Hans Philips ’Forevigt’ er hjerteskærende selvterapi
Hvordan kommer man videre efter den forliste kærlighed? Det er der vist ikke noget entydigt svar på. Det er forskelligt, hvad der virker. For vi er mennesker, og mennesker er forskellige. Vi vokser sammen, vi vokser fra hinanden. Og det sidste er ikke sjovt. Så hvad gør man?
Nogle fortaber sig i nattelivet og rusens midlertidige bedøvelse. Andre lægger sig under dynen og venter tålmodigt på, at tiden læger alle sår. Og så er der dem, der vælger at tackle de svære tanker lige på og hårdt. Skriver dem ned, behandler dem, ser dem i øjnene.
Det er lidt en kliché, at musikere kommer videre fra svære tider ved at skrive om dem, men i Hans Philips tilfælde virker det til at være præcis det, der er sket.
’Forevigt’ lyder nemlig som selvterapi. En mand, der både retrospektivt og lige her, i nuet, prøver at finde hoved og hale i, hvad der dog gik galt. Og hvordan man eventuelt kan fikse det hele igen. For det er jo det, man gerne vil. Er det ikke? Selv om den anden måske ikke vil.
Solodebuten fra den tidligere Ukendt Kunstner-frontmand følger ikke nødvendigvis en specifik handlingskurve, men former sig mere som tanker fra en plaget sjæl, der er fanget i netop sit eget tankemylder. Tanker om, hvor det glippede. Tanker om savn. Tanker om mulig forsoning. Tanker om desperation, for det her er i sidste ende ikke en historie, der ender lykkeligt.
På den måde kan sangen lige i midten, ’Et studie i overtænkning’, godt føles som nøglen til at forstå det her album.
»De ting jeg tænker på, kan jeg ik’ selv forklare«, synger Philip som de allerførste linjer i sangen, der faktisk er præcis det, titlen lægger op til. Det her er Philip, der lægger sig på den imaginære briks, tager brillerne på og leger sin egen psykolog. For her bliver det tydeligt, at tankerne har det med at tage over. At det ikke nødvendigvis er sundt for Philip, som har »været tæt på at brænde ud«.
Men på den anden side omfavner han også det her tankemylder.
»De siger jeg tænker for meget / jeg siger de tænker for lidt«, rapper han velvidende, at den her tornado af tanker er en del af hans personlighed. Skal han lukke dem ude, gribe konformiteten og give slip på, at tankemylderet nu engang er sådan, han er indrettet som menneske? Nej, han skal ej.
’Et studie i overtænkning’ symboliserer den selvterapeutiske virkning, det har at tale åbent om sine mentale sår. Og det er dét, der gør ’Forevigt’ til sådan et modigt album. For her lægger Philip ikke skjul på noget som helst. Han er sårbar, som han farer vild i sine egne tankers labyrint. Men også frygtløs i det åbenlyse møde med de tragiske omstændigheder.
Det står efterhånden rimelig klart, at ’Forevigt’ ligger milevidt fra Philips fortid i Ukendt Kunstner. Og rent musikalsk har det da også været nødvendigt at finde ind til andet end rapmusikken for at formidle de her skitser fra det menneskelige sind. De her følelser er nødt til at blive formidlet via sang, for det er her, at skrøbeligheden for alvor kommer til syne. Det er her, følelserne knækker, og menneskeligheden viser sig.
Jens Ole McCoy er ikke at finde et eneste sted på ’Forevigt’, og i stedet har Philip stedvist selv siddet bag knapperne og ellers fået hjælp fra folk som Tais, Ish, Kops, Christian Rohde Lindinger og Oscar ’Oh Boy!’ Knudsen. Og i forhold til, hvor mange kokke, der har været om produktet, føles det virkelig helstøbt.
Det er musik, som er konstrueret til at overlade fokus til ordene og stemmen. Produktionen stjæler sjældent opmærksomheden, og arbejdet har derfor ligget i at lave noget, som spiller op til Philips tankestrøm; noget der supplerer følelserne, ikke overskygger dem.
Musikken er derfor et miks af søndags-r’n’b ’(Dagdrøm [1]’), psychet soul (’Drenge & piger’), bossa nova-rap (’Et studie i overtænkning’), ambiente klange (’Dagdrøm [2])’ og helt jordnære klaverballader. Det hele sat sammen med introer og outroer, snakkende passager og instrumentale pusterum i en slags skitseform, så det hele føles som en musikalsk inkarnation af tankerne – for dem farer man vild i, dem er der ikke nødvendigvis en naturlig begyndelse og slutning på.
