Danny Brown tager en velfortjent sejrsrunde på det humoristisk forankrede ’Uknowhatimsayin¿’
Da jeg så Danny Brown optræde på Heartland Festival tidligere i år, var jeg hurtig til at erklære, at en ny, optimistisk Danny Brown var født – noget, jeg følte mig bekræftet i, da han mod slutningen spillede det dengang uudgivne nummer ‘Best Life’, der sidenhen er endt på rapperens nye Q-Tip-producerede album, ‘Uknowhatimsayin¿’.
En sådan forandring var da også tiltrængt. Browns mere maniske side har været udforsket til hudløshed, og med 2016-mesterværket ‘Atrocity Exhibition’ dykkede han så dybt og ufiltreret ned i sine kvaler med depression, stoffer og angst, at der ikke var meget mere at sige. Og det var også et helende album, hvor man mærkede en rapper, der lærte sine egne mørkere sider at kende og reflekterede over dem. På ‘Uknowhatimsayin¿’ er Brown kommet ud på den anden side som et gladere væsen, og for lige at understøtte forandringen, har han i mellemtiden også fået udskiftet sin ellers evigt uregerlige frisure og ikonisk nedslidte tandsæt med karseklip og tandpastasmil.
Danny Brown har da også fortjent en sejrsrunde, nu hvor han efterhånden har fået konfronteret sine dæmoner så grundigt. Men musikalske sejrsrunder kan desværre tit ende med at blive en kende kaloriefattige – tag blot Jay-Z og Beyoncés ‘Everything Is Love’ fra sidste år, der allerede nu blot føles som en mindre fodnote i begge diskografier, mens deres mere sårbare forgængere stadig hyldes som nyklassikere.
Brown falder dog ikke helt i samme fælde, mest fordi han aldrig bliver selvforherligende. På numre som den indledende ‘Change Up’ gør han det ufatteligt klart, at livet ikke er blevet en dans på roser, og i løbet af hele tracklisten er han rig på linjer om alle de uansvarlige, uigennemtænkte ting, han har gjort.
Attituden har dog ændret sig. Han har selv sammenlignet albummet med stand-up comedy, og med den vinkel er punchlinen ofte Brown selv: »This’ the theme song for bitch ass ni**as«, rapper han på omkvædet til ‘Theme Song’. Han gør på humoristisk vis nar af sig selv, og på den måde kommer vi tæt på ham på en anden måde, end vi gjorde på hans mere ængstelige materiale. Han er stadig sårbar, men sårbarheden kommer til udtryk gennem smilende, selvforklejnende jokes i stedet for store psykiske sammenbrud.
Det betyder desværre også, at albummet ikke helt har samme tyngde som resten af hans nylige materiale – og man kunne da skeptisk påpege, at alle hans tidligere album også har haft godt med humor, hvorfor den komiske retning på ‘Uknowhatimsayin¿’ ikke er noget nyt.
Og dog! For humoren placerer sig ikke blot i Danny Browns sarkastiske lyrik. Alle aspekter af albummets indpakning er så stilfuldt skræddersyet til denne stand-up-stil. Det gælder albummets artwork, titlen, Browns flows, den velvalgte håndfuld gæstekunstnere og ikke mindst produktionen.
Albummets primære producer er A Tribe Called Quest-legenden Q-Tip, hvis legesyge beats passer perfekt til Browns sangskrivning. Tip trækker tydeligt på sine egne rødder fra jazzrappens verden, men man ville aldrig kunne forveksle noget fra ‘Uknowhatimsayin¿’ med et Tribe-beat. Q-Tip har sørget for, at lyduniverset er lige så skørt, syret og hæmningsløst som Brown selv er.
I løbet af albummet gæster en række andre producere også Brown og Tip, men oftest skinner den samlede vision om albummets lydside igennem. Især Jpegmafias bizarre beat til ‘3 Tearz’ fungerer eminent, også selv om det er mere poleret, end Peggys produktioner har for vane at være.
‘Uknowhatimsayin¿’ er trods de gakkede beats Danny Browns lettest fordøjelige album siden 2010-debuten ‘The Hybrid’. Der er intet nummer, der giver en klump i halsen, hvilket han ellers har præsteret med tidligere højdepunkter som ‘Tell Me What I Don’t Know’ og ’25 Bucks’. Men på albummets egne præmisser er det et sjovt, underholdende og engagerende lyt, hvor vi gennem humor kommer tæt på Danny Brown som person.
Kort sagt:
Danny Brown og Q-Tip fungerer eminent sammen på et album, hvor Brown har flyttet fokus fra psykiske sammenbrud til humor.