»I starten var det noget af et chok pludselig at stå alene. Jeg tror, jeg blev lidt overvældet af: Hvad fanden er det, jeg vil alene, hvad kan jeg alene, og hvad tror folk, jeg skal alene? Da vi lavede det sidste interview, var jeg stadig i en tåge. Jeg havde ikke nogen svar endnu«.
Coco O. sidder ved sit arbejdsbord foran computeren i sit lille studie på Bredgade. Hun putter sig i en beige oversized sweater. Hendes mørkebrune hår er samlet i en knold i nakken.
Vi er mødtes for at tale om hendes længeventede soloalbum ‘It’s a Process’ (ude 30. april) på dagen, hvor nyheden om genåbningen endelig rammer Danmark. Ved Marmorkirken vajer kirsebærtræets lyserøde blomster i brisen. Forårssolen skinner igen over København. For en musiker som Coco O. er det lidt af en festdag. Bookere fra diverse spillesteder vågner op til dåd.
»Men jeg var næsten lidt lettet i smug, da landet lukkede ned«, indrømmer hun.
»Der var ligesom et pres, der blev fjernet i forhold til at skulle ud og være i gang. I USA er det meget: ‘Work hard!’. Det er the american dream, at hvis du bare arbejder nok, skal du nok bryde igennem, og folk gør en dyd ud af at arbejde 24 timer i døgnet. Det er en kapitalistisk tankegang, som jeg kan mærke, at jeg fjerner mig fra, jo ældre jeg bliver, for jeg tror, det er meget usundt at leve sådan. Men jeg har jo også bare været heldig, at jeg har været i gang med at skrive en plade. Alle folk var ligesom på stand by, så jeg har følt, at jeg har kunnet nå at indhente dem lidt«.
Der er gået lidt over to år, siden vi sidst satte Coco O. stævne i julen 2018.
Dengang var hun ved at lande i København efter seks år i Los Angeles, hvor hun festede med Prince, blev headhuntet til Jay-Z’s ‘The Great Gatsby’-soundtrack og lavede musik med stjerner som Pharrell og Kendrick Lamar i fællesskab med sin daværende makker Robin Hannibal i det nu opløste Quadron.
Efter et forlist kærlighedsforhold og bruddet med duoen skulle Coco finde fodfæste i tilværelsen alene, privat og som soloartist, og det store eksistentielle spørgsmål ‘Hvem er Coco O. uden Quadron?’ pressede sig på.
»For to et halvt år siden var jeg meget forvirret og savnede vildt meget at have en at arbejde med. Jeg tror, jeg ledte efter en erstatning for Robin. Det var ligesom om, min karriere var på hold, for jeg følte, at jeg havde brug for den validering fra en partner, der bare sagde: ‘You rock, Coco, nu gør vi det her sammen’«, begynder Coco, da vi har sat os i studiet, hvor soloprojektet, med inderlige r’n’b-ballader om blandt andet magtforholdet mellem mænd og kvinder og knust kærlighed, er blevet til.
»Lige pludselig havde jeg en kæmpe frihed, men det var også enormt angstprovokerende at få muligheden for at lyde, som jeg selv havde lyst til, for var der nogle forventninger nu i forhold til mit projekt med Robin? Jeg havde ikke lyst til at skuffe, for nu havde Quadron klaret sig så godt, men jeg havde heller ikke lyst til at bevæge mig videre derfra. Nogle gange drømte jeg om at kunne starte forfra som helt ny artist og redefinere min solokarriere, for så ville det være mere frit, fordi der ikke allerede var nogen, der syntes, noget andet var godt«.
Amatøragtige demoer
På væggen over træreolen i hjørnet hænger en guldplade for Quadron-albummet ‘Avalance’. På hylderne troner to Danish Music awards, to Danish Deejay Awards og en P3 Guld-pris.
Hypen var til at tage og føle på i tiden med Quadron, men succesen blev også en spændetrøje for Coco, der pludselig fandt sig selv dansende efter andres pibe. Hun begyndte at savne, at nogen så noget værdi i det, hun selv bød ind med, og havde lyst til at løfte det, der allerede var, i stedet for at prøve at få hende til at passe ind i noget andet.
