Hvis kaos er en stige, står Kanye West på øverste trin og komponerer på ’Donda’

Hvis kaos er en stige, står Kanye West på øverste trin og komponerer på ’Donda’
Kanye West. (Foto: Mert & Marcus)

Det er alt for meget, det Kanye West har gang i.

Det er for meget at holde tre lyttefester uden at udgive noget som helst, og det er for meget på den dårlige måde at stille sig side om side med folk som voldtægtsanklagede Marilyn Manson.

Det er også for meget at udskyde et album nærmest hele sommeren. Og det er helt klart for meget at udgive et album på 27 sange, der varer over 100 minutter – hvor de sidste fire numre endda er alternative versioner af sange, man allerede har hørt én gang tidligere på albummet.

Men okay, Kanye West har jo altid inkarneret ’for meget’.

Den efterhånden 44-årige musiker har været maksimalist siden starten. Armbevægelserne har altid været lige så store som en brystsvømmers. Det her er manden, der engang købte en så tung faraonisk guldkæde, at han ikke kunne gå med den, fordi han fik ondt i nakken af vægten.

Kanye West har altid bygget de vildeste turnéscener, skabt de mest ambitiøse værker og udnævnt sig selv til »verdenshistoriens største kunstner«. De nærmest overmenneskeligt store ambitioner har været rapperen og producerens adelsmærke.

Men på det seneste har netop ambitionsniveauet mere lignet et kors, Kanye bærer rundt med sig. Eller: Det har virket som en alt for massiv guldkæde, hvis vægt i stigende grad trak ham nedad.

Nu om dage virker Kanye West nemlig som om, han vil mere, end han kan magte. Derfor er vi nu endt her. Først tre fyldte fodboldstadioner, nu altså et album med 27 sange med over 30 gæster og ét stort spørgsmål: Kan han alligevel på en eller anden måde få det til at fungere?

Vi har tydeligvis svært ved at slippe ideen om geniet Kanye. Drømmen om, at han alligevel har et mestværk mere i sig.

En gæstevers-Oprah

Men ’Donda’ fungerer ikke. I hvert fald ikke som et album.

Den ikoniske rappers tiende udspil stritter simpelthen i for mange retninger. Som om musikken har sit eget liv og ikke vil sidde fast i den spændetrøje, albumformatet kræver.

’808s & Heartbreak’-agtige hjerterytme-blip på ‘Jonah’; ’Yeezus’-lignende distortion på ’God Breathed’; nyere tids gospelrap på ’24’; den følelsesmæssige åbenhed på ’Lord I Need You’; den ’Graduation’-lignende synthbårne optimisme på ’New Again’.

Ingen af de sange er dårlige – faktisk har jeg svært ved at pege på en enkelt mislykket sang på hele ‘Donda’. Okay, der er lige ‘Tell the Vision’, hvor Kanye roder formålsløst rundt med et Pop Smoke-sample – men ellers er niveauet virkelig højt.

Men som albummet skrider frem, virker Kanye i stigende grad som en kunstner, der har mistet kontrollen over sit eget værk. Det er som om, ‘Donda’ bare er blevet ved med at vokse, uden at han har kunnet kontrollere det. Flere gæster, flere lyttefester, flere sange.

Var der alligevel for mange gæster på et nummer? Pyt, så laver man da bare to versioner af den samme sang, så kan alle få et vers. Det er ren Oprah: Du får ét vers, Jadakiss, du får et vers, Jay-Z, og du får søreme også et vers, DaBaby!

Jeg tør slet ikke tænke på, hvor dårligt Soulja Boys gæstevers må have været, siden det rent faktisk ikke kom med på ’Remote Control’!

Albummets uoverskuelige format og spraglede natur gør det svært at fordøje som helhed. Det føles mere som et flertal af album, der er smeltet sammen til ét.

Og nogle af de retninger, der antydes, er faktisk virkelig fascinerende.

Mange album i ét

Tag for eksempel den Lauryn Hill-samplende ’Believe What I Say’. Her fortsætter Kanye West sin lejlighedsvise interesse for den housemusik, der jo stammer fra hans hjemby Chicago. Det er en medrivende dansegulvsslasker, der trækker tråde til tidligere hits som ’Stronger’ og ’Fade’.

Eller tag de overraskende ømme ’Lord I Need You’ og ’Come To Live’, hvor Kanye formår at vende tilbage til en uskyldig følelsesmæssig renhed, man troede, han havde mistet et sted efter ’Graduation’.

