ÅRET DER GIK. I 2011 slog en virkelig uortodoks hiphopgruppe igennem i undergrunden. Deres beats var hårde, industrielle og spartanske, produktionen var grumset, deres vokalist råbte nærmest mere end han rappede, der var konstant aggression, og til trods for denne ustoppelige vrede, var der hele vejen igennem en legen med lyde, der kun ville blive mere spændende, som gruppen bevægede sig fremad.
Gruppen var Death Grips, og de skubbede til grænserne for, hvad man kunne gøre inden for hiphoppens rammer. Det var typisk ikke kønt, i hvert fald ikke i nogen traditionel forstand, men det var forløsende og virkelig spændende.
Der var selvfølgelig grupper, der havde banet vejen for Death Grips’ lyd. 00’er-gruppen Dälek er nok de mest tydelige forgængere for disse industrielle hiphopeksperimenter, og navne som 2nd Gen, Saul Williams og M.I.A. har også udgivet musik med meget af det samme dna. Men alligevel var Death Grips-mixtapet ‘Exmilitary’ et vendepunkt.
Efter det var der mange, der fulgte i Death Grips’ fodspor, og i hiphoppens verden blev eksperimenteren nærmest synonymt med støjende, skramlede, dissonante beats, ofte tilsat glitchende elektronik og uregerlige trommerytmer. Navne som Clipping, Ho99o9, Moor Mother, Jpegmafia, Show Me the Body og Anguish fortsatte med at lave grovvalset, industriel, eksperimenterende hiphop. Selv Kanye West tog tydelige inspirationer fra genren på det vidunderlige egotrip ‘Yeezus’ i 2013. Som sagt stoppede Death Grips heller aldrig selv med at udvikle sig, hvilket ledte til sidste års ‘Year of the Snitch’, der egentlig rettere er et rockalbum, end det er hiphop.
Det var et album, der føltes som kulminationen på en lyd, der havde defineret en æra af eksperimentel hiphop. Som om bølgens frontløbere skubbede så endegyldigt til grænserne, at det hele faldt fra hinanden. Som om de erklærede »Genren er død! Der er ikke mere at komme efter«.
Og et eller andet sted havde de ret. Men alligevel befinder vi os nu halvandet år senere, og vi kan kigge tilbage på et år med flere fremragende eksperimentelle hiphopudgivelser end i mands minde – blandt andet fra kunstnere, der allerede var sværvægtere i genren. Hvordan i alverden hænger det sammen?
Der blev kigget i nye retninger
Nogle af de kunstnerne, der i 2019 udgav virkelig gode album, fik deres gennembrud ved at udgive musik, der med god grund blev sat i bås med det ellers evigt udviklende væsen, Death Grips trods alt har vist sig at være. De har dog hver især valgt at kigge en ny retning i år.
Den mest åbentlyse løsning er kommet fra Show Me the Body. De var i starten lige dele støjrock og industriel rap, men gradvist er hiphoppen blevet udfaset, og i 2019 udgav de ‘Dog Whistle’, der er en glimrende, ganske unik støjrockskive – som dog ikke har skyggen af hiphop over sig.
Noget lidt lignende er sket for Ho99o9, der på 2019-ep’en ‘Cyber Warfare’ omfavnede deres ellers altid evidente forkærlighed for hardcore punk, mere end de hidtil havde gjort. Ja, man kunne sagtens rubricere ‘Cyber Warfare’ som en decideret punkudgivelse. Modsat Show Me the Body spiller hiphoppen dog stadig en virkelig vigtig rolle. På ep’en finder vi derfor en række fascinerende, vellykkede genrekrydsninger, som ikke let lader sig direkte sammenligne med noget fra nogen andre grupper.
Moor Mother var nok den, der i 2019 lænede sig mest op ad den helt skramlede lyd. Men selv med ‘Analog Fluids of Sonic Black Holes’ stedvist meget skramlede, pulserende instrumentation, var der nærmest flere steder, hvor hun sørgede for at lade musikkens støjende kvaliteter bidrage til mere æteriske lydbilleder. Det gjorde sange som ‘Repeater’, ‘The Myth Hold Weight’ og ‘Sonic Black Holes’ til nogen af hendes mest nervepirrende numre nogensinde – og hvis hele albummet omvendt havde lydt som den vrede, pågående ‘After Images’, havde albummet måske syntes decideret trivielt.
Jpegmafia er på ingen måde blevet mere poleret, men hvor hans tidligere udspil, ‘Black Ben Carson’ og ‘Veteran’, var defineret af buldrende klangflader og kraftig bas, er dette års ‘All My Heroes Are Cornballs’ i stedet bygget op omkring diskanter, der tit nærmest går i ét med hans skingre vokaler. Denne udvikling er ikke sket på bekostning af noget – i stedet giver det hans ustyrlige personlighed mulighed for at komme endnu bedre til udtryk, end den kunne, når den var omgivet af tungere instrumentation. Hvert eneste glitchet tiltag føles mere udtalt og sprælsk, end det kunne gøre i det mulm og mørke, der tidligere prægede så store dele af hans musik.
