‘It’s a Process’: Coco O.’s solodebut er et breakup-album til den kapitalistiske musikindustri

‘It’s a Process’: Coco O.’s solodebut er et breakup-album til den kapitalistiske musikindustri
Coco O. (Foto: Maria Thornfeldt)

»It might not be bad at all / to be loved by someone else’s arms«, synger Coco O. i en henvendelse, som vibrerer af balladeinderlighed, men meget sigende for hendes debutalbum synes at omhandle bruddet med Quadron.

‘It’s a Process’ kan anskues som et slags breakup-album tilskrevet Coco O.’s kunstneriske virke snarere end en romantisk partner, og det er i sig selv et forfriskende udgangspunkt.

Otte er gået, siden den danske sanger og komponist sammen med producermakkeren Robin Hannibal hittede verden over med Quadrons selvbetitlede andet album. Duoen gik dog efterfølgende hver til sit, og siden har Coco O. arbejdet på at etablere en ny musikalsk identitet.

Hvis ‘Quadron’-albummet var lyden af produktionsmæssig ekvilibrisme og international poptriumf, er Coco O.’s debut som solokunstner – og producer – lyden af søgen og selvransagelse samt en total afvisning af at sprede forsødende musikalsk glasur på den vanskelige proces.

‘It’s a Process’ er melankolsk, intuitiv og afdæmpet – nærmest på trods, fornemmer man. Coco O. har haft et ønske om at blotlægge sin sårbarhed som skabende kunstner på evig rejse og vise lytteren et ærligt billede af, hvor hun er lige nu.

Albummet er en fuckfinger til den kapitalistiske amerikanske musikindustri, som skænkede Quadron en vaskeægte stjernestund og et vindue i drømmenes by, men til gengæld sled på Coco O.’s føling med egne visioner og eget talent. Det er et intimt soundtrack til den tvivl og desillusion, som også er en del af det kreative virke, selv for en succesfuld pro.

Jeg klapper i mine små hænder ad Coco O.’s mod og vilje til at give op på perfektionen og stole på sine egne kompositioner og autodidakte producerevner. Når ‘It’s a Process’ svinger, falder den stærkt personlige tone og produktionsvalgene i hak; det gælder for eksempel den underspillet funky ‘Sorry’, som vækker mindelser om Kelsey Lus avantgardistiske r’n’b, men på samme tid er Coco O.’s helt egen sang og et højdepunkt på albummet.

»I’m so tired thinking of L.A., why I had to leave, there’s no way, there’s no way, there’s no way, I could stay, I could stay, I could stay«, lyder det roligt vuggende omkvæd, så man får indtryk af, at Coco O. har fundet sand mening i sin solofærd og hviler i sit nye udtryk.

‘Soldier’ gløder ligeledes af smittende selvberoende energi med Prince-lydende guitarlicks og skarpe tekster om at se sig fri af oppustet maskulin selvsikkerhed. De følelsesfulde 80’er-fornemmelser præger også ‘Ions’ i form af tunge trommer og grædende guitarer og spiller godt sammen med Coco O.’s afdæmpede vokal.

Andre steder skrues der helt ned for blusset, som på ‘Worry’, der er et simrende, jazzet sammenkog af blæsere, klaver og congas. Og desværre kommer overvægten af indadvendte ballader til at suge energi ud af værket.

Coco O. går Sade i bedene med de minimalistiske, dunkle soulstunder ‘Arms’ og ’Something Real’, men melodierne er lidt for vage til at holde de langstrakte sange på vingerne. Her lyder Coco O.’s proces, som om den er gået i stampe, og det rum er selvsagt ikke særlig stimulerende for lytteren at tage del i, når nu andre steder på albummet rammer nerven lige på.


Kort sagt:
På sit debutalbum blotlægger Coco O. sin sårbarhed som søgende kunstner og viser lytteren et ærligt billede af, hvor hun er lige nu. ‘It’s a Process’ er melankolsk, intuitiv og afdæmpet, men i sine bedste momenter også glødende af en smittende selvberoende energi.

Coco O.. 'It's a Process'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af