Der er ikke nogen, der laver (pop)musik som det her i Danmark (selv om Frank Oceans ‘Blonde’ virker som en oplagt inspirationskilde). Tag bare den melodramatiske og jazzede ’Så blå’, der er albummets mest hiphopagtige øjeblik, men stadig så langt fra at være et normalt rapnummer med den Steve Lacy-soulede guitar.
Specielt klaveret går igen, og Philip og jeg er nok enige i, at tangenterne bare er og bliver den melankolske musiks hjørnesten. Klaveret driver både den helt igennem zen-agtige ’Lyys’ og så albummets to emotionelle bogstøtter ’Siger ingenting’ og ’Tilbage’. Og her er de simple toner næsten lige så vigtige for historiefortællingen som Philips ord.
»Jeg har været her før, står og ringer på din dør, håber du vil se, alt det vi ku’ blive«, synger Philip som de allerførste ord på albumåbneren ’Siger ingenting’ kun ledsaget af klaverets vandrende toner.
Nummeret kunne ikke være længere væk fra ’Stein Bagger’, men der er noget med Hans Philip, noget evigt genkendeligt, som går igen, hvad enten han rapper selvhævdende bars eller synger rørende r’n’b med følelserne uden på hættetrøjen. Stemmen føles ærlig; som en nær ven, du ikke kender. Det er simple og komplekse følelser formidlet på en enkel, relaterbar og hverdagspoetisk facon.
Det for at sige, at selv om ’Forevigt’ er noget helt andet end Ukendt Kunstner, så er det stadig Hans Philip. Hjertet er her stadig, selv om udtrykket har ændret sig.
Og hjerte er der i den grad i ’Siger ingenting’. Hvem har ikke – bogstavelig talt eller i ens eget hoved – siddet foran en dør og ringet forgæves på?
Starten hænger smukt sammen med lukkeren ’Tilbage’, og derfor ender der alligevel med at være en form for begyndelse og slutning på ’Forevigt’. Begge sange er intime klaverballader, og hvor Philip i starten bønfalder pigen om at kunne se fremad og ikke tilbage, virker (næsten) alt håb ude, når vi kommer til ’Tilbage’.
»Du leder efter mer’, men der er intet tilbage«, synger Philip hjerteskærende, men samtidig klar i mælet og med en lille snert af afklaring i stemmen.
»Alt jeg har lært, betalte jeg for med tid, jeg aldrig kan få tilbage«, lyder det, og midt i al elendigheden gemmer der sig her en af de vigtigste ting at huske sig selv på, når man står på den anden side af et kuldsejlet forhold.
Ja, du kan aldrig få tiden tilbage, men det har ikke været forgæves. Du har lært noget. I sidste ende vil det her være noget, du vokser af. Når altså du formår at se det i øjnene og kigge forbi den umiddelbare bedrøvelse. På ’Tilbage’ er Philip ulykkelig som aldrig før, men sangen indeholder samtidig en flig af, at der er mulighed for at komme videre. Ikke nødvendigvis i ordene, men mere i selve formidlingen af dem.
Derfor er ’Forevigt’ faktisk en ret så tragisk titel. For det her er en ulykkelig kærlighedshistorie hele vejen igennem: En historie om Hans Philip – skrevet af Hans Philip til Hans Philip selv. Og det lyder som om, de her sange har haft en klar selvterapeutisk virkning.
Når man til slut ender ved ’Tilbage’, får man en fornemmelse af, at Philip på en måde har sluttet fred med det. Han er rolig. Han har accepteret, at det her forhold ikke er for evigt. Måske han nu selv kan begynde at kigge frem i stedet for tilbage?
Kort sagt:
Hans Philip synger åbent og ærligt om det tankemylder, der huserer i hovedet efter et forlist forhold. Det hele er ekstremt ulykkeligt, men undervejs får man følelsen af, at det her album har været selvterapi for Philip – er de her sange årsagen til, at han endelig kan komme videre?
Læs også: Jens Ole McCoys arvtagere: Se hvem der har produceret Hans Philips soloalbum ‘Forevigt’