Frank Ocean gør det igen: ‘Blonde’ er et inderligt storværk

»Det kan lyde af meget, men verden ville være et bedre sted, hvis alle hørte Frank Ocean«.

Sikke et citat. Lidt klichéfyldt. Lidt overgearet. Lidt for meget.

Ordene er mine egne… De stammer fra min 2012-anmeldelse af ’Channel Orange’, hvor jeg efter en uge i selskab med Frank Oceans mesterværk var komplet overvældet af ømheden, nærheden og budskaberne omkring kærlighed og at finde sin plads i verden. Hans bekendelser føltes universelle – noget der kom os alle ved. Noget vi alle kunne lære af.

»Frank er et forbillede«, skrev jeg.

Efterfølgende blev jeg drillet lidt over den Messias-agtige hengivelse – specielt det øverste citat – og jeg ville derfor ikke hive det frem igen, hvis ikke ’Blonde’ vakte nogle af de samme følelser i mig. Kanye er desuden enig: »Det vil gøre verden til et bedre sted«, skrev han forleden på Twitter, mens han opfordrede radiostationer verden over til at spille mere Frank.

Men det nye album har hverken figurativ eller bogstavelig karakter af prædiken – Kanye og Chance the Rappers gospel-inficerede hiphop-eventyr fra i år taget in mente.

’Blonde’ er et kig ind i Franks dagbog. Næsten impressionistisk i sin gengivelse af virkeligheden på virkelighedens præmisser. Her er historierne ikke sukkerglaserede. Det er Franks liv, hans historier, hans hjertesorger. Kærligheden er det ultimative omdrejningspunkt, men ’Blonde’ er ingen lineær fortælling. Her er ingen begyndelse og slutning på problemerne og forelskelsen, som vi så i den ultimative potens på Beyoncés ’Lemonade’.

Det samme kan siges om selve musikkens karakter, som ganske overraskende adskiller sig fra ’Channel Orange’s artsy r’n’b ved at trække sig endnu mere sammen om sig selv. Det er ved første øjekast det modsatte af overvældende. Mindre storslået.

Som ’Endless’ lagde op til, er Frank gået i studiet som en tømrer. Sangskrivningen er blevet hans primære håndværk, og det virker som om, ’Blonde’ har handlet om alt andet end at bygge på. Sangene byder ikke på vilde effekter. De er ikke sovset ind i virkemidler, som ikke behøver være der.

Som på den underskønne ’White Ferrari’, hvor en sparsom akustisk guitar og fjerlette synth-droner svæver om Franks inderlige vokal, der harmoniserer med sig selv, inden den går over i en Justin Vernon-øm falset.

»You dream of walls that hold us in prison / it’s just a skull, least that’s what they call it / and we’re free to roam«.

En grundpille i Franks kunstneriske (og, vælger jeg at tro, personlige) virke er opgøret med kassetænkning. En kamp, der gennemsyrer alle aspekter. I ovenstående gælder det samfundets normer, men på ’Blonde’ handler det også om albummets form: Det ikke-lineære aspekt samt det faktum, at de fleste af sangene ikke følger én specifik struktur eller retning. Vi kan kalde det et moderne popalbum med et klassisk snit, men at kalde hans musik for r’n’b eller soul er næsten en tilsnigelse. Han strækker begrebet.

»Consciously though, I don’t want straight – a little bent is good«, som han skrev i en artikel fra ‘Boys Don’t Cry’-magasinet, der blev publiceret online samtidig med albumudgivelsen.

Så hvis du synes, at Rihanna tog en chance med det mere helhedsorienterede ’Anti’, hvad så med ’Blonde’? Den store forskel er naturligvis, at Rihanna har en hitfortid at leve op til, men ’Blonde’ har ingen umiddelbar popsang som ’Lost’, ingen 1:1-sjæler som ’Thinkin Bout You’, ingen kæk ’Super Rich Kids’.

Selve musikken på ’Blonde’ kræver samme tålmodighed som de fire år, vi nu har ventet på albummets udgivelse. Frank bryder tavsheden med at hviske, ikke råbe.

