Rodet, men overvældende: ‘The Life of Pablo’ er endnu et fabelagtigt Kanye-album
For hvert album rykker Kanye West sin indsats et skridt nærmere spørgsmålet om liv og død. På ’808s and Heartbreak’ satte han sit samlede kunstneriske renommé på spil, på ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ brændte han et astronomisk millionbudget af i jagten på det ultimativt perfekte album – kun for bevidst at sprænge alt, hvad han havde opnået med det værk, i stumper igen på antialbummet ’Yeezus’.
Det var derfor en forventelig udvikling i den eskalerende fortælling om Kanye, da han for et par uger siden lovede verden via Twitter, at hans nye opus ikke var ’album of the year, men ’album of the life’. Intet mindre ville kunne gøre det, selv om påstanden efterfølgende blev tonet lidt ned af hovedpersonen selv.
I lyset af udmeldingerne fremstår ’The Life of Pablo’ på overfladen som et underligt rodet, ufokuseret og ufærdigt album. Pladen ændrede da også både navn og udformning utallige gange i ugerne op til udgivelsen, og på selve udgivelsesdagen blev der stadig arbejdet på højtryk og foretaget afgørende ændringer – selv efter albummet er udkommet har Kanye tilsyneladende besluttet sig for at foretage nogle mindre justeringer. Kampen mod uret er en del af albummets dna: ’The Life of Pablo’ er blottet for rød tråd og afvikles med et sløset, mixtape-agtigt flow fuld af bump og blindgyder.
Men selv uden ensrettet vision er Kanye stadig og uden sammenligning den mest interessante producer på den moderne popscene. Han holder et gigantisk gospelnummer (’Ultralight Beam’) på kanten af klimaks i fem minutter uden at give slip, og får det til at fungere. Han forvandler fredelige Goldfrapp til en paranoid fetish-feberdrøm på ’Freestyle 4’ og udstikker Chicago house som den næste destination for den sample-hungrende hiphopscene på den monumentale afslutter ’Fade’, alt imens han brænder dansegulvet ned til grunden.
Tilgangen spænder fra ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’s pertentlige maksimalisme i skikkelse af ’Famous’ – hvor Yeezy allerede holder snor i Rihanna, Swizz Beatz og Nina Simone, da han smider hiphophistoriens skarpeste flip af Sister Nancys reggaeklassiker ’Bam Bam’ i puljen – til ’Yeezus’ dissonante destruktionslyd på ’Feedback’. Det er en produktionsmæssig tour de force, en showcase for Kanyes samlede talenter som producer med en overvældende gæsteliste bestående af også The Weeknd, Frank Ocean og Kendrick Lamar.
Alligevel kommer det absolutte højdepunkt i form af Kanyes mest ligefremme nummer i årevis, ’Real Friends’, hvor et tåget, melankolsk loop, ekkoet fra et kolossalt beat og Ty Dolla Signs åndeløst sjælfulde vokal tilsammen definerer perfektion. Dén sang udgør i al sin simplicitet også et af albummets få lyriske klarsyn, men ellers er tekstuniverset på ’The Life of Pablo’ nok engang både ufatteligt infantilt og selvhøjtideligt – på ’Wolves’ sammenligner Kanye sig selv og Kim Kardashian med Josef og Maria!
Linjen om sex med Taylor Swift er allerede blevet udødeliggjort af tabloidpressen, men pladen er spækket med lignende guldkorn: Fra fantasier om at have et GoPro-kamera monteret på pikken (’Feedback’) til bekymringer om at få blegemiddel fra en models røvhul på sin t-shirt (’Father Stretch My Hands’).
Det er troll-rap: Lyrik i Twitter-format på skamløs jagt efter billige chokpoint, der kan fodre billedet af Kanye som en gigantisk douchebag. Usmageligheden når på vejen nye idiotiske højder, men der er samtidig noget mærkeligt dragende ved det. Ikke mindst fordi Kanye (for første gang nogensinde?) forholder sig satirisk reflekteret til sit eget image på den lille a cappella-perle ’I Love Kanye’ og på ’No More Parties in LA’, hvor han kalder sig selv »a 38-year-old 8-year-old with rich nigga problems«.
15-årig havde nok været mere præcist med tanke på, hvor grænseløst liderlige hans tekster er, men fred være med det – Kanye punkterer myten om, at han lever i en parallelverden totalt afkoblet fra omverdenens mening om ham og vedkender sig bevidstheden om sin persona.
Dermed ikke sagt, at Kanye ikke tager sig selv seriøst. Tværtimod ser han alt, hvad han foretager sig, som en del af sit livsværk, og netop derfor er hans interaktion med offentligheden også en væsentlig del af nøglen til at forstå ’The Life of Pablo’ som album.
Kanyes Twitter-rants, beefen med Wiz Khalifa, modeshowet og den transparente anti-udformning af albummet og dets titel er en afgørende del af ’The Life of Pablo’s identitet. Det er et akut snapshot af en kunstner, som har for travlt med sit liv som fuldtidsgeni og er for meget i sin impulsive kreativitets vold til at holde fast i en strømlinet vision mere end få dage af gangen.
’The Life of Pablo’ ville givetvis have heddet noget andet og set anderledes ud, hvis det var kommet en uge før eller senere, men det er ikke desto mindre et fremragende album og en intens afbildning af Kanye West som kunstner anno 2016.
Kort sagt:
’The Life of Pablo’ er et umiddelbart rodet og ufærdigt album, der rastløst springer mellem ideer i alle afkroge Kanyes særegne univers med hans hvileløst impulsive drive som selve ledetråden. Det kunne have været et problem, hvis ikke musikken var så overvældende kraftfuld og interessant. Kanye har begået endnu et fabelagtigt album.
Læs også: Kommentar: For første gang kigger Kanye tilbage i stedet for frem
Læs også: Se Kanye i ‘SNL’: Spiller ‘Highlights’ og ‘Ultra Light Beams’, rap-battle med Kyle Mooney