KOMMENTAR Vi er efterhånden vant til, at hvert nyt Kanye West-album viser en helt ny Kanye West. ’Graduation’ introducerede den rumskibsfascinerede ’Glow in the Dark’-Kanye, ’808s & Heartbreak’ viste en deprimeret autotune-popstjerne klædt i jakkesæt, ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ var rapperens store, klassiske mesterværk, skabt gennem et gigantisk kollektiv af artister og producere – og senest var der ’Yeezus’, det store antialbum, hvor rapperen angreb alting, mere eller mindre.
Derfor er det mest overraskende ved ’The Life of Pablo’, Kanyes syvende album, at her ikke sker nogen bandebrydende fornyelse. I stedet refererer albummets lyd tilbage til en lang række af Chicago-rapperens tidligere plader.
Albumforløberen ’Real Friends’ er et godt eksempel. Det er en af albummets bedste sange, men det er også den måske mest konservative single, Kanye nogensinde har udsendt. Tracket lyder, som var det indspillet omkring ’Graduation’ – hør bare, hvor meget trommerne lyder som ’Graduation’-åbneren ’Good Morning’! – mens teksten omkring venner og familie er afdæmpet og eftertænksom som noget fra hans første to album.
Et andet højdepunkt er ’Wolves’: En kølig, melankolsk autotune-ballade, der havde passet perfekt ind på ’808s & Heartbreak’, ligesom ’Father Stretch My Hands Pt. 2’ har samme blanding af næsten overgearet autotune-sang og 808-trommer, der prægede numre som ’See You In My Knightmares’ og ’Paranoid’ fra selvsamme album.
’Yeezus’ id-inciterende blanding af forvrængede mareridtslyde og sextekster genbesøges derimod på ’Freestyle 4’, hvor vi blandt andet får linjerne »What the fuck right now? / what if we fuck right now? / what if we fucked right in the middle of this motherfuckin’ dinner table? / what if we just fucked at the Vogue party? (…) Would everybody start fuckin’?«. Klassisk ’Yeezus’.
Kanye hopper ret så ustruktureret rundt mellem de forskellige udtryk, hvilket kun er passende for et album, der ikke har nogen overordnet tematik eller lyd. Nu, hvor albummet er ude, forstår man bedre, at det har skiftet navn på nærmest ugentlig basis: Det har ikke nogen entydig identitet, som vi ellers kender det fra Kanye.
Denne afslappede tilgang til albumformatet virker både mærkelig i forhold til Kanyes normale perfektionisme, og også i forhold til, at pladen har været to et halvt år undervejs. Og her er især den flagrende orientering tilbage mod tidligere udtryk den mest slående udvikling, for Kanye er trods alt en artist, der i ti år har været kompromisløst konceptuel og konsekvent fremadskuende. Han har være den gale kunstner-workaholic, der aldrig tillod sig at stå stille. Indtil ’The Life of Pablo’.
Er det fordi han fokuserer mere på mode (albummet præsenteredes jo trods alt sammen med den nyeste ’Yeezus’-kollektion)? Eller er det fordi, at han nu er gift med børn, at han skuer tilbage over en nærmest manisk skabelsesperiode? Måske begge dele. Albummet føles i hvert fald lidt som at tilbringe tid med en mand, der har brug for at reflektere lidt. Det virker som om, Kanye har sat farten lidt ned for lige at sætte tingene i perspektiv. Han har – sat på spidsen – tilladt sig selv at hvile lidt på sine laurbær.
I hvert fald indtil det sidste nummer! ’Fade’ er måske hiphophistoriens mest vellykkede tilnærmelse til Chicago-house – det geniale, gyngende sample af Mr Fingers’ klassiker ’Mystery of Love’ åbner et vindue mod en helt ny lyd, som Kanye udforsker ved at rappe dele af Aaliyahs ’Rock the Boat’. Ulig det meste på ‘The Life of Pablo’ lyder ‘Fade’ ulig noget, Kanye har lavet før – men måske er det lyden af det, han kommer til at lave i fremtiden?
Læs også: Se Kanye i ‘SNL’: Spiller ‘Highlights’ og ‘Ultra Light Beams’, rap-battle med Kyle Mooney
Læs også: Kanye Wests ‘The Life of Pablo’ er ENDELIG ude – med 18 tracks