»I ain’t on your schedule / I ain’t on no schedule / I ain’t had me a job since 2009 / I ain’t on no sales floor«, synger Frank på lukkeren ’Futura Free’ – en kommentar til rabiate fans, men også et kunstnerisk statement, der vil noget.

Musikken tager den tid, den tager. Det handler ikke om pengene, men om produktet, kunsten. ’Futura Free’ er samtidig en eftertænksom sag, hvor Frank over piano og en mudret synth kigger tilbage på sit liv, og hvor han er nu.

»I’m just a guy, I’m not a god / sometimes I feel like I’m a god, but I’m not a god / if I was I don’t know which heaven would have me momma«.

Det er en stærk lukker, der i sin laissez faire-levering cementerer det faktum, at ’Blonde’ også handler om tvivl og angst. Selv om tingene går godt. Samme vinkel, der gennemsyrede Kendricks ’To Pimp a Butterfly’.

Men hvor Kendrick i sin frustration over verden kiggede udad og var eksplicit i sin kritik, skal vi hos Frank finde pointerne i hans private historier. Selv tillægge dem en betydning – hvilket ikke er svært, for han skriver så satans medrivende. Som på højdepunktet ’Solo’, hvor de tvetydige betragtninger om at være og køre solo får et ekstralag af Franks vokale pragtpræstation – fra versets rappende karakter til de underskønne andenstemmer og inderlige ’åh-uh’-fraseringer, der blot understøttes af elektrisk orgel og lidt fløjtelyde.

Det kræver mod – som en af verdens største popmusikere – at udgive et album, der er så lidt pop i ordets mest naturlige forstand.

’Blonde’ er domineret af minimalistiske guitarfigurer. Vi får sjældent en decideret rytme af stampe med på. Synthesizerne er ofte med for at skabe tekstur, ikke melodi. Det er ikke to vers og et omkvæd. ’Blonde’ er et album, der skal sanses. Det skal ikke nydes for en ikkeeksisterende myriade af ideer, men for simpliciteten.

Som ’Ivy’: En nuttet, men nostalgisk-melankolsk popsang, hvor Frank i flere forskellige vokallag tænker tilbage på den bekymringsfrie ungdom (og den altoverskyggende kærlighed) over to lag af elektrisk guitar, der spiller kispus med hinanden.

Den aparte åbner ’Nikes’ er med sit sløve chopped and screwed-beat og Franks chipmunk-vokal et enebarn på ’Blonde’, og nummerets anden halvdel med akustisk guitar, dvælende stjernesynths og Franks effektfrie vokal er meget mere sigende for helheden.

Sidstnævnte formel gælder også på ’Self Control’ – et simpelt singer/songwriter-track skåret ned til en smuk kerne med guitaren som primus motor, som dog udvikler sig i takt med, at Frank gradvis indser, at hans kærlighedserklæring ikke ser ud til at fungere. Strygere sætter ind som en billedskøn morgendis, mens Yung Lean (pladens mest overraskende gæst) dukker op som en grådkvalt sad boy. Det kan være svært at finde de rigtige adjektiver, men det er fandens smukt, specielt når Franks stemme næsten knækker i leveringen.

Vokalen er Franks gave. Og på ’Blonde’ virker det som om, han konstant finder nye måder at udnytte den på. Fra henslængt rap og trist historiefortælling til manipulerede eksperimenter og de yderste grænseområder af falsettens følelsesregister.

Så er der ’Pink + White’, hvis solskinsramte klaver sammen med en fræk bas og kælne strygere skaber albummets måske mest tilgængelige øjeblik. ’Klassisk’ Frank, om man vil. Og ’Siegfried’, hvor han stiller spørgsmålstegn ved sit eget mod (»I’m not brave«) i den selvforståelse, som så gerne vil gøre op med samfundets normer om det normale. Et nøglenummer på ’Blonde’ og med sine filmiske strygere en ballade til historiebøgerne.

