagligt – ikke tilhørt typen af rappere, der går i rette med andre i sin musik. Og man kan mene om hiphopbeefs, hvad man vil, men det klæder faktisk Simz at blotte bisserne.
På ’Lotus’ leverer rapperen nogle af sine hårdeste bars til dato både tonalt, flowmæssigt og lyrisk. Understøttet af storladne produktioner med insisterende basgange sender Simz verbale lussinger til højre og venstre.
På ’Thief’ lyder det: »I’m lucky that I got out now, it’s a shame I really feel sorry for your wife / This person I’ve known my whole life, coming like a devil in disguise«. Og på ’Hollow’: »Imposter posing, your life ain’t candid, no song you make can repair the damage«.
Man fornemmer, at Little Simz har taget et opgør. Titlen ’Lotus’, navngivet efter den modstandsdygtige blomst, der vokser i mudrede, mørke vande, antyder det samme.
I og for sig kan det være lige meget for selve lytteoplevelsen, hvem Little Simz har set sig sur på. Men nu forholder det sig sådan, at Simz meget offentligt har brudt med sin mangeårige samarbejdspartner og barndomsven, produceren Dean Cover, også kendt som Inflo og manden bag musikkollektivet Sault. Det hænger ligesom lidt i luften.
Inflo har produceret og været med til at skrive Little Simz’ tre forrige album, herunder ’Sometimes I Might Be Introvert’, der for alvor cementerede hende som en af de mest prominente kunstnere på den britiske rapscene lige nu.
På ’Lotus’ holder Little Simz formen ved lige. I et detaljeorienteret miks af alt fra boom bap og grime til funk og afrobeat er rapperen som sædvanligt lystigt genrehoppende, og hun disker op med klar og teknisk rap med vægt på storytelling og rimstruktur.
Vi er altså ikke ude i en sonisk u-vending, og Little Simz formår endnu en gang at skabe lydbilleder, der pirrer nysgerrigheden og komplementerer det, hun prøver at fortælle.
Væk er til gengæld Inflos storladne, næsten filmiske produktioner og hustruen Cleo Sols bløde vokal, som var kendetegnende på særligt ’Sometimes I Might Be Introvert’ og ’No Thank You’. Og ligeså er lidt af den røde tråd, der mesterligt bandt de to album sammen.
Heldigvis, får man lyst til at skrive, behandler ’Lotus’ mere end tvisten mellem Little Simz og Inflo. Mange af tematikkerne løftes op til at handle om, hvordan man agerer og reagerer – mennesker imellem. Skyder man tilbage eller reflekterer? Little Simz gør begge dele.
På ’Peace’ leder Simz efter ro i en tumultarisk verden i selskab med Moses Sumney og Miraa May. Man er fluen på væggen under ’Blood’, hvor man overhører en telefonsamtale mellem to søskende (fremført af Simz og Wretch 32). Et greb, der giver associationer til Kendrick Lamars ’We Cry Together’.
Der er også stadig plads til sjov, og et højdepunkt er postpunk-tracket ’Young’, hvor Simz påtager sig en herligt naiv persona, hvis lyse fremtid hele tiden overskygges af ærgerlige fornødenheder som regninger, et knebent fransk ordforråd og behovet for en ny kommode.
Til Billboard fortalte Little Simz forud for udgivelsen, at ’Lotus’ ikke er et hævnalbum, men at det er født ud af et behov for at lette sit hjerte. Den balance er hårfin, men ikke desto mindre er ‘Lotus’ endnu en magtdemonstration fra Simz, der skruer bissen på udadtil for at beskytte sit indre.
Kort sagt:
Little Simz har brudt med sin producer, barndomsven og mangeårige samarbejdspartner. Den sorg behandler hun på ’Lotus’ og understreger samtidig, at hun fortjener sin position som en af de mest prominente kunstnere på den britiske rapscene lige nu. Også uden Inflo.