The xx’s Oliver Sim er fascineret af historiens filmpsykopater: »De er jo allesammen undertrykte queers – især Patrick Bateman«

I denne uge udkommer Oliver Sims første soloalbum, ’Hideous Bastard’. Et på én gang demaskerende og skamfuldt selvrealiseringsprojekt, der henter inspiration fra alletiders største gyserikoner – og som ser The xx-sangeren sætte ord på den HIV-diagnose, han i årevis har holdt skjult.
The xx’s Oliver Sim er fascineret af historiens filmpsykopater: »De er jo allesammen undertrykte queers – især Patrick Bateman«
Oliver Sim. (Foto: PR)

Tro det eller lad være, men der er efterhånden gået 13 år, siden The xx udgav deres selvbetitlede og skelsættende debut. En minimalistisk, underspillet perle af et album, der var selve indbegrebet af less is more-filosofien, og som øjeblikkeligt gjorde The xx til et af den alternative musikscenes mest hypede navne.

Siden da er det blevet til yderligere to album fra den sortklædte trio, og både producer Jamie xx og guitarist og sanger Romy har løbende prøvet kræfter med soloudgivelser.

Men først nu er sidste levende billede, bassist og sanger Oliver Sim, også klar til at tage skridtet.

På fredag udkommer ’Hideous Bastard’, Oliver Sims hudløst ærlige og gyserinspirerede første soloalbum, der blev et vigtigt led i hans personlige udvikling, og som til Sims egen store overraskelse endte med at handle om alt andet end kærlighed.

Hvorfor tog det dig så lang tid at debutere som solokunstner?
»Det nemme svar er, at jeg ganske enkelt ikke har haft behovet. Jeg spiller i et af mine yndlingsbands med mine to bedste venner, så indtil nu har jeg egentlig aldrig mærket trangen til at træde ud af den zone«, forklarer Sim på et Zoom-opkald fra sit hjem i London.

»Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det nok også et spørgsmål om, at jeg ikke har turdet. Og jeg er stadig rædselsslagen! Men indtil nu har jeg ikke været klar til at åbne mig så meget op, som jeg gør nu. Havde jeg skulle lave albummet for fem-seks år siden, havde det nok bestået udelukkende af kærlighedssange. Det er jo dér, jeg er mest komfortabel«.

Spoiler alert: Sims solodebut er langtfra endt som noget kærlighedsalbum. I stedet kredser ’Hideous Bastard’ ifølge Sim om tematikker som frygt, afmagt og ikke mindst skam. Om netop den »hæslige horeunge«, som han til tider stadig føler sig som.

Synger åbenhjertet om HIV

Denne skam knytter sig især til det faktum, at Sim har levet med HIV, siden han var 17 år gammel. En hemmelighed, som kun hans absolut nærmeste kendte til, indtil han for første gang åbnede op omkring det på den allerede udgivne singleforløber ’Hideous’.

Hvad gav dig lyst til at dele den side af dit liv?
»Da jeg i sin tid begyndte at skrive albummet, fortalte jeg mig selv, at det handlede om skam. Om de ting, som i mit eget hoved gør mig grim, svag og uelskelig. Men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at inkludere den ene ting, der i sidste ende nok volder mig allermest skam – nemlig min HIV-status«.

Da Sim ganske impulsivt havde indspillet ’Hideous’, var hans mor den første person uden for studiet, der fik lov til at høre nummeret. Moren medgav, at det måske var en anelse drastisk at udgive så udpenslende et nummer, fordi Sim historisk set altid har holdt kortene meget tæt ind til kroppen.

I stedet opfordrede hun sin søn til først at tage nogle babyskridt mod den store blotlægning. Hun tilskyndede, at han skulle fortælle sine venner og familie om sin hemmelighed, før han delte den med resten af verden. Men det var jo netop disse personlige samtaler, som Sim havde håbet på at undgå.

Oliver Sim. (Foto: Casper Sejersen)

»For mig er sangskrivning så meget lettere end samtale. Sangskrivning er jo bare en samtale med mig selv, hvorimod det at snakke med nogen involverer øjenkontakt. Når jeg skriver en sang, behøver jeg ikke at være i rummet, når andre lytter til den. Jeg kan bare vende mig om og gå«, forklarer Sim.

»Men jeg tog min mors råd, og jeg begyndte at fortælle folk, jeg er tæt på, at jeg er HIV-positiv. Det var en virkelig ubehagelig oplevelse. Men hver gang, jeg havde samtalen, blev det en lille smule mindre hårdt. Hver eneste gang kom jeg ét skridt tættere på at slippe kontrollen«.

