»Jeg er skrækslagen!«, lød det blandt andet fra The xx’s Oliver Sim, da jeg forleden tog en snak med ham om hans netop udgivne solodebut.
Man forstår ham sådan set godt. Der skal træffes store beslutninger, når man for første gang udgiver et album i eget navn. Skal solokarrieren være en forlængelse af bandet? Noget helt og aldeles nyt? Der er mange måder at gøre det på. Heldigvis er musikhistorien også tætpakket med eksempler at spejle sig i.
Her har vi samlet ti af dem. Men vi har givet os selv et benspænd: De ti album skal være udgivet inden for de seneste ti år. Simpelthen for at undgå de mest åbenlyse nedslag.
Ja ja, vi ved jo alle sammen godt, at mastodonter som Justin Timberlake og Beyoncé slap heldigt fra deres respektive grupper. At Dr. Dre efter N.W.A-dagene byggede et gedigent imperium på succesen fra 1992’s ’The Chronic’, og at Lauryn Hill overgik sit legendariske arbejde med Fugees, da hun udsendte sit magnum opus ’The Miseducation of Lauryn Hill’ tilbage i 1998.
Men også i nyere tid er der masser af solide bud på vellykkede (og knap så vellykkede…) solodebuter.
Og ja, det var altså solodebuter. Vi begrænser os med andre ord til etablerede band- og gruppemedlemmer, der står på egne ben for allerførste gang. Det har selvsagt resulteret i et par kedelige fravalg:
Eksempelvis var Josh Tillmans første album under Father John Misty-pseudonymet, ’Fear Fun’ fra 2012, på mange måder den perfekte overgang fra hans tid som trommeslager i Fleet Foxes. Stadig samtidsskildrende, overdådig indiefolk, blot tilsat Misty-alter egoets karakteristiske sarkasme. Men Tillman havde udgivet solomusik i eget navn siden 2003, så der var altså næppe tale om nogen debut.
Det samme gælder Chairlift-stifteren Caroline Polachek, der i 2019 imponerede stort med albummet ’Pang’, men som også allerede havde et par soloplader i bagagen – bare under andre kunstnernavne.
Det var reglerne. Lad os så komme i gang.
1. Jamie xx ’In Colour’ (2015)
Jep, vi behøver faktisk ikke at kigge længere end til Oliver Sims bandkammerat Jamie xx for at finde et pragteksemplar på, hvordan man på én gang bevarer sin kerneidentitet og samtidig viser nye sider af sig selv (alt imens man ovenikøbet finder plads til sine venner – Romy stråler på singlen ’Loud Places’).
Medmindre man i forvejen var knee-deep i kalejdoskopisk house og UK garage, var Jamie xx indtil ’In Colour’ nok bedst kendt som manden bag pulten i The xx, men hans melankolske første soloalbum efterlader ingen tvivl om, at han er et geni i egen ret. En samplerig og featurefattig tour de force gennem Londons natteliv, der ironisk nok tager sig bedre ud til efterfesten end på klubben.
Jamie xx’s udforskning af hjemlandets elektroniske undergrundsscener satte i øvrigt tydeligt præg på The xx’s tredje og hidtil seneste album, 2017’s ’I See You’, der introducerede både samples og sågar tropiske beats i trioens ellers så minimalistiske, indadvendte kompositioner. Det skal blive spændende at se, hvilken indflydelse Sim og Romys egne soloekskursioner får på The xx’s næste album.
2. Hans Philip ’Forevigt’ (2019)
Også herhjemme har etablerede navne fra særligt den danske hiphopscene udgivet stærke soloalbum inden for de seneste år. Branco videreførte overlegent MellemFingaMuziks systemkritiske gaderap på 2019’s ’Baba Business’, og Benal-rapperen Benjamin Hav solodebuterede forrige år med ikke bare ét, men hele to album i eget navn.
Alligevel falder valget i denne omgang på Hans Philip, der på 2019’s ’Forevigt’ vragede Ukendt Kunstners selvhærdende bars til fordel for en introvert perle af et debutalbum. Et album, der foruden modersmålet har langt mere til fælles med Frank Oceans ’Blonde’ end med det festfyrværkeri, der var Ukendt Kunster – i soloregi ser man langt hen ad vejen Philip synge fremfor at rappe.
På ’Forevigt’ er der hverken neonlys eller Stein Bagger-energi at spore. Bare musikalsk selvterapi af allerhøjeste karat.
