Model/Actriz’ svære toer befinder sig et sted mellem ABBA og Einstürzende Neubauten
ALBUM. Brooklyn-bandet Model/Actriz befinder sig musikalsk et sted imellem ABBA og Einstürzende Neubauten: Forvrængede diskotrommer, en guitarist med en aversion mod at bruge sit instrument som beskrevet i instruktionsmanualen og en bassist, der med ostinater og repetition på nærmest mirakuløs vis formår at holde samling på tropperne.
Over de fandenivoldske instrumentaler høres Cole Haden, der med sine karakteristiske baritonprædikener og nærmest James Joyce’ske, ordtunge tekster beskriver specielt sin egen tilværelse og opvækst som queerperson.
Anderledes på ‘Pirouette’ er det dog, at Haden forsøger sig med noget, der med halvlukkede øjne kunne ligne skønsang. Det er næsten som om, han har taget sangtimer, siden vi sidst hørte ham på debutpladen ’Dogsbody’.
Og det klæder både Hadens vokal og musikken, at bandet tør lege med mere sårbare udtryksformer. Der var også elementer af dette på deres debutplade, men til forskel fra numre som ’Divers’ virker de stille passager som en mere integreret del af musikken hele vejen igennem albummet i stedet for et afbræk.
På det første nummer på pladen, ’Vespers’, tydeliggøres det, at Haden delvist har udskiftet den stakkerede vokallevering, der karakteriserede debutalbummet. Her hører vi, at han også besidder en ganske tilforladelig falset og evnen til at bevæge sig i fine vokalmelodier.
Skiftet imellem de to vokalstile er gennemgående på albummet og er også emblematisk for den udvikling, som musiksiden af albummet byder på. Eksempelvis outroen på ’Vespers’, som udelukkende består af Hadens nyfundne skønsang og en rent klingende guitar, der endda spiller noget så konventionelt, men for bandet uvant, som akkorder.
Generelt synes musikken ustabil og atonal, og man sidder som lytter med en fornemmelse af, at der snart kommer til at ske noget. Det her kan ikke vare ved. Det er her, langt størstedelen af Model/Actriz’s musik befinder sig.
Bandet har mestret en dansabel, men uforløst lyd, der virker lige så euforisk, som den er usikker. Musikken er konstant på kanten af enten at bryde ud i et stort, forløsende omkvæd eller at falde sammen i afmagt. Denne forløsning kommer dog sjældent på ’Pirouette’.
Det er et album, der belønner flere gennemlytninger. Specielt lyrisk skinner sangene med tonstunge tekster om alt fra turnélivet og queerkulturen i Europa på ’Diva’ til en tur helt ind i soveværelset kombineret med en anekdote om barndomstraumer på ’Cinderella’.
Hvad der vindes i lyriske floskler, metaforer og ordrige beretninger, tynges dog en anelse af den manglende musikalske variation. Model/Actriz har fundet en lyd, der i så høj grad afhænger af repetition, at det i længden kan blive en repetitiv lytteoplevelse – sjovt nok.
Bandet forsøger sig på enkelte numre at variere lydbilledet, eksempelvis ’Ring Road’, der mest af alt lyder som et forsøg på at lave en depressiv klubbanger med en ødelagt mikrofon og et boldtræ, og den mere vellykkede ’Baton’, der afslutter albummet med en søskendekærlighedserklæring omgivet af basakkorder og luftige guitarklange.
Med det sagt er ’Pirouette’ i høj grad en fortsættelse af den lyd, bandet præsenterede på debutalbummet. På den svære toer formår bandet dog at forfine deres lyd, og resultatet er en gennemført følsom og støjende affære.
Kort sagt:
På ’Pirouette’ leverer Model/Actriz mere af den atonale og ustabile dancepunk, der gjorde bandet bemærket på debutpladen – dog med tiltrængt variation, der løfter niveauet på den nye plade.