Pusha T
Midt i Kanye Wests seneste semiskandale, det intense BBC-interview med Zane Lowe, faldt snakken på Pusha T. »Jeg vil hjælpe Pusha T med at lyde som det, jeg bedst kan lide ved Pusha T«, sagde den selvudnævnte ‘Yeezus’, og tilføjede: »Jeg er nødt til at minde Pusha T om, at han er Pusha T!«
Læs også: Her er de 12 skøreste citater fra Kanyes BBC-interview
Antageligvis er det, Kanye kan lide ved Pusha T, det samme som de fleste kan lide: De to første Clipse-album, hvor rapperen og hans bror Malice perfektionerede en frostkold narkodealer-paranoia-rap over minimale, eksperimenterende Neptunes-beats. Men den seneste tid har været præget af mindre vellykkede forsøg med en trap-lyd, værst på G.O.O.D. Music-albummet ‘Cruel Summer’, hvor Clipse-tidens cinematiske crackdealer-noir var skiftet ud med akavede tekster om at tage ecstasy.
Det lå altså ikke i kortene, at ‘My Name Is My Name’ skulle være Pusha T’s bedste album siden Clipses nyklassiker ‘Hell Hath No Fury’ fra 2006. Og der synes at være god grund til at tilskrive Kanye en portion af fortjenesten, fordi han endelig har fået ham til at rappe over den slags mørke, mærkelige og minimale beats, som han lyder så godt på. ‘Numbers on the Boards’ er en tungere variant af ‘Hell Hath No Fury’-højdepunktet ‘Keys Open Doors’, mens Pusha T udveksler crack-prægede livshistorier med Kendrick Lamar på ‘Nosetalgia’ : »We don’t drink away the pain when a nigga die / we add a link to the chain, and scribe a nigga name in your flesh«.
Læs også: Se Pusha T og Kendrick i ‘Nosetalgia’-videoen
Albummets to Neptunes-produktioner varierer Clipse-signaturlyden: ‘Suicide’ er skæv klubrap som fra Star Trak-tiden, mens albumafslutteren ‘S.N.I.T.C.H.’ er decideret neo-Neptunes – et beat i samme bouncy kategori som Earl Sweatshirts ‘Burgundy’ eller 2 Chainz’ ‘Feds Watching’. Pusha T fortæller gribende om en ven, der synger til politiet. Man hænger ved hvert ord.
Når Virginia-rapperen er bedst, er der noget mytologisk over hans sammenbidte snerren. Lydbilledet fremmaner en livsfjendtlig asfaltverden, og Pusha lyder som om, han er den eneste, der kan blive stående.
Læs også: Top Track: Pusha T ‘King Push’
I hvert fald indtil albummets midterstrækning, hvor niveauet daler dramatisk. En række samlebånds-trap-produktioner og personlighedsløse r’n’b-beats føles som en ubehagelig tidsrejse til de sidste års middelmådige mixtapes. Stilforvirringen er fuldendt, når gæster som 2 Chainz, Young Jeezy og Big Sean dukker op.
Men sektionen virker måske især grufuld, fordi den er omkranset af en slags original, kompromisløs rap, man knap troede eksisterede længere. Et sted snerrer Pusha »This shit pure as the fumes that be fucking up your sinus«, og et andet »This is drug dealer brilliance«. Pusha T er tydeligvis Pusha T igen.