»Jeg synes egentlig, publikum er meget taknemmelige og søde, men branchen er ret hård, og mange af dem, der arbejder i musikbranchen, føler, de er guds gave til branchen«, siger hun.
»Alle har set lyset for mig, og hvis jeg ikke gør det på den måde, synes de, det er min egen skyld, at det ikke går. Det pres har det taget mig noget tid at komme af med. Jeg har haft brug for ro til at finde ud af, hvad der skulle ske, men da jeg havde styr på mit eget projekt, ville jeg gerne samarbejde med Sony (Cocos pladeselskab Sony Music, red.), for nu ved jeg, hvad jeg vil, og hvad jeg skal bruge dem til, ikke hvad de skal bruge mig til«.
Hvorfor har det været så svært for dig at komme i gang med processen?
»For det første havde jeg ikke nogen retning, og det er mega svært, når man ikke har det. Man bliver forvirret og tungsindet. Jeg syntes, mine demoer lød amatøragtigt. Hold kæft, hvor jeg syntes, der var langt til et endeligt resultat, og jeg følte mig bare så afhængig af hjælp fra andre. Det var ikke godt nok, at jeg havde svaret i mig selv, jeg skulle finde det ude et sted, men det er fucking frustrerende at søge efter noget, man ikke ved, hvad er. Jeg begyndte at grave mere i, hvad jeg selv har i stedet for, hvad jeg ikke har. Jeg har set Beyoncé optræde live og tænkt: Ej, jeg burde også kunne danse så godt, mens jeg synger, men det er for dumt, for hun er et unikum«.
Hun griner.
»Da jeg var lille, græd jeg over, at Michael Jackson var seks år, da han begyndte at synge, og jeg var ni, så jeg var tre år bagud. Jeg har haft følelsen af at sammenligne mig med dem, der var allerlængst væk fra mig selv og tænke: Fuck, det er ikke godt nok, det jeg gør, og så er alting jo bare lidt dårligt«.
Er det svært, fordi man selv og andre har høje forventninger, når man udspringer af en succes?
»På det seneste har jeg tænkt ret meget over, hvor meget det er de folk, som er ansat i industrien, som har fucket med mit hoved. Lauryn Hill snakker meget om i interviews, at man ikke kan blive oppe hele tiden, man bliver nødt til at trække sig engang i mellem for at lære noget nyt. Jay-Z har også nævnt, at man bliver nødt til at følge det intuitive, for det er det, der gør, at man adskiller sig fra andre. Hvis man hele tiden prøver at tilpasse sig noget, man tror, man kan klare sig godt i, mister man sig selv«.
»Jeg tror, alle artister oplever det der forventningspres, når man har klaret sig godt: Hvad er så det næste? Det er branchen, der også sætter et tidsspektrum op. De sagde enormt meget: ‘Hvis du ikke har udgivet noget efter to år, skal du passe på, du ikke bliver glemt’, og så kommer man jo bare ind i sådan et frygt-loop: ‘Fuck, nu har jeg klaret det så godt, jeg skal hele tiden bevæge mig opad’, og det er bare ikke en naturlig proces«.
Klar vision
Har du gjort noget specifikt for at hjælpe processen på vej i løbet af de seneste par år?
»Faktisk hjalp det at deltage i ‘Vild med dans’, for jeg følte, at jeg havde brug for at lave noget andet og få en pause fra mit hoved, fordi jeg havde tænkt så fucking meget over det. Jeg vidste ligesom, at jeg skulle tilbage til musikken, når jeg var færdig med det program, og så havde jeg fået det her studie, og så begyndte jeg bare at arbejde meget mere ‘gå på arbejde’-agtigt fra 9-17«.
Du har før taget afstand til underholdningsprogrammer, så var der også noget rebelsk i at deltage i ‘Vild med dans’ for ligesom at vise, at du selv bestemmer, hvad du vil nu?
»Det er så intuitivt. Jeg havde været ude at sejle på en båd med mine venner i halvanden måde i Fransk Polynesien, hvor jeg boede i en T-shirt og gik i bad i saltvand og levede meget primitivt. Så fik jeg mailen om ‘Vild med dans’, og lige der tænkte jeg bare, at det lød ret grineren, fordi jeg havde lyst til noget glam og glitter, og så syntes jeg, det var rigtig dejligt at lave noget andet end musik og lære at danse gratis og få løn for det. Og ja, så var det også det der med at være ligeglad og tænke: Det kan godt være, nogle vil synes, det er mega kommercielt og wack, at jeg er med i ‘Vild med dans’, men who cares?«.
