Little Simz’ storladne hiphop-selvportræt fortjener al den opmærksomhed, du giver til Drake og Kanye
Det er en skændsel, at Little Simz endnu ikke har fået bred anerkendelse som en af moderne hiphops helt store ambitiøse, konceptuelle kunstnere – en visionær på linje med Kanye West, Kendrick Lamar og Tyler, The Creator.
Jeg gik egentlig og håbede, at hendes nye fjerde album, ‘Sometimes I Might Be Introvert’, endelig kunne give hende det mainstream-gennembrud, hun fortjener, men dårlig timing har desværre gjort, at hele hiphopverdenens øjne falder på Kanye Wests ‘Donda’ og Drakes ‘Certified Lover Boy’, mens Little Simz udgiver sit magnum opus.
Og det er sjovt at sammenligne ‘Donda’ med ‘Sometimes I Might Be Introvert’, for både Kanye og Simz berører mange forskellige emner. Men hvor Kanye gør det på kaotisk vis, hvor det ikke er til at finde hoved og hale i det hele, tegner Simz et komplekst selvportræt, der har så stor sammenhængskraft, at jeg let forstår, hvordan forskellige aspekter af Simz’ liv påvirker hinanden.
På ‘Rollin Stone’ rapper hun om, at »mummy handled business, papa was a rollin’ stone«, og hvordan det har påvirket, hvem hun er endt med at være.
På synthpopsangen ‘Protect My Energy’ fortsætter hun tematikken og fortæller, hvordan enlighed og stilhed kan være terapeutisk og betryggende for hende – netop i lyset af, hvor meget stress og jag, hun er vokset op med.
Tråden fortsætter over i Obongjayar-samarbejdet, ‘Point and Kill’, der dissekerer hvordan denne aflukkede personlighed hjælper hende med frygtløst at opnå lige det, hun ønsker sig. Og i løbet af den efterfølgende ‘Fear No Man’ ender hun med at berøre, at denne følelseskoldhed også kan ende med at skabe apati over for successen: »I get what I want when I want it / mo’ time I don’t even want it to be honest«.
På et tematisk plan er ‘Sometimes I Might Be Introvert’ altså et meget stilfuldt sammenvævet album.
Selv interludierne kommunikerer rigtig meget. ‘The Rapper That Came To Tea’ fortæller om, hvordan den introverte rapper bliver inviteret til et teselskab og forventes at være meget social. Hermed ser vi nogle mærkbare revner i Simz’ selvsikre facade, hvilket stiller mange linjer i et nyt lys. Og man bliver forsigtigt forberedt på de helt sårbare tracks ‘How Did You Get Here’ og ‘Miss Understood’, der afslutter albummet.
Musikalsk er ‘Sometimes I Might Be Introvert’ også et stort værk, der i sit ambitionsniveau tåler sammenligning med genrekrydsende klassikere som ‘To Pimp a Butterfly’ og ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’. Allerede fra de indledende orkestertoner på åbningsnummeret ‘Introvert’ er man som lytter varslet om, at det her bliver en rig, dynamisk lytteoplevelse.
Støvede soulvokaler i beatet giver Little Simz’ fortællinger ekstra nerve på ‘I Love You I Hate You’ og ‘Two Worlds Apart’. Den intense ‘Speed’ lyder af synthpunk blandet med afrobeat-trommer. Vi rammer gospelmusikkens grandiose inderlighed på ‘Little Q’ og ‘Standing Ovation’.
‘Rollin Stone’ slår over i noget barsk, semi-industriel minimalisme, og på tværs af ‘Point and Kill’ og ‘Fear No Man’ dyrker Simz sine nigerianske rødder med klare henvisninger til forskellige vestafrikanske musiktraditioner. Som tidligere antydet er ‘Protect My Energy’ en decideret synthpopsang, helt fri for rap.
Det imponerende er selvsagt ikke selve diversiteten i lyden, men hvordan Little Simz får skabt rige, konsekvent engagerende lydbilleder uanset hvilke genrer, hun trækker på.
Hun formår også elegant at sekvensere tracklisten, så det ikke føles som et retningsløst genrekompot, men i stedet et stilfuldt væv, der går problemfrit fra én lyd over i en anden, så vi altid rammer en stil, der komplementer hvor vi er i Simz’ fortælling.
Så selv om Kanye og Drake med stor sandsynlighed har en del af din opmærksomhed disse dage, må du endelig ikke springe over Little Simz. For hun har begået et album, der i sin blændende sammensmeltning af musik og tematik fortjener at blive hyldet som et mesterværk.
Kort sagt:
Little Simz har skabt et selvbiografisk hiphopalbum, der fortjener at stå side om side med nogle af genrens største værker. Det genrekrydsende værk bevæger sig helt tæt på Simz som person og er en konstant engagerende lytteoplevelse.