Det er ret hjerteskærende at høre ham rappe om, hvordan hans ægteskab falder fra hinanden. Han lyder næsten som et såret barn, når han undrer sig over, om hans kone ikke kan lide ham mere. På de sange virker Kanye til stede igen, som han ikke har gjort i årevis.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De er også to af de relativt sjældne solosange på ’Donda’. Albummet gør brug af gæster i et omfang, som man ellers kun ser det hos DJ Khaled. Men hvor Khaled oftest kun formår at samle sine gæster på decideret middelmådige sange, hæver næsten alle niveauet til deres højeste hos Kanye.

Lil Durk og Lil Baby leverer nogle af karrierens mest personlige, sårbare vers. Hidtil ukendte stemmer som Vory og Shenseea bidrager med uventet intensitet. Førstnævnte giver en slags højstemt, sakral kvalitet til sine mange optrædener.

På ’Off the Grid’ bærer Playboi Carti og Fivio Foreign sangen med henholdsvis vrælende punkrap-energi og et af den slags hyperfokuserede, øjenåbnende vers, der kan skabe en karriere.  

Men vent, nu føles det lidt som om, den her tekst er på afveje. Lad os lige skifte spor med et nyt afsnit, så kan jeg forklare hvorfor.

Forsvunden sammenhæng

For nu har denne anmeldelse nævnt en håndfuld af de spændende ting, der foregår på ’Donda’, men det føles alligevel som om, den kun skraber i overfalden på det her uregerlige gigaværk.

Det er svært at se en rød tråd, og anmeldelsen er vist ved at blive ligesom albummet selv: Alt for lang, alt for uoverskuelig.

Det er svært at vide, hvor man skal starte, når man beskriver ‘Donda’ – og det er lige så svært at vide, hvor man skal slutte. Der er jo trods alt 27 sange at skrive om. Når man skriver om ‘Donda’, er det let at fare vild, lidt ligesom albummet selv gør det.

Men er der da ingen sammenhæng på Kanyes tiende album?

Måske alligevel lidt. Kanye, der jo skal skilles fra Kim Kardashian, rapper om sit ægteskab og vender ofte tilbage til tilgivelse og det at slippe væk fra dæmoner, djævelen og det onde.

Kristen symbolik fylder en del. Kanye vender – albummets titel taget i betragtning – også tilbage til tabet af sin mor og sine egne tanker om død og selvmord. Der er en generel tematik om at finde lyset i det mørke – og om at finde frelse.

Men hvem er det lige præcis, frelsen er til for?

DaBaby og Marilyn Manson, der er fordømt af offentligheden? Eller Kanye, der har mistet sit ægteskab og sin mor? Eller bandemedlemssønnen Larry Hoover, der savner sin fængslede far i en længere monolog? Lil Durk og Lil Baby, der rapper om at miste tætte venner til volden på gaden?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Måske er frelsen i virkeligheden til for hele menneskeheden, der har brug for Jesus, som det gentages messende på det ni minutter lange centerstykke ’Jesus Lord’?

‘Donda’ prøver at favne det hele, og i sidste ende er det simpelthen for meget til ét værk. Måske skal man slet ikke betragte denne her udgivelse som et klassisk album, men som noget helt andet.

Orkestreret kaos

Lige før udgivelsen af ’Donda’ sagde Kanye West således, at han ville udgive et slags værktøj, hvor man kunne isolere enkeltdelene af albummet og sætte dem sammen som man selv ville.

Måske skete det, fordi Kanye godt vidste, at han havde skabt noget uregerligt her. At det ville være nødvendigt at skille ’Donda’ ad for at få det til at give mening.

Det vælger jeg i hvert fald at tro: At den bedste måde at gå til det her album på er at acceptere, at Kanye ikke længere har kontrol over sit eget værk. At det har fået sit eget liv. Hvis kaos er en stige, står Kanye på det øverste trin og komponerer.

Derfor skal man måske bare lægge forventningerne om det helstøbte værk fra sig og i stedet acceptere at blive overvældet af den flodbølge af ideer, der skyller ind over én.

For jo: Det er, som sagt, for meget af det gode. Men så er det heldigt, man ikke er tvunget til at æde hele albummet på én gang.


Kort sagt:
’Donda’ er en alt for stor og kaotisk størrelse til at fungere som helstøbt værk. Men det er et fascinerende, megalomant album med mere end et par glimt af ægte genialitet.

Kanye West. 'Donda'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af