‘How I’m Feeling Now’: Selv under en pandemi kan Charli XCX lave bangers

‘How I’m Feeling Now’: Selv under en pandemi kan Charli XCX lave bangers
Charli XCX.

Hvad har du lavet under corona-pandemien? Bagt surdejsbrød? Strikket en chic mohair-vest?

Vi har alle fundet vores måde at slå tiden ihjel på, og Charli XCX har bestemt ikke ligget på den lade side. Blot ni måneder efter udgivelsen af ‘Charli’ har den britiske popstjerne smækket et nyt album sammen. Og som titlen ‘How I’m Feeling Now’ antyder, er albummet et øjebliksbillede af, hvordan Charli XCX har følt og tænkt i de seneste måneders kaotiske, men samtidig stillestående tilstand.

De 11 sange er blevet til i Charlis hjem i Californien, men i langdistance-samarbejde med en lille håndfuld producere – heriblandt hendes faste partner in crime, A. G. Cook, og produceren BJ Burton (der blandt andet har arbejdet med Lizzo og Bon Iver), men også nye og mindre kendte navne som amerikanske Dijon og irskfødte Palmistry.

Hvor sidste års ‘Charli’ ramte ind i en mere mainstreampoppet lyd, er ‘How I’m Feeling Now’ præget af de futuristiske, næsten eurodance-agtige synth-arpeggiators, som udgjorde Charli XCX’ fantastiske mixtape ‘Pop2’ fra 2017.

‘Claws’, ‘7 Years’ og ‘Party 4 U’ er virkelig flotte, poppede kærlighedsballader med masser af mekaniske percussionlyde og særegne synths, mens ‘Pink Diamond’ og ‘c2.0’ er skramlede og voldsomme på samme måde som den tunge ‘I Got It’ fra ‘Pop2’ eller fanfavoritten ‘Vroom Vroom’.

Charli spiller altså på de musikalske tricks og stemninger, man kender hende for, mens det tekstlige univers til en forandring er overraskende pladderromantisk. »I like, I like, I like, I like, I like everything about you«, synger hun på ‘Claws’, mens det lyder »Oh, yeah I really, really love you for life« på ‘7 Years’ (som umiddelbart ikke har noget som helst at gøre med Lukas Grahams ‘7 Years’).

Corona-isolationen lader altså til at have sendt Charli afsted på en lyserød sky, og i en af de Instagram Live-videoer, der ledte op til udgivelsen, fortalte hun da også med et stort smil, at mange af sangene handlede om, hvor hovedkulds forelsket hun var.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

De fine kærlighedsgloser kammer dog af og til over i banaliteter eller virker uovervejede, som når Charli synger, at hendes forhold er »really, really, really nice«. Der er også den up-tempo ‘Finally Understand’, hvor omkvædet lyder »Baby I love you bad / ’cause lately I finally understand / this feeling that I’ve found / might kill me, put me in the ground.«  Men bevares, tekster har aldrig været hendes kendetegn.

Som popstjerne er Charli XCX virkelig en ener. Alle kvindelige popartister ser op til hende, hun samarbejder med Haim, Lizzo, Christine and the Queens og Diplo, men alligevel er hendes fanskare relativt lille. Til gengæld er den ekstremt dedikeret, og næsten ligegyldigt, hvad hun udgiver, er hendes fans begejstrede. Bare lyden af Charli og hendes skarpe, frygtløse popunivers i sig selv kan give gåsehud. Og det er nok også derfor, at hun tør kaste sig ud i at lave et album på kun et par måneder.

Hun ved, at hendes fans giver hende plads til at eksperimentere og udgive halvfærdige numre, og at de skal nok forsikre hende om, at selv når hun er dårligst, så er hun bedre end langt de fleste.

Charli XCX har dog ikke præsteret karrierens bedste, mest formfuldendte numre med ‘How I’m Feeling Now’. Men det er samtidig et album, der er perfekt i sin uperfekthed. For det er et troværdigt øjebliksbillede af Charli XCX’s corona-kedsomhed og isolationshjerne. Med albummets dogme om at skulle afspejle hendes nuværende følelsesmæssige tilstand er det klart, at nogle af sangene bliver lidt redundante, og at teksterne virker lidt uinspirerede. For er det ikke sådan, vi alle sammen har det?

I den forstand er ‘How I’m Feeling Now’ lige som det skal være.


Kort sagt:
‘How I’m Feeling Now’ rummer ikke Charli XCX’s bedste sange, men albummet indkapsler perfekt corona-isolationen med alt, hvad den indebærer af kedsomhed, tvivl, kærlighed og udlængsel.

Charli XCX. 'How I'm Feeling Now'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af