Sammen med ’White Ferrari’ og den todelte ’Nights’ (50 procent skrabet guitarballade, 50 procent fuldmåne-r’n’b) tæller ovenstående som ’Blonde’s bedste enkeltstående numre, men med sine 17 tracks er albummet mere end det.

Tilbage til den næsten tilfældige sammensætning består ’Blonde’ også af en række mindre interludes, som paradoksalt eleverer ’Blonde’ som værk, men til tider trækker det ned som musikalsk oplevelse.

’Pretty Sweet’s forvrængede skabelon med drum’n’bass og børnekor som afslutning suger både intimitet og fokus ud af lytteren, mens Franks mors opsang om stoffer og selvtillid på ’Be Yourself’ er sød og hyggelig de første fem gange, men efterfølgende et lidt irriterende moment – ligesom ’Siiiiiiiiilver Surffffeeeeer Intermission’ på Kanyes ’The Life of Pablo’, der overordnet også dyrker den rodede albumtilgang.

Mens ’Be Yourself’ i længden trækker lytteoplevelsen ned, har telefonsvarerbeskeden dog et større formål. Den sætter Franks ophav i perspektiv. Det er hans dårlige samvittighed (og samtidig moralske holdepunkt) på et album, der både refererer til stoffer og omhandler Franks tvivl om sin plads i verden.

Så er der ’Solo (Reprise)’. Først og fremmest et kærkomment genhør med geniale André 3000, hvis 60 sekunder lange rap kun får os til at sukke endnu mere efter et soloalbum. Men det er også et billede på noget større.

Hvor mange popstjerner giver et helt punkt på tracklisten væk til en ven? Og det er her, forbillede-snakken kommer ind igen. Det er en uselvisk måde at lave et album på. Frank vil gerne sige noget, men han behøver ikke sige det hele selv. Han behøver ikke være evigt fikspunkt.

Gæstelisten til ’Blonde’ er næsten ulig noget, jeg nogensinde har set – Beyoncé, Kendrick, Jamie xx, James Blake, Kanye, Rick Rubin, Pharrell, Jonny Greenwood m.fl. – men de forskellige bidrag er ikke listet noget sted. Det er en kollektivistisk ånd, som er ret så forbilledlig. Han samler folk.

Det er u-flashy på en måde, der sætter kunsten og budskaberne i højsædet. Paradoksalt nok på en måde, hvor man altså tilskyndes at hylde formlen såvel som musikken, som efter fem dages intens lytning halter 10 procent efter den vedvarenhed, som ’Channel Orange’ har vist sig at have. Hvilket til ’Blonde’s forsvar skal siges er en ret stor bedrift – alt taget i betragtning.

Jeg vil slutte af med endnu et interlude. ’Facebook Story’, hvor den franske producer SebastiAn fortæller, hvordan er forhold sluttede, da han nægtede at acceptere sin kæreste på Facebook.

»It was virtual, means no sense / so I say: »I’m in front of you, I don’t need to accept you on Facebook««.

Ved tiende gennemlyt en irriterende mellemstation, men den historie siger så meget om Frank og ’Blonde’. Det handler om at værdsætte det virkelige liv. Det at finde ind til kernen. Ikke forfalde til overflade. Ikke lade sig forstyrre af omverdenen – normer, forventninger, holdninger. Selv om det er svært.

Det smukke er lige foran os – i det enkle, det håndgribelige, det ægte. Sådan et album er ’Blonde’. I en underfundig blanding af simplicitet og kompleksitet.

---

Kort sagt:
Frank skærer ind til benet på et album, der i højere grad cementerer ham som sublim sangskriver end r’n’b-innovatør. De poppede konstruktioner udebliver, men Franks enestående vokal løfter de på overfladen simple sangskeletter til nye højder af inderlighed og nærvær. Vi har ventet fire år på ’Blonde’, men det kræver samme tålmodighed at komme under huden på sangene, der ved første øjekast er alt andet end overvældende.

Læs anmeldelse: Frank Ocean ‘Endless’