3. Damon Albarn ’Everyday Robots’ (2014)
Der hersker næppe nogen tvivl om, at Damon Albarn elsker at samarbejde.
Foruden at være den primære sangskriver i både Blur og Gorillaz tæller hans efterhånden kilometerlange cv også supergrupperne The Good, the Bad & the Queen og Rocket Juice & the Moon, en stribe samarbejder med internationale orkestre som Syrian National Orchestra for Arab Music og Africa Express, og så er han i øvrigt heller aldrig bleg for at dukke op som gæst på andres numre.
… og vi kunne blive ved. Måske er det også derfor, det tog Albarn på den gode side af to årtier at debutere som solokunstner. Men det tungsindige ’Everyday Robots’ var så sandelig ventetiden værd.
Er albummets titulære teknologikritik ældet med ynde? Nja. Det bliver næppe Albarns efterhånden ret så banale »We are everyday robots on our phones«-linjer, der inspirerer dit næste SoMe-detox. Men det var jo heller aldrig det aspekt af ’Everyday Robots’, der gjorde albummet så fandens gribende.
Snarere var det de mere personlige skæringer som den Kenny Clayton-samplende ’The Selfish Giant’, der beskriver parforholdets farveløse hverdagstilstande, når først støvet fra den indledende honeymoon phase har lagt sig. »It’s hard to be a lover when the TV’s on, and nothing’s in your eyes«, synger Albarn i omkvædet på passende afdramatiseret vis, og partneren Suzi Winstanley skulle efter sigende have haft en indvending eller to mod netop den linje. Heldigvis endte Albarn med at beholde den.
4. Hayley Williams ’Petals for Armor’ (2020)
Hvorfor overhovedet gå solo, når man er den absolutte hovedperson i et af alletiders mest folkekære poppunk-bands? Et band, som man ovenikøbet er det eneste konstante medlem af? Fordi ’Petals for Armor’ på ingen måde er et Paramore-album. Det er det ganske enkelt alt for vredt til. Alt for beskidt.
Jeg sværgede i mine tidlige teenageår højt og helligt til amerikansk 00’er-emo, før blandt andet artrocken fik udvidet mit musikalske tunnelsyn, så for mit eget vedkommende var udtrykket på Hayley Williams’ solodebut næsten for godt til at være sandt. En indebrændt Paramore-forsanger over en nærmest Radiohead-agtig instrumentation? Det var en sonisk våd drøm, der gik i opfyldelse.
’Petals for Armor’ er ikke noget perfekt album. Det er cirka fem numre for langt og lyder mest af alt som tre separate ep’er, der er klasket sammen. Men kan man se igennem det, er der nok at komme efter. Tag bare den underskønne ‘Roses/Lotus/Violet/Iris’, der i øvrigt inderholder perfekt underspillede baggrundsvokaler fra Phoebe Bridgers, Lucy Dacus og Julien Baker under fællesnævneren Boygenius.
5. Pusha-T ‘My Name Is My Name’ (2013)
Det kan lyde tåbeligt den dag i dag, men der var faktisk et tidspunkt, hvor vi kollektivt tvivlede på, om Clipse-medlemmet Pusha-T overhovedet var værd at lytte til uden storebroren No Malice.
Al tvivl blev imidlertid gjort til skamme med 2013’s ’My Name is My Name’. En koldblodig magtdemonstration af et debutalbum, som kombinerede rapperens velkendte coke-bars med en nyfunden popsensibilitet, der ikke mindst skyldtes et væld af stærke features samt produktionerne fra GOOD Music-kollegaen Kanye West, der siden skulle blive en fast samarbejdspartner for Push.
»This is my time, this is my hour«, lyder de første linjer på åbningsnummeret ‘King Push’, og han skulle vise sig at få ret. ’My Name is My Name’ blev begyndelsen på en af nyere tids mest driftssikre hiphop-solokarrierer, der i 2016 nåede et foreløbigt højdepunkt med det koncise kroningsværk ’Daytona’, og som desuden har budt på et væld af ikoniske gæstevers på netop Kanyes udgivelser.
Snart ti år senere forbliver Push gudhjælpemig i topform – med eller uden hjælp fra sin storebror.
6. Coco O. ‘It’s a Process’ (2021)
Vi snupper lige endnu et dansk eksempel i form af sidste års ’It’s a Process’; solodebuten fra Quadron-sangeren Coco O., der på én gang fungerer som et skrøbeligt breakup-album og som en fuckfinger til den kapitalistiske musikindustri.
