Christine and the Queens’ panseksuelle pop er ofte uimodståelig
Kun en (privilegeret) tåbe vil påstå, at forbilleder, når det gælder om særligt seksuel identitet, ikke har stor værdi for unge mennesker, der har det svært med at være sig selv (eller ikke kan finde ud af, hvad ’sig selv’ overhovedet er for en størrelse).
Med det vigtige aber dabei af vejen, vil jeg tillade mig at være helt ærlig: Det mest interessante ved Christine and the Queens’ nye album er for mig at se ikke dets aktivering af en i forvejen ophedet kønsdebat. At Heloïse Letissier ’springer ud’ som figuren ’Chris’ (med et James Dean-med-sovekammerøjne-agtigt look på coveret) afspejler lige så meget mainstreamkulturens optagethed af et opgør med fastlåste kønsstereotyper og identitetspolitik helt generelt som det afspejler en øjenåbnende personlig dannelseshistorie.
Anmeldere, kommentatorer og fans vil med statsgaranti snuble over hinanden i bestræbelsen på at fremhæve den franske popkunstners store kunstneriske integritet og mod. Fint nok. I virkeligheden lægger ’Chris’ sig ganske nydeligt i forlængelse af nogle tendenser i populærkulturen, der i en popmusikkontekst har fundet flere aftryk i musikåret 2018.
Jeg har svært ved at få øje på det særskilte ved, at Janelle Monáe sprang ud af skabet i forbindelse med lanceringen af ’Dirty Computer’ i foråret, eller at Troye Sivan synger (ret uskyldigt) om bøssesex på sit nylige og, i øvrigt, fremragende coming-of-age-album ’Bloom’ – havde han ikke selv gjort opmærksom på hentydningerne til analsex, havde de færreste fået øje på – eller gidet – påpege dem.
Alt dette for at sige, at Letissier med ’Chris’ sparker åbne døre ind. Hvilket hun i øvrigt gør på flere niveauer. Musikalsk lægger hun sig op ad en let funky, 80’er-lydende pop, der trækker på alt fra Janet og Michael samt britisk synthpop a la Duran Duran i deres velmagtsdage eller Bowie på aftægt i yuppie-hedonismens smulte vande. Det er der ikke noget chokerende ved. Selv indie-artister (Natalie Prass er et godt eksempel) lyder sådan nu om stunder.
På den måde minder Christine and the Queens om en hel hær af beslægtede navne, der, i disse for popmusikken så (kommercielt) spagfærdige tider, søger tilbage til 80’erne for at (gen)finde magien fra dengang MTV skabte verdensstjerner som ved et fingerknips. I 2018 er popmusik en nichefascination. Bare spørg pop-auteurs som Charli XCX og Carly Rae Jepsen, der begge laver fremragende popmusik, men helt uden den masseappel, som i dag primært er forbeholdt hiphop, r’n’b og bro country.
Bevares, Christine and the Queens solgte rigtig mange eksemplarer af forgængeren, ’Chaleur Humaine’, særligt på det britiske marked (hvor det androgyne og det frankofile altid har haft en vis fascinationskraft). Men udfordringen er sådan set den samme: Hvordan skabe en stærk fortælling med udgangspunkt i popmusik af den gode, gamle skole inden for en genre/udtryk, hvor kun Taylor Swift for alvor tæller som en superstjerne?
Hvis Sivan, XCX, Jepsen, Years & Years, Letissier (og den snart – man frydes! – genopstandne Robyn) er billedet på pop som et nichedomæne i tidens musiklandskab, så virker de alle ret befriede ved udsigten til, at de store salgstal og verdensherredømmet hører en svunden æra til. Det er glæden ved musikken, ved billige synths og glitrende klangflader med plads til ’dumme’ eller simple (og derfor befriende ærlige) omkvæd, der styrer. En musikscene, der ikke længere naturligt handler om at skabe ussel mammon til gigantiske konglomerater, kan tage springet og handle om andre ting såsom den smittende melodi, den kreative signatur og, nå ja, analsex.
’Chris’ vidner om en kunstner med stort overblik, en kunstner, der kender sine virkemidler og med ganske få justeringer kan skabe en dramatisk (men sødmefuld) effekt. Letissier er for eksempel vokset betragteligt som sangerinde. Man kan simpelthen høre på hendes vokalindsats, at hun tror mere på sig selv, at hun føler frihed i forsøget på at formulere en bæredygtig kunstnerisk vision.
Der er ikke noget musikalsk nyskabende over ’Chris’, men det behøver der heller ikke være, når Letissier og hendes hold finder så elegante løsninger – i forhold til komposition, produktion og vokal.
Nogen gange bliver det dog en anelse for stilsikkert, som om den nyvundne selvsikkerhed koster en lille smule på charmefronten sammenlignet med stjerneskudsstunden på ’Chaleur Humaine’, et godt bud på 2015’s måske allerbedste popalbum overhovedet.
Når selvsikkerheden bliver forvaltet med så smækker tæft som på sange som ’Girlfriend’, ’Doesn’t Matter’ og ’Damn (What Must a Woman Do)’ kan man ikke andet end at overgive sig til Christine and the Queens’ panseksuelle popleg. Det er dog ikke kun, når Letissier betjener sig af de let funky toner, at hun lykkes på ’Chris’. Slow jams som ’The Walker’ og den mere avant-poppede ’Goya Soda’ er med til at forlene albummet med en dybde og en nuancerigdom, der klæder det.
Andre steder på albummet bliver den selvsikre fernis en akilleshæl. Det er problematisk, at et album med 11 sange føles et par numre for langt; særligt på albummets anden halvdel begynder en vis ensartethed at indfinde sig. Man savner til tider den mere ubekymrede og spontane pop på forgængeren – og en større vildskab i de i længden lidt for smagfulde arrangementer. ’Whats-her-face’ bruger fem minutter på at stå i stampe i vadestedet mellem dramatisk klaverballade og strygerledsaget sophisti-pop. Versene i ’Make Some Sense’ er uden tænding, og for en gangs skyld lyder Letissier akavet – som om hun kæmper en forgæves kamp med at få kompositionen til at slå gnister, eller bare hænge sammen.
’Chris’ er tidstypisk pop – i budskab, lyd og fremtoning. Heldigvis er kvaliteten af materialet – og Letissiers evne til at indgyde det med sjæl og tyngde – mestendels hele investeringen værd. Hvis slutsangen ’The Stranger’ (udover at være en reference til landsmanden Albert Camus’ mest kendte roman) er en selvkarakteristik, må man protesterende konstatere, at den tid er forbi, hvor Letissier – som mand, kvinde eller noget helt tredje – kan gemme sig. Dertil er hun for uimodståelig en popstjerne. Ikke mindst i 2018.
Kort sagt:
Der er ikke noget musikalsk nyskabende over ’Chris’, men det behøver den let funkede 80’er-pop heller ikke være, når Letissier og hendes hold finder så elegante løsninger – i forhold til komposition, produktion og vokal. ’Chris’ vidner om en kunstner med stort overblik og øget selvsikkerhed; hun er for eksempel vokset betragteligt som sangerinde. Indimellem bliver det en anelse for stilsikkert og smagfuldt, som om den nyvundne selvsikkerhed ofrer noget af den spontane charme, der kendetegnede forgængeren ’Chaleur Humaine’.