KOMMENTAR. I 2016 var den engelske rapper Little Simz booket til at spille på Roskilde Festival. Dengang så jeg hende desværre ikke – hendes koncert overlappede med Damon Albarns optræden med The Orchestra of Syrian Musicians, som jeg opprioriterede. Men jeg er typen, der altid udforsker alle annoncerede Roskilde-navne hvert år, og jeg har holdt tæt øje med Little Simz siden da.
Jeg husker, at jeg på 2016-festivalen (som hvert år) fik et hæfte, der gennemgik årets program. Et opslag i hæftet handlede om grime og fremhævede nogle af de kunstnere på årets program, der lavede grime. Det var året, hvor både Skepta og Stormzy gjorde deres Roskilde-debut, så de blev selvfølgelig highlightet. Men Little Simz blev også fremhævet. Det til trods for, at kun en lille håndfuld af hendes sange lyder af grime.
Men det opslag viser et eller andet sted, hvordan Little Simz alle dage har været en rapper, der har været umulig at kategorisere.
I 2019 fremhævede jeg hendes 2019-album ‘Grey Area’ i en artikel om eksperimentel hiphop – og der stak hun altså også ud, når jeg nævnte hendes ganske spiselige toner side om side med provokatører som Jpegmafia, Ho99o9 og Clipping.
Jeg har et eller andet sted stadig svært ved at sammenligne den 27-årige London-rapper med nogen andre kunstnere.
Hun arbejder mere sammen med indiekunstnere end med andre rappere. Hun har en mere organisk lyd end de fleste af vor tids hiphopnavne, men modsat andre rappere, der sætter pris på den slags, er der ikke meget jazzinspiration i hendes lyd.
Det gav på den måde god mening, at Little Simz i 2017 varmede op for Gorillaz – for hendes tilgang til hiphop minder på mange punkter mere om Damon Albarns, end den minder om nogen af hiphoppens andre store navne.
Og måske har denne outsider-status forhindret Little Simz i at få den helt store stjernestatus, hun fortjener. Hendes glimrende konceptalbum ‘Stillness in Wonderland’ blev aldrig den store sensation, jeg håbede på, i udgivelsesåret 2016. Og der var ellers godt med levende, rig instrumentation og skarp lyrik, der både dissekerede Little Simz’ egne personlige problemer og det bredere samfund, hun er en del af.
Men jeg spillede albummet på repeat og introducerede hende for alle mine hiphopinteresserede venner. Og word-of-mouth-metoden har nok været afgørende for Little Simz’ karriere.
For ganske langsomt fik hun flere og flere øjne på sig.
Kendrick Lamar roste hende i 2017 som »den sygeste, der gør det lige nu«, og Stormzy kaldte hende en legende under sit headliner-show på Glastonbury 2019.
Udgivelsen af 2019-albummet ‘Grey Area’ markerede lidt af et vendepunkt. Ikke at det heller var et øjeblikkeligt smash-hit, men i ugerne efter udgivelsen var der mere og mere summen om det. Anmeldere verden over roste det til skyerne, og både NME og The Independent kvitterede med topkarakterer.
Albummet var ikke nær så konceptuelt som forgængeren, men det var fandens skarpt. Lyden sad lige i øjet, Simz var en mere varieret og engagerende performer end nogensinde før, og hvert eneste nummer var mindeværdigt. Hver sang havde både sin egen soniske identitet og tematiske fokus. Og Little Simz lød intet mindre end uovervindelig hele vejen igennem. Det var en magtdemonstration uden lige.
Og alt tyder på, at Little Simz er på vej til for alvor at slå fast, at hun er en af vor tids mest spændende hiphopkunstnere. I april i år annoncerede hun et nyt album ved navn ‘Sometimes I Might Be Introvert’, der lander 3. september. Med den udmelding fulgte singlen ‘Introvert’.
‘Introvert’ er en bombastisk sang. Alt ved både lyden og videoen har en aura af vigtighed over sig. Med sin seks minutters varighed er den også markant længere end den gængse hiphopsang.
Little Simz kommer her med et stort, gennemtrængende statement, der går i kødet på den politiske virkelighed, hun er en del af. Nummeret er fyldt med stikpiller til den britiske regerings korruption, griskhed og manglende håndtering af systemisk racisme.
Det er et nummer med en vægt, der tåler sammenligning med Kendrick Lamars ‘Alright’, Lil Babys ‘The Bigger Picture’ og Childish Gambinos ‘This Is America’. Og hvis det var udgivet af en kommercielt større kunstner, havde hele internettet være fyldt med dissektioner af hver eneste linje.
Sidenhen har hun udgivet den feministiske black unity-hymne ‘Woman’ – endnu et stærkt track, der cementerer, at vi har noget ganske specielt i vente.
Og netop fordi hypen kan gå langsomt, hvad gælder Little Simz, er det genialt, at hun annoncerer albummet så mange måneder i forvejen. Så noter 3. september i din kalender – for det vil godt nok overraske mig, hvis ‘Sometimes I Might Be Introvert’ ikke ender med at være en lytteoplevelse ud over det sædvanlige.