Damon Albarn og The Orchestra of Syrian Musicians åbnede Orange Scene med solidaritet og glæde
Det var den smittende glæde og lyst i ansigterne, som rørte mig under koncerten. Cirka 45 syriske musikere havde fundet sammen uden om en borgerkrig, og her stod de – på en dyrskueplads i Roskilde – og strålede, mens de åbnede aftenen med sangstemmer, vi kun netop kunne høre fra deres sted langt væk fra mikrofonerne. Nøgent og råt, som en spejling af de skæbner, de bærer rundt på.
Fra starten var spørgsmålet, hvad der egentlig skulle ske. Hvem kom forbi Damon Albarns eklektiske get together på Orange? Det gjorde et væld af dygtige arabiske og vestafrikanske musikere. De små to timer indeholdt alt fra traditionel arabisk folkemusik, libanesisk rap, vestafrikansk syresolo, fløjteintermezzo på tre-fire minutter og sange på op imod et kvarter. Det var ambitiøst, legende og anderledes.
Julia Holter var aftenens europæiske kransekagefigur. Med hende viste sig også en af koncertens svagheder, for under hendes ellers svævende, alternative pophit ’Feel You’ fik orkesteret det hele til at virke lidt kluntet, og på samme måde med hendes duet med Albarn under coveret af The Beatles’ ’Blackbird’. Her var der en slags musikalsk kulutur-clash i rytme og glød. Omvendt var det med guitarcoveret af Blurs ’Out of Time’. Her gjorde kor og orkester det hele dødsens smukt.
Sejren blev beskeden til syrerne og Syrien. For freden og musikken, men imod krigen. Sejren blev, at en progressiv Roskilde-ledelse turde starte festivalen sådan. Sejren blev stemningen af glade danskere, der var dukket op for at vise deres solidariske flag. Og så var det okay, at koncerten til sidst føltes lidt lang.