Sim beskriver disse samtaler som en form for selvterapi. Han indså, at skammen kun vokser sig større, hvis den bliver gemt væk, og at det bedste, man kan gøre, er at være åben. Det er dét mantra, han nu forsøger at leve efter – og det skinner tydeligt igennem på hans første soloalbum.

Inspireret af gyserfilm

En vigtig inspirationskilde bag Sims solodebut har været hans kærlighed til horrorgenren, som har fascineret ham, siden han var barn. Albummet akkompagneres endda af en mildest talt gruopvækkende kortfilm, der tidligere i år kunne opleves på filmfestivalen Cannes, og som er instrueret af et af Sims største idoler: Den franske instruktør Yann Gonzalez.

De filmiske inspirationskilder bag ’Hideous Bastard’ tæller først og fremmest klassiske værker som ’Silence of the Lambs’, ’Psycho’ og ‘American Psycho’, men også nyere gyserhit som 2014’s ’It Follows’, hvis synthbårne Disasterpiece-soundtrack ifølge Sim har sat tydeligt præg på albummets lyd.

»Buffalo Bill, Norman Bates, Patrick Bateman … jeg relaterer meget til de karakterer«, fortæller Sim, før han for en god ordens skyld lige understreger, at han ikke selv er nogen psykotisk seriemorder.

»Men for mig at se er de jo også alle sammen undertrykte queers«.

Også Patrick Bateman?
»Især Patrick Bateman. Han er jo så fejlfri i den måde, han præsenterer sig selv på. Og så er der en monolog i filmen – du ved, mens han laver sin 50 trin lange morgenrutine – hvor han snakker om at bære en slags maske for at fremstå mere acceptabel i mødet med omverdenen. Det har jeg altid relateret rigtig meget til«.

Oliver Sim. (Foto: Casper Sejersen)

Netop Christian Bales ikoniske åbningsmonolog fra ’American Psycho’ var ifølge Sim inspirationen bag nummeret ’Unreliable Narrator’ fra det kommende album. Selv albumcoveret synes at trække tråde til filmens satiriske skildring af yuppiemiljøet: Her portrætteres Sim i et skarpskåret jakkesæt, mens hans blodige hånd trækker ansigtet op i et nærmest manisk smil.

Fremtiden for The xx

’Hideous Bastard’ er ganske vist Sims første album i eget navn, men det betyder ingenlunde, at bandkammeraterne fra The xx ikke har været inde over processen. Da tiden kom til at vælge en producer, faldt valget uden tøven på Jamie xx.

»Jamie er min bedste ven, men han er tilfældigvis også en af verdens bedste producere. Uden ham ville albummet lyde helt anderledes. Ikke kun sonisk, men også tematisk. Jamie og jeg har været venner i mere end 20 år, og jeg ville ikke have kunnet være nær så skrøbelig med nogen andre end ham«.

Romy har også sat sit aftryk på det forestående album. Ikke lige så direkte som Jamie, men nærmere som en slags A&R, der har leveret løbende feedback på Sims materiale. Og så er hun i øvrigt også – alene i kraft af sin tilstedeværelse i verden – en evig motivationsfaktor for Sim.

»Romy og jeg har kendt hinanden, siden vi var tre år gamle, så der eksisterer en form for søskenderivalisering mellem os. Hun er den, som jeg konstant måler mig op mod«.

Sim taler om Romy og Jamie med den største kærlighed, man overhovedet kan forestille sig. Selv om der efterhånden er gået fem år, siden trioen udgav deres seneste album, er de stadig i konstant tæt kontakt, og i dag bor Sim og Jamie blot fem minutter fra hinanden i London.

»Under coronanedlukningerne indså jeg, at jeg er mere ekstrovert, end jeg troede, og at jeg ikke er nogen lone wolf. At jeg rent faktisk godt kan lide andre mennesker, og at jeg ikke kan nøjes med kun at have to venner. Men når det så er sagt, så er Romy og Jamie altså stadig mine bedste venner«.

Det lyder som om, at I alle tre har ret travlt. Er The xx et overstået kapitel?
»Nej, aldrig! Aldrig! The xx er min prioritet, og det er dér, mit hjerte er. Og jeg ved, at både Romy og Jamie har det på samme måde. Der er godt nok ikke noget i kassen lige i øjeblikket, men vi er alle tre spændte på at finde mellemvejen mellem de ting, vi hver især har gang i nu«, lover Sim og tilføjer:

»Jeg regner med at være i The xx indtil den dag, jeg dør«.

’Hideous Bastard’ er ude 9. september.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af