Omkring samme tidspunkt som deltagelsen i ‘Vild med dans’ komponerede Coco O. nogle sange med guitar som eneste instrument i forsøget på at skrabe processen og udtrykket helt ned, for nogle gange blev hun grebet af lysten til at give op og sige ‘fuck, det her musik’, fortæller hun.
Hun ledte med lys og lygte efter en producer og håbede på at møde en, men fornemmede, at det ikke kom til at ske, og hun havde ikke tid til at vente på det rigtige match. Derfor besluttede hun sig for at tage sagen i egen hånd et skridt ad gangen, hvorefter hun først inviterede en guitarist med ind i studiet og dernæst en bassist, indtil det gik op for hende, at hun selv var den producer, hun havde savnet.
»De sidste 10-15 år er en producer blevet sådan en, der producerer beats og laver alting selv på computeren, sådan var Robin nemlig, men i gamle dage fik folk som Quincy Jones og Phil Spector jo andre til at spille musikken, men de bestemte, hvad de spillede. Jeg tror lidt, det er sådan, jeg har gjort det, for jeg kan ikke spille på alle de instrumenter selv, men jeg har en meget klar vision. Jeg har også fået nogle til at lave beats til mig, men jeg har brugt dem mere som håndværkere fremfor æstetikere«.
Fuckfinger til alle
Under tilblivelsen af debutalbummet har Coco blandt andet arbejdet sammen med produceren Jonathan Bremer. Det var især ham, der fik hende til at stole på sig selv som producer, da han lyttede til hendes demoer og påpegede: »Jeg synes, det lyder færdigt«. Udover Jonathan Bremer har Cocos mangeårige ven og samarbejdspartner August Rosenbaum spillet en vigtig rolle i processen.
»Vi har et virkelig godt tillidsforhold, og alt, han rører ved, lyder fantastisk«, konstaterer hun.
»Jeg bookede to uger med ham i hans studie, hvor vi bare skrev med henblik på, at vi skulle have en producer til at færdiggøre det. I starten var han lidt nervøs for, at jeg ikke havde en producer, men jeg var sådan: På en måde lyder det jo ret fedt bare det her. Hvad er det, den person skal kunne?«.
Var han nervøs, fordi det er så indgroet, at man skal have en producer?
»Ja, det er sådan, folk har det. Hvis man hele tiden får at vide, at man altid skal have en producer, begynder man at tro på det, men i virkeligheden var jeg producer, for det er jo meget det der med at vælge ting ud. Det er jo lyde. Jeg begyndte at se mere filosofisk på det og tænkte: Hvorfor går jeg og leder efter en anden persons smag, når jeg egentlig er ret sikker på min egen smag?«
»Jeg har valgt at være kunstner med en sparsommelig indtægt, så det vigtigste er, at jeg har min frihed, for det sjove ved det er, at jeg kan sætte mig og spille på min kop og udgive det, hvis jeg har lyst. Jeg havde lyst til at få humoren i det tilbage. Det er en stor fuckfinger til alle: Jeg er kunstner, så jeg må gøre, præcis hvad jeg vil, for det er min kunst, der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Det er det der med ikke at lave musik i frygt for at miste noget, men at lave det i sjov for at vinde noget«.
Styrke i sig selv
Når Coco O. skruer tiden ti år tilbage, til da hun netop havde taget hul på den amerikanske drøm i L.A., husker hun sig selv som en meget ren og usleben ung kvinde, som fandt alting spændende. Dengang led hun under følelsen af at skulle leve op til ting, hun i dag har indset overhovedet ikke er nødvendige. Hun har fundet styrke og frihed i at blive bevidstgjort, for én ting er at have en intuition, noget andet er at turde følge den.
Samarbejdet med Robin Hannibal opstod meget organisk, forklarer hun. De mødte hinanden lidt tilfældigt, de begyndte at arbejde sammen lidt tilfældigt, de udgav lidt tilfældigt, og musikken fandt vej til USA lidt tilfældigt. Der var ingen plan, alt skete ligesom bare, så der var rigtig mange ting, Coco ikke tog stilling til, fordi hun hverken havde forventninger eller erfaringer med sig i rygsækken.
