Earl Sweatshirts ‘Some Rap Songs’ er slørede brudstykker fra et nedbrudt sind
Thebe Neruda Kgositsile har været et hårdt år igennem. Han er bedst kendt som rapperen Earl Sweatshirt, der i Odd Future-storhedstiden brød ud som en af gruppens frontpersoner ved siden af Frank Ocean og Tyler, The Creator. Men siden berømmelsens indtræden har en stigende angst og depression fundet indtog i både hans musik og privatliv.
Det har affødt lyriske nyklassikere inden for hiphoppen, men det har også fortæret rapperens sind, hvilket kulminerede i starten af året med faderens død, poeten Keorapetse Kgositsile, der førte til aflysningen af Earls Europaturné og dermed også hans koncert på årets NorthSide.
Men nu er Earl Sweatshirt endelig tilbage med albummet ‘Some Rap Songs’, og efter tre lange års ventetid, hvor Soundcloud-rappens oftest fordummende tekster har vundet frem, er Earls indelukkede, men samtidig eksplosivt lyriske poesi måske mere kærkommen end nogensinde før.
I lyset af det seneste års begivenheder i Earls liv kunne man forvente et endnu dybere mørke end det, der ulmede på ‘I Don’t Like Shit, I Don’t Go Outside’ – med fortsat nedrullede gardiner og måske med vinduerne sømmet helt til. Men tværtimod åbner Earl døren på klem til sit værelse og inddrager lytterne i sin kamp, skønt han kun lader brudstykker lyse sløret igennem sprækken.
I god overensstemmelse med de kulsorte tankebaner fra tidligere udgivelser, er et af de gennemgående temaer på ‘Some Rap Songs’ blod. Og med sin fars død for snart et år siden, den gode ven Mac Millers nylige overdosis og den konstante kamp mod depression, er der ingen tvivl om, at Earls sjæl stadig bløder. Men i flere numre fungerer blødningen som en renselse for at komme af med ondt blod, hvilket er tydeligst på andensinglen ‘The Mint’, der gæstes af rapperen Navy Blue, en af Earls tætte venner. I hooket rapper Earl: »Lot a blood to let, peace to make, give a fuck about a check«.
Det lader til, at Earl har lært at håndtere sine problemer bedre, og det samplede forældre-samarbejde i ‘Playing Possum’, der er et miks af morens tale og farens digtoplæsning, kan ses som et tegn på modning og måske forsoning i forhold til tidligere håndteringer af konfliktflydte familieforhold. Dog vidner titlen ‘Playing Possum’ om, at Earl stadig har lyst til at fortrænge sandheden, og det er denne splittelse, der på forunderlig vis kommer frem i albummets mærkeligste, fragmenterede numre.
I ‘Red Water’ kører både rap- og samplefragmenter uhyggeligt i ring og håndterer tabet og fortiden med linjer som »Blood in the water, I was walking in my sleep / blood on my father, I forgot another dream«, og det opbrudte mørke fortsætter på ‘Peanut’, et af albummets stærkeste numre, der behandler Earls ambivalente forhold til faderens begravelse i Sydafrika.
Numre som ‘Veins’ og ‘Eclipse’ mangler dog den lyriske pondus eller afskrækkende tematik, der strålede på Earls tidligere udgivelser. Men selv om albummet kun er 24 minutter langt, og ikke alle numre imponerer, så er der nok lingvistisk mundsavl i tracks som ‘Cold Summers’, ‘December 24’ og ‘Loosie’ til at mætte en Soundcloud-fornægter. Hør bare linjer som »Long trip, sifting through memories over dumb spliffs / young man, flung soliloquy off the tongue-tip«.
Og når det lykkes at blande solid lyrik med de pirrende fragmenter, opstår der et nyt og spændende udtryk. Det er tilfældet – efter et par gennemlytninger og en kaostilvænning – på albummets første single ‘Nowhere2go’. Isoleret set er rapflowet et af de mest rytmefaste og fængende på albummet, men det destruerende sample-beat og lave vokalniveau nedbryder sangen totalt.
Albummets instrumentale lukker ‘Riot!’ er en hyldest til faderens tætte ven, den også afdøde jazzmusiker Hugh Masekela, og den overglade blæserjazz virker først som en overdreven afslutning. Men glæden bliver nærmest sarkastisk i den afsluttende nedbrydning af melodien, og ligesom ‘Nowhere2go’ og størstedelen af albummet afspejler det flot det nuancespil, der udgør Earls nedbrudte sind.
Kort sagt:
Trods et hårdt år for Earl Sweatshirt lever ‘Some Rap Songs’ ikke af det samme mørke som tidligere udgivelser, og rapperen viser flere steder en modning og accept af sine problemer med angst og depression.