Hayley Williams’ debutalbum er praktisk talt tre ep’er af totalt forskellig kvalitet
I 00’erne fik en række rockbands stor kommerciel succes ved at blande emorockens ængstelige, frustrerede sangskrivning med knivskarpe popelementer. Dengang havde jeg næppe forudset, at Paramore ville være det band i bølgen, der endte med at have den mest gribende udvikling ind i 10’erne.
Deres genrefæller overgav sig enten til metervare-electropop eller sad urokkeligt fast i 00’er-lyden. Men Paramore udviklede sig konstant stærkere, som de lagde emoen på hylden og i stedet omfavnede indiepop, new wave og powerpop – hvilket blandt andet resulterede i det fremragende ‘After Laughter’album fra 2017.
Alene af den årsag var et soloalbum fra forsanger Hayley Williams en glædelig annoncering – at hun samtidig gjorde sin solodebut med det fornemme artrock-track ‘Simmer’ fik mine forventninger endnu højere op. Singlen varslede en lyd, der ikke skar ned på den legesyge, der prægede ‘After Laughter’ – men her iklædt en mere sårbar, alvorlig tone.
Er det det, vi får med debutalbummet ‘Petals for Armor’? Til dels. Ud over de mange forudgående singler har Williams også teaset albummet gennem to ep’er. Albummets fem første sange udgør ep’en ‘Petals for Armor I’, de efterfølgende fem udgør ‘Petals for Amor II’, og derefter byder albummet så på fem helt nye sange.
Og det føles altså mere som tre ep’er, der er klasket sammen, end det føles som et egentligt album. Hver tredjedel har sin helt egen karakter, og selv om de aldrig viger så langt fra hinanden, at det er desorienterende, bliver der ikke gjort det store for at få delene til at hænge sammen.
‘Petals for Armor I’ er uden tvivl min favorit. Den er skæv, opfindsom, og minder mere om en ung Fiona Apple eller Tori Amos, end den minder om noget, Paramore nogensinde har udgivet. Det er creepy, det lyder af et nervevrag, og det er oprigtigt spændende – fra intensiteten i omkvædet på ‘Sudden Desire’ og det kriblende lydlandskab på ‘Leave It Alone’ til de syrede, maniske vokaler i hooket på den sprælske ‘Cinnamon’.
Jeg kunne godt trænge til lidt mere gennemtrængende sangskrivning på de to sidstnævnte tracks, men sonisk er de interessante nok til, at det ikke gør det store.
Albummets to øvrige tredjedele er markant mere konventionelle. ‘Petals for Armor II’ er den del, der lyder mest af Paramore anno 2017, og der er nogle virkelig gode øjeblikke. ‘Over Yet’ har et virkelig forløsende omkvæd, blandt andet grundet en pivlækker synthlinje og en groovy bas, og den indadvendte ‘Roses/Lotus/Violet/Iris’ har en fornem aura af elegance over sig – og selv om den er lidt enerverende, må jeg indrømme, at ‘Dead Horse’ er helvedes catchy.
Alligevel er det sværere at blive revet med af del to. Williams’ vokaler bliver generelt mindre ekspressive, og musikalsk savner denne tredjedel momenter, der griber ordentlig fat om lytteren – omkvædet på ‘Over Yet’ står som en klar undtagelse til begge tendenser, og flere stykker som det ville have været værdsat.
Slutteligt finder vi de fem nye tracks. Alle fem lyder som Christine & the Queens, men uden den underlæggende melankoli, der giver et album som ‘Chris’ kant.
‘Petals for Armor’ er efter denne uventede drejning pludselig ualmindeligt blidt, og al den nerve, der kendetegnede den første tredjedel, er så godt som forsvundet. Sangskrivningen savner også virkelig pondus. Numre som ‘Taken’ og ‘Sugar on the Rim’ efterlader stort set ingen emotionelle efterskælv. Det er kompetent nok sammensat, men også yderst kaloriefattigt.
Jeg havde godt nok forventet mere af ‘Petals for Armor’ oven på første tredjedel, og de tre dele fungerer nok bedst som individuelle ep’er. For nedvandede Christine & the Queens-pasticher er godt en skuffende måde at afslutte et album, der starter så stærkt.
Kort sagt:
Hayley Williams’ debutalbum lyder mest som tre ep’er, der er klasket sammen – og kun den første af disse er for alvor interessant.