Var ’It’s a Process’ en musikalsk genfødsel a la et par af de andre album på denne liste? Ikke nødvendigvis. Men Coco O. beviser, at mindre også kan gøre det. Og selv om der ganske vist kan trækkes en lige linje mellem Quadrons selverklærede elektroniske soul og det musikalske udtryk, Coco O. skaber på sit (i øvrigt selvproducerede) første soloalbum, er stemningen nu alligevel en anden.
Quadron-hovedværket ’Avalanche’ var flamboyant og forførende. ’It’s a Process’ er – i hvert fald rent musikalsk – frem for alt beroligende.
7. Harry Styles ‘Harry Styles’ (2017)
Okay, okay, som helhedsoplevelse blegner den selvbetitlede solodebut fra One Directions pseudo-frontmand ganske vist en smule sammenlignet med de andre på listen her. Men ’Harry Styles’ sniger sig alligevel med på falderebet, idet albummet står tilbage som en håndbog i, hvordan man én gang for alle bryder med boyband-baglandet og smækker døren i med et 70’er-rocket, Bowie-inspireret brag.
’Harry Styles’ var en rodebutik, men albummet lovede ikke desto mindre godt for fremtiden. Ikke mindst på den monumentale førstesingle ’Sign of the Times’, der netop slægtede landsfællen Bowie på.
Styles videreførte disse elementer på den ligeledes hæderlige (og ligeledes genreskøjtende) efterfølger ’Fine Line’, før han langt om længe fandt sin plads på dette års ’Harry’s House’ – hans hidtil bedste og mest autentiske soloalbum.
Og så til de tre knap så heldige eksempler…
1. Quavo ’Quavo Huncho’ (2018)
Helt ærligt: Samtlige solodebuter fra de tre Migos-medlemmer kunne snildt have fundet vej til den nederste del af denne liste. Men i et tæt løb om at udkonkurrere hinanden i ren og skær overflødighed ender alderspræsidenten Quavos semi-selvbetitlede første album alligevel med at stå øverst på podiet.
Den 19-numre lange solodebut er ellers tætpakket med så prominente features som Drake, Travis Scott og 21 Savage. Selv Madonna kigger forbi på nummeret ’Champagne Rosé’, hvor hun får selskab af Cardi B. Men ikke en eneste af disse gæster lyder, som om de på nogen måde har lyst til at være der. De lyder nærmere, som om de et eller andet sted godt vidste, at projektet var dømt til at fejle. De har givet op på forhånd.
’Quavo Huncho’ forløber sig mest af alt som én lang understregning af, at summen i Migos’ tilfælde rent faktisk er større end de enkelte dele. Derfor overrasker det heller ikke, at albummets mest tilforladelige numre – ’Keep That Shit’ og ’Fuck 12’ – også er dem, der gæstes af netop Takeoff og Offset. Åh, ironien.
2. Liam Gallagher ’As You Were’ (2017)
Liam, altså… Ligesom det var tilfældet med Damon Albarn, gik der også mange år fra storhedstiden i 90’erne, før dette andet britpop-koryfæ besluttede sig for at prøve kræfter med en solokarriere. Desværre slap den mere fremfusende Gallagher-bror bare knap så heldigt fra det som sin ærkerival.
’As You Were’ er overproduceret, upersonligt og en jammerlig skam. Et blankpoleret og misforstået vrængbillede af Oasis’ storhedstid, der ikke formår at kanalisere bare en snert af den arbejderklassecharme, der i sin tid gjorde bandet så betagende
Gudskelov evner manden stadig at levere en overlegen hitparade af et liveshow. Trods alt.
3. Nate Ruess ‘Grand Romantic’ (2015)
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg i sin tid havde synderligt store forventninger til ’Grand Romantic’. Men jeg ville hellere være tvangsindlagt til at høre Fun.-landeplagen ’Some Nights’ på repeat i dagevis end blive tvunget til at genbesøge frontmandens vokalmæssige penismåling af et debutalbum.
We get it, Nate. Du har et enestående register. Det beviste du allerede på Fun.-debuten ’Aim and Ignite’, som jeg oprigtigt mener er en kende undervurderet. Men det her er simpelthen for meget. Alt for meget. Man bygger ikke en solokarriere på at parodiere Freddy Mercury. Man begraver den.
Men hey, lidt godt kom der da ud af opløsningen af Fun.