’I See You’: Et opdateret The xx savner de helt store sange, men vinder alligevel en arbejdssejr
Titlen på genopstandne The xx’ nye album kan tolkes på flere måder. Det kan både ses som et udtryk for indforståethed (med en god ven eller kæreste), empati (med en fremmed) eller det kan sågar have en let truende undertone (i betydningen ’jeg holder godt øje med dig’).
På den vis indfanger sammensætningen af tre simple ord en paradoksal kompleksitet og ambivalens, der altid har været kendetegnende for det skyggeland, The xx’ fortættede dramaer foregår inden for. Et skyggeland mellem seksuelt begær og platonisk venskab, mellem intimitet og fremmedgørelse, mellem introspektion og ønsket om/behovet for at skabe kontakt og nærvær, mellem ungdomstristesse og voksent ansvar.
Det sidste kan være værd at opholde sig ved i forbindelse med gruppens tredje album, der ankommer til verden fem år efter det (lad os sige det uden omsvøb) skuffende kedsommelige andet album, ’Coexist’, men også på hælene af lydtroldmand Jamie xx’ succesfulde (og i forhold til ’Coexist’, anderledes spillevende) solodebut, ’In Colour’.
En af de overvejelser, trioen må have gjort sig før og under optagelserne af ’I See You’, er om de – med troværdigheden i behold – kan formidle den samme form for ungdommelig spleen, der gennemsyrede den efterhånden otte år gamle selvbetitlede debut, der med nogen ret kan regnes for en af de mest toneangivende britiske albumudgivelser i det nye årtusinde.
Kan makkerparret Oliver Sim og Romy Madley-Croft fastholde den samme intime dialog inden for rammerne af en musik, der i og med, at den indtager det samme stemningsrum, vil virke som et regressivt ekko af netop en ’tabt ungdom’, men som hvis den bevæger sig afgørende videre (for eksempel i kraft af den vel nok uundgåelige påvirkning af Jamie xx’ succes som solist) risikerer at give køb på det, der gjorde The xx unikke til at begynde med. Gruppen er i den forstand et prototypisk eksempel på, hvordan en meget succesrig og i enestående grad genkendelig debutplade, kan kaste lange skygger over den efterfølgende diskografi.
’I See You’ er på mange måder en både-og-oplevelse. Den forsøger både at holde fast i den grundlæggende dynamik, der kendetegner den tyste kemiske eksplosion, der opstår når Sims og Madley-Crofts instrumenter (bas og guitar) og vokaler flettes sammen, samtidig med, at den tydeligt har været gennem lidt af en lydmæssig omkalfatring i Jamie xx’ popproducerværksted. Det synes at have været gruppens ærinde at sikre en konstruktiv balancegang mellem gruppens etablerede identitet og en fremtidsvendt ambition i form af samples og den både mere glitrende, upbeat og travle overflade, som Jamies troldmandskunster er garant for.
Ideerne er glimrende i sig selv: Det helt centrale blæser-loop på ’Dangerous’ går smukt i samklang med Sims subsoniske baslinjer. Hall & Oates-samplet på førstesinglen ’On Hold’, der måske ved første gennemlytning kan virke som et fremmedelement, falder smukt til rette i helheden i takt med, at man bliver fortrolig med sangen.
Overordnet er ’I See You’ rig på mættende og godt forløste detaljer. Man er aldrig i tvivl om, at man lytter til The xx, men man er heller aldrig i tvivl om, at det er et anderledes The xx – et mere voksent og stræbsomt foretagende, der er sig bevidst, at stilstand eller en malplaceret nostalgi er at forveksle med langsom død i kunstnerisk forstand.
Den diskrete tilstedeværelse af tropiske beats på ’Say Something Loving’ og ’Lips’ står tydeligt i gæld til signaturelementer ved Jamie xx’ producervirksomhed, men de stiller sig ikke i vejen for den knitrende intimitet, der er en uomgængelig nødvendighed for Sims og Madley-Crofts interne dynamik. Er der overordnet tale om en opdatering snarere end en overhaling af The xx-lyden, så fungerer den sjovt nok bedst i de øjeblikke, hvor den enten er mest underspillet – som strygerelementerne i den ellers helt nedbarberede ’Performance’ – eller i førnævnte ’Dangerous’ og ’On Hold’, hvor formlen for alvor udsættes for en opgradering i form af samples eller den blæserfanfare, der indleder albummet.
Jeg synes ikke, The xx lykkes med at skabe de helt store sange i denne ombæring. ’Brave For You’ er for eksempel melodisk undseelig, men den er til gengæld udstyret med en percussivt enormt opfindsom produktion, der fastholder lytterens nysgerrighed. ’I Dare You’ er en velfriseret udgave af en helt basal (og forholdsvist uopfindsom) postpunket guitarfigur.
Her mangler gruppen måske fortsat at omsætte eller transformere Madley-Croft og Sims narrativer fra en ungdomsfikseret tilværelseshorisont til en mere afrundet, medvidende og måske humoristisk bekendelsesform, der sømmer sig for nogle snart 30-årige? Det samme problem stikker snuden frem på ’A Violent Noise’, der hverken musikalsk eller lyrisk for alvor løfter sig ud over det stereotypiske billede af The xx, men fremstår i en kønnere aftapning, der sådan set trækker spænding ud af musikken frem for at fremhæve den.
’I See You’ vidner om en gruppe, der stadig har noget på hjerte, og som kommer forholdsvis helstøbt i mål oven på et hamskifte, som sikkert har udfordret gruppedynamikken en hel del og næppe har været helt uproblematisk. Der er tale om en arbejdssejr snarere end en indlysende triumf, men arbejdssejre har det med at sidde længe i kroppen. De giver en god og vedvarende tilfredshedsfølelse. ’I See You’, indeed.
Kort sagt:
The xx genopstår i en mere voksen, ambitiøs og glitrende indpakning, men uden at foretage et afgørende spring ud i det ukendte. Gruppens signaturelementer er stadig at finde på ’I See You’, men musikken lykkes bedst, når den er enten helt nedbarberet, eller når den for alvor giver los. Man kan savne de helt store sange, til gengæld bliver man præsenteret for en gennemført detaljemættet lydoplevelse, der folder sig ud som en langsom forelskelse.
Læs også: The xx giver koncert i København