»Der kan jeg godt mærke, at man vokser enormt meget med sin karriere, og man finder ud af, hvad man har en mening om, men også hvad man har lov til at have en mening om«, siger hun.
»Jeg vil gerne være med til skabelsen af musikken og sangskrivningen, og der tror jeg, der er mange, der har syntes, at jeg bare burde bruge min stemme, fordi de mente, det var min største force. Men hvis jeg først begynder kun at være vokalist, og en anden skriver mine sange, hvor fanden skal jeg så gå hen, når den person ikke kan skrive mine sange næste gang? Det er en meget kortsigtet karriere. Jeg har lært, at alle andre kan erstattes, men jeg kan ikke erstatte mig selv, så jeg skal kunne leve med det«.
Kan man ikke både vinde og tabe på at insistere på sit eget udtryk, fordi det så måske bliver mere originalt, men også knap så mainstream?
»Man kan frygte, det ikke bliver mainstream, men hvis man slipper forventningen om det, bliver det bare noget andet, og måske bliver det interessant på en helt anden måde. De forventninger, jeg havde til mig selv, er ikke engang det, jeg selv lytter til. Jeg blev helt chokeret og forarget over mig selv og tænkte: Hvad fanden er det, du arbejder hen imod, for du kan godt selv lide alle mulige andre ting? Hvorfor prøver du at tilfredsstille en verden, du ikke er interesseret i? Man er selvfølgelig bange for at skuffe, men hvis du skuffer nogen, vil du måske gøre nogle andre glade«.
Er du kommet nærmere et svar på spørgsmålet: Hvem er Coco O. uden Quadron?
»Resultatet af Coco vil først komme, den dag jeg dør. Jeg er i udvikling, og det er det, jeg inviterer ind til på denne her plade, så I don’t know. Der er ikke noget svar«.
Thumbs up fra Drake
Som nyudsprunget soloartist føler Coco O. sig på ingen måde amputeret. Hun kalder det en »fordrejet tankegang«, hvis der skulle sidde nogen i Jantelovens Danmark og lune sig ved, at hun ikke har opnået mere, når hun var så tæt på den amerikanske drøm, i stedet for at fokusere på, at hun trods alt har opnået noget.
Tilsyneladende forhindrer afstanden mellem L.A. og København ikke Coco i stadig at udleve den amerikanske drøm. For nylig modtog hun en kryptisk mail med en forespørgsel fra en artist, der skulle cleares. Hun sendte den videre til Robin Hannibal, som ringede samme aften og var helt oppe at køre, fordi det viste sig, at selveste Drake havde samplet liveversionen af Quadrons gamle nummer ‘Pressure’ på det nye nummer ‘Lemon Pepper Freestyle’.
»Jeg følte, jeg fik en kæmpe thumbs up fra alt det, jeg har arbejdet på de sidste mange år, som har været så hårdt«, siger Coco.
»Jeg har været så fucking bange for at flytte mig væk fra den industri, hvor jeg har været så tæt på noget, som rigtig mange drømmer om. Jeg fik ligesom et vindue i USA, og jeg følte ikke, at jeg kunne præstere i det vindue, så jeg blev nødt til at flytte mig fra det og gå med en retning, som var meget mere noieren end at blive i det og sige: Jeg tror så meget på det, jeg gerne vil, at jeg gør noget andet, for at det kan blive mere rent. Vi startede jo også med noget meget rent i en kælder i Griffenfeldsgade og blev opdaget, og da det med Drake kom i stand, fik jeg følelsen af: Vi er fucking ligeglade med, hvor i verden du er, så længe der er kvalitet i det«.
Hun smiler stolt og stort.
»Alt det, der er gået bedst i min karriere, er kommet ud fra noget meget rent, så hvis jeg ikke har styr på, hvad det rene er, er der ikke styr på en skid. Derfor føler jeg også, at alle kan synes, hvad de vil. Jeg har da forestillet mig, at folk kan sidde og tænke: Nå, så kom hun hjem igen, så gik det alligevel ikke med L.A. – klip til Drake«.