‘Sorry’: Justin Biebers voksen-comeback er én lang undskyldning
Siger man ’undskyld’ for mange gange går det ud over effekten. Hellere én oprigtig undskyldning end en parade af dårlig samvittighed.
Undskyld, sorry, forgive me…
Ja ja, Bieber, vi har hørt dig. Slap nu af.
»You know I try but I don’t do too well with apologies«, lyder det på ’Sorry’ fra Biebers fjerde album, der dog er fyldt med anger i alle slags afskygninger. Store dele af ’Purpose’ er Bieber i en popkulturel skriftestol, hvor han beder både fans og sig selv om tilgivelse for de seneste års utallige eskapader og barnagtige tirader, som medierne til hans forsvar heller ikke har været blege for at blæse ud af proportioner ved enhver given lejlighed.
»The meaning of forgiveness / people make mistakes / only God can judge me«, synger han på den helt afdæmpede klaverballade ’Life Is Worth Living’. Den kristne knægt fra Canada er godt klar over, at hans korstog mod at blive respekteret og taget seriøst som moderne (og moden) popstjerne kræver noget ekstraordinært. Eller sådan virker det til at hænge sammen oppe i hans hoved.
Småskandaler til trods har jeg for længst ’tilgivet’ Bieber hans infantile overgangsperiode (tilgivelsen hænger måske sammen med at have været relativt ligeglad) – og det på netop det grundlag, popstjernen selv har tilstræbt: Musikken har talt.
’Where Are Ü Now’s opfindsomme EDM-fløde, ’What Do You Mean?’s pianofyldte tropical house og ’Sorry’s hornbefængte dancehall-inspirationer udgør en hellig single-treenighed, der både sammen og hver for sig hører til i toppen af pyramiden, når man om lidt kan kigge tilbage på mainstream-poppen anno 2015.
Med Biebers egne ord er det følepop, man kan danse til – et udtryk han har skabt i tæt samarbejde med sangskriveren Poo Bear. De var benzin på hinandens bål i popstjernens vilde periode, men kom i fællesskab ud på den anden side og er nu flankeret af blandt andre Skrillex og Bloodpop (tidligere Blood Diamonds), der tilsammen har flest producer-credits på ’Purpose’.
Holdet har med de tre singler gjort det ’okay’ for et publikum over teenagealderen at lytte til (og nyde) Biebers musik, og næste forhindring har så været albummet – at skabe et sammenhængende billede omkring den fortabte søns nye image.
Det virker dog som om, Bieber og co. har været lidt for bange for at træde nogen over tæerne, hvilket har fjernet brodden at ’det ekstraordinære’. Som om de er listet henover de glødende kul.
Teksterne handler den ene halvdel af tiden om selvransagelse, tilgivelse og livets purpose (»you’re not hard to reach«, synges der til Gud på titelnummeret), den anden halvdel af tiden om småkomplicerede kærlighedsforhold, hvis apologetiske moraler oftest kan oversættes direkte til Bieber selv, mens sexdelen er uskyldiggjort helt ned til linjerne »can we, we keep / keep each other company« på ’Company’, der ellers er en svulstig, men herligt underspillet omgang bolle-house. Det er som sex med tøj på. Og så må man ikke glemme ’Children’ – en ’hvad-med-børnene’-opsang, der hertil (helt malplaceret) er pakket ind i albummets mest kvalme EDM-produktion.
Det er helligt som bare fanden, men det styrer alligevel uden om den tween-tone, som har præget hans fortid – og det er vigtigt, selv om albummet kommer til at lyde som én lang undskyldning. Krydret med selvmedlidenhed, ej at forglemme.
»It’s like they want me to be perfect / when they don’t know that I’m hurting«, som det lyder på ‘I’ll Show You’, der med dundrende bas, trap-spurtende hi-hats og fritsvævende synths lyder som Biebers forsøg på at lave et Drake-nummer.
Samme listen på tæer gør sig gældende musikalsk, hvis man anskuer lydbilledet over en bred kam. Ballader, blød r’n’b og ufarlig electro skøjter over isen uden for alvor at sætte hælen i. Det er som at tage en sovepille og så se nytårsfyrværkeriet.
Biebers stemme passer fint ind i konceptet – aldrig på udebane, konstant sejlende i et blidt mellemleje af r’n’b-fraseringer og følsom hvisken. Det handler om sangene – der er for mange, der simpelthen ikke vil nok. Den Ed Sheeran-gæstede guitarballade ’Love Yourself’ med Macklemore-horn grænser til det banale, og så er den søvndyssende midter-treenighed af ’No Pressure’, ’No Sense’ og ’The Feeling’ højst middelmådig pop-r’n’b, hvor de respektive gæster i form af Big Sean, Travis Scott og Halsey mest af alt bare forekommer anonyme. Selv om Big Sean har én ret genial ’Street Fighter’-reference: »Oh no, round two again / we’ve been fighting more than Ryu and Ken«.
Helheden ender med at blive lidt for flad, der bliver taget for få chancer – og tekstuniverset mærkeligt tilbageskuende, når Bieber netop burde kigge fremad.
Men uden at gøre nogen fortræd har hovedpersonen også lagt brostenene til en vej væk fra sit tidligere jeg – døren til et ældre publikum er nu åben i stedet for lukket. Det er nyt for Bieber at være harmløs og ikke enerverende i de voksnes øjne. Et revitaliseret image hænger så ikke nødvendigvis sammen med et helstøbt album, men det kan komme senere.
Justin: Du er tilgivet. Du behøver ikke sige undskyld mere. Lad os prøve at have det lidt sjovt næste gang.
Kort sagt:
Justin Bieber har alt for travlt med at sige undskyld på et album, der med få stærke højdepunkter tager for lidt chancer i sin skøjtende omgang med pop, r’n’b og Piña Colada-smagende electro. Tween-tendenserne er dog lagt (delvist) på hylden, og så må det helstøbte album komme i næste omgang.
Læs også: Bieber på vores liste over musikere, du skal følge på Snapchap