Jamie xx dyrker klubbens melankoli på fremragende solodebut
»You wanna disappear in a crowd / just a stranger in a room«, synger The xx-bandkammeraten Oliver Sim på den beatløse trance-ballade ‘Stranger in a Room’. Og selv om Jamie xx’s drengede fjæs måske stadig ikke er det mest genkendelige, er hans lydlige signatur ikke fremmet for den, der har fulgt med i de senere års fragmenterede britiske klubmusik. På sit første regulære soloalbum føjer produceren nye facetter til sit udtryk og slipper af sted med næsten det hele.
Der er blevet varmet op til albummet i snart et år, og derfor er en lille håndfuld af sangene allerede kendt materiale. Det gør dog ingenting, når et af disse er den geniale åbner ‘Gosh’, hvor et hakkende UK Garage-beat ender med at give plads til en melodistump, der løfter sig så højt mod stjernerne, at brødrene Orbital ikke kan have andet end næsegrus beundring tilovers for resultatet.
Grundtonen hos Jamie xx, hvad enten han er alene eller i bandregi, er blå og melankolsk. Men hvor der hos The xx bliver givet plads og rum til få, enkeltstående elementer, ender hans soloproduktioner ofte med at blive meget mere komplekse og sammensatte, hvilket giver lytteren mulighed for at bruge længere tid på at dechifrere musikken.
Helt grundlæggende har han temmelig godt styr på, hvordan man skærer en ørehængende melodi eller et catchy groove, hvilket den bittersøde gospelhouse-hymne ‘Loud Places’ med Romy Madley Croft på vokal og de skævt svingende houseperler ‘Sleep Sound’ og ‘Girl’ er glimrende beviser på. Dertil er de to sidstnævnte også enormt rige på samplede referencer til historiske nedslag i britisk klubkultur, og det giver dem en ekstra nørdet og langtidsholdbar dybde.
Til gengæld går det knapt så godt, når Jamie i selskab med Young Thug og Popcaan på ‘I Know There’s Gonna Be (Good Times)’ forsøger sig ud i hiphop – den optimistiske attitude og de lettere auto-tunede vokaler virker lidt for påtagede i forhold til resten af albummet. Andre små vejbump er ‘Hold Tight’ og ‘The Rest Is Noise’, der er så lang tid om at komme i gang, at man næsten mister tålmodigheden, men heldigvis folder de sig ud og er ventetiden værd.
Kort sagt:
Jamie xx dyrker melankolien og de blå toner i alt, hvad han foretager sig. Den grundtone fortsætter på debutalbummet, som føjer ekstra lag til repertoiret og med varierende held afprøver nye territorier. Et stærkt album, der opsummerer tidens fragmenterede britiske klubmusik fornemt.
Læs også: Disse 12 album skal du høre i juni