KOMMENTAR. Roskilde Festival 2025 har vendt fuldkommen op og ned på verden, som mange åbenbart troede, den var.
Det må være konklusionen efter en festival, hvor mediechefer, politikere og andre folk med adgang til et tastatur – da de endelig blev trætte af at brokke sig over musikprogrammet – tydeligvis blev rystet i deres grundvold over at blive konfronteret med politisk aktivisme på den festival, hvor de var taget hen for at glemme resten af verden i fadølsbranderten.
2025 blev nemlig året, hvor det borgerlige Danmark lod sig chokere over at opdage, at der blæser venstreorienterede vinde på Roskilde Festival.
Over at festivalen, der i 1971 opstod som et produkt af 60’ernes hippiebevægelse, og som op igennem 70’erne lagde scene til navne som det socialistiske musikkollektiv Røde Mor og Savage Rose – et band, der gennem hele karrieren har brugt deres eksplosive protestsange til blandt andet at tordne mod Vietnamkrigen og for et frit Palæstina – faktisk gemmer et ræverødt hjerte bag den orange facade.
Over at punkbands har for vane at bruge deres koncerter til at slå et slag for politiske budskaber, der ikke nødvendigvis flugter med den generelle linje i regeringsbærende partier, og at unge mennesker kan finde på at engagere sig i mærkesager, som deres forældres generation ikke nødvendigvis deler.
Disse kendsgerninger burde ikke komme som en overraskelse, men reaktionerne taler for sig selv.
Gigantisk demonstration og grædende forskere
Dermed ikke sagt, at årets Roskilde ikke var en festival, hvor den politiske aktivisme fyldte bemærkelsesværdigt meget. Det var den uden tvivl.
De irske postpunkere Fontaines D.C. brugte 10 minutter af deres Orange-koncert på at forvandle Dyrskuepladsen til en gigantisk Palæstina-demonstration, mens Mø inviterede ingen ringere end Greta Thunberg med på scenen for at markere lanceringen af Nordic Climate Justice Coalition – en bevægelse, som samler unge klimaaktivister fra hele norden.
Anohni and the Johnsons lod videooptagelser af stendøde koralrev danne det visuelle bagtæppe til en koncert, hvor hårrejsende videointerviews med grædefærdige klimaforskere blev afspillet som intermezzoer mellem de storslåede protestsange om transfobi, kvindeundertrykkelse, krigsforbrydelser og klimaødelæggelse.
Saint Levant brugte sin euforiske festmusik til at fejre sit palæstinensiske ophav og til at hylde alle dem, der lige nu står på »den rigtige side af historien«, og som ikke er bange for at kalde Israels handlinger i Gaza for etnisk udrensning og folkemord.
De feministiske punkrockere Lambrini Girls begyndte deres koncert med at bede alle transfober om at gå deres vej. Og utallige kunstnere spillede med sceneelementer draperet med partisanertørklæder og palæstinensiske flag og »