Clipping derimod har omfavnet mørket – men de skruede samtidig ned for eksperimenterne. Deres flotte 2019-album ‘There Existed an Addiction to Blood’ har modtaget en del sammenligninger med den ellers ofte udskældte hiphopgenre horrorcore – og sammensætningen af Daveed Diggs’ teknisk komplekse flows og gruppens mest hårrejsende, creepy produktioner leder da også tankerne hen mod horrorcore-veteraner som Gravediggaz eller Necro. Men det sker altså med en rimelig seriøs aura, som stort set intet andet moderne horrorcore kan prale af.
Og det ville da også være synd, hvis vi ikke nævnte Danny Brown. Brown er svær at placere i nogen bestemt bølge, og selv om jeg nok ikke ville placere størstedelen af hans output i samme bølge som Death Grips, kunne man ikke ignorere, at det maniske mørkemesterværk ‘Atrocity Exhibition’ fra 2016 skrev sig godt ind i den industrielle tendens – hør blot beats til sange som ‘Pneumonia’, ‘When It Rain’ eller ‘Today’. I 2019 udgav han den længe ventede efterfølger ’Uknowhatimsayin¿’. Brown har selv sammenlignet albummet med stand-up comedy, og det endte med at være hans lettest fordøjelige album siden 2010 – og igen, uden at den retning føltes andet end fuldkommen logisk.
De nye elever i klassen
Okay, så genrens veteraner har opdaget, at spillereglerne for eksperimentel hiphop har ændret sig, men hvad med debutanterne? Eller hvad med dem, der måske har opereret inden for hiphop længe, men som først i 2019 turde skeje helt ud i forhold til produktionen?
Et af årets første markante eksperimentelle hiphopalbum besvarer ganske behændigt begge spørgsmål. ‘Malibu Ken’ er debutalbummet fra duoen af samme navn – men den duo består dog af rapper Aesop Rock og producer Tobacco, der begge har udgivet musik siden årtusindskiftet. Tobacco gav i januar Aesop Rock nogle af karrierens mest eksperimenterende beats – de bouncy rytmer trak på både electro-undergenren skweee, chiptune og en del psykedelia. Det gav et nyt, eventyrlystent fundament for Rocks evigt underfundige lyrik, og jeg håber så sandelig, at det ikke er sidste gang, de to kreative sjæle arbejder sammen.
En kunstner som Little Simz viste, at man sagtens kan eksperimentere og samtidig producere meget spiselige resultater. Jeg har aldrig hørt et beat helt som ‘Offence’ fra hendes fremragende album ‘Grey Area’, men det giver øjeblikkeligt mening, når man hører det. Den organiske lyd på numre som ‘Boss’, ‘Wounds’ og ‘Therapy’ er ikke særlig flashy, og den provokerer ikke sanserne på samme måde som eksempelvis Jpegmafia alle dage har gjort – men alligevel bryder de rammerne for, hvordan vi forventer, hiphop kan og bør lyde. Hvis det ikke er eksperimentelt, ved jeg ikke hvad er.
Denne mere appetitlige variant af eksperimentel hiphop kom også til udtryk hos den debuterende trio Injury Reserve. De har længe haft nogle grænsesøgende elementer i deres musiks dna, men på ep’er og mixtapes har det veget lidt til siden, så de mere traditionelle tracks kunne stå i centrum. På det eponyme debutalbum blev de mest aparte produktioner brugt som singler, og overraskende nok fungerede det eminent som blikfang. Det føltes kompromisløst, men der var altid også let at følge med i – og ikke mindst at tage og føle på.
Det var en tendens, der også prægede nogle af verdens allerstørste hiphopnavne. Earl Sweatshirt-ep’en ‘Feet of Clay’ fortsatte selvfølgelig blot, hvor den grumme forgænger ‘Some Rap Songs’ slap, men mere spændende er udviklingen for Tyler, The Creator. Vi var nok mange, der troede, at han i 2019 ville fortsætte med den soulede poprap fra ‘Flower Boy’ – og selv om der både er soul og pop til stede på ‘Igor’, er der også sære eksperimenterende produktioner, der peger tilbage mod de kaotiske tendenser på ‘Cherry Bomb’ fra 2015. Tylers produktioner på ‘Igor’ gør så meget op med hiphoppens konventioner, at mange endda nægter at kategorisere det genrekrydsende værk som hiphop – og alligevel er albummet blevet en kæmpesucces.
Ikke mindst var 2019 også året, hvor industriel hiphop ramte Danmark, men i en meget anden variant end den, Death Grips har stået for. Ravi Kumas ‘Sub.’-plade er spartansk og potent, men også glad og festlig – de bringer en vildskab og en empowerment-stemning, der på Roskilde Festival fik et temmelig stort Countdown-publikum til at råbe »Stop staring at my dick« gentagne gange.
Den eksperimentelle hiphops industrielle lyd blev slået groft og ubarmhjertigt ihjel af Death Grips’ ‘Year of the Snitch’ i 2018. Som Fugl Fønix rejste genren sig dog igen i løbet af 2019 – denne gang mere varieret og levende end den havde været i evigheder. Og det virker utænkeligt, at eksperimentel hiphop længere primært skulle være associeret med én kunstner, sådan som den i årevis har været næsten synonym med Death Grips.