Rebecca Blacks ‘Let Her Burn’ blander alt det bedste fra den alternative popscene – og er det ultimative comeback

Er du til Charli XCX, PinkPantheress og lykkelige slutninger? Rebecca Blacks debutalbum har lidt af det hele – og nu er det tid til at tage internettets mest latterliggjorte teenager seriøst.
Rebecca Blacks ‘Let Her Burn’ blander alt det bedste fra den alternative popscene – og er det ultimative comeback
Rebecca Black. (Foto: Jade DeRose)

ANBEFALING. Rebecca Black.

Navnet lyder bekendt, ikke?

Du husker hende formentlig som teenageren, der i 2011 gik viralt på YouTube for at stå bag den såkaldt værste sang nogensinde: ‘Friday’.

Eller måske er du en af dem, der har fået øjnene op for, at den nu 25-årige Rebecca Black i disse år er i gang med at genopfinde sig selv som en seriøs popstjerne. At hun trods dødstrusler og selvmordsopfordringer er blevet ved med at udgive musik, og at det faktisk slet ikke er så dårligt endda.

Dén konklusion nåede Soundvenues Kjartan F. Stolberg til for to år siden, da han skrev en artikel under overskriften: »Vent, er kunstneren bag den værste sang nogensinde rent faktisk blevet … god?«.

I forrige uge viste svaret sig at være et rungende, hyperpoppet ja.

12 år efter hendes mareridt af et gennembrud har internettets mest latterliggjorte teenager nemlig langt om længe udgivet sit debutalbum. Et album, hvis titel – ‘Let Her Burn’ – ikke kunne være meget mere rammende.

Det er nemlig lige netop, hvad Black gør her: Brænder sit forhadte yngre jeg ned til jorden, og rejser sig som en Fugl Føniks fra asken med en overlegen debut, der blander alt det bedste fra den alternative popscene.

Og jeg mener altså alt det bedste.

På ’Doe Eyed’ lyder Black som Charli XCX anno lockdown-albummet ’How I’m Feeling Now’. På ’Destroy Me’ serverer hun TikTok-inficeret drum’n’bass a la PinkPantheress blot for derefter at introducere en hårdtslående nu-metal-guitar, der ligesom Rina Sawayamas mesterlige debutalbum skaber en uimodståelig kontrast mellem vrede og uskyldighed.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Når Black en sjælden gang imellem sænker tempoet, synes hun derimod i højere grad at skele til Carly Rae Jepsens 80’er-klingende synthpop (ja, ’Call Me Maybe’-pigen hører også til blandt popmusikkens absolutte elite). Det gælder ikke mindst breakup-balladen ’Sick To My Stomach’, der såvel sonisk som lyrisk kunne have fundet vej til Jepsens 2022-album.

Der er med andre ord ingen tvivl om, hvilken slags popstjerne Black gerne vil være. Hun lægger sig i slipstrømmen på nogle af tidens mest fremadsynede kvindelige musikere, og hun slipper overordentligt godt fra det.

Er det ligefrem revolutionerende? Njah. Charli og co. har trods alt gjort det meste før. Men det er alligevel imponerende, hvordan Blacks debutalbum kondenserer så mange af tidens tendenser ned til et sammenhængende album. Har du ikke tid til at gennemtrawle hele PC Musics bagkatalog, har ’Let Her Burn’ lidt af det hele.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Én ting er der dog ingen tvivl om: Det her må være øjeblikket, hvor vi begynder at tage Rebecca Black seriøst. Ikke bare som en popstjerne, men som en popstjerne, der ikke er bange for at tage chancer – og hvorfor skulle hun også være det? Black har jo allerede været til grin for milliarder af mennesker verden over. Hun har intet at frygte.

Jeg elsker at se artister blomstre mod forventning. Fra Harry Styles, der smækkede døren i til boyband-baglandet med et Bowie-inspireret brag af en solodebut, til Justin Bieber, der – efter at have været 2010’ernes nok næstmest hadede teenager – overvandt mange af sine kritikere med albummet ’Purpose’ (også selvom alle ikke var lige begejstrede…).

Intet kan dog måle sig med det, Rebecca Black gør her. ‘Friday’ er måske musikhistoriens værste sang, men med ‘Burn Her Down’ kan Black meget vel lige have udgivet årets hidtil bedste (okay, næstbedste) popalbum.

Det er det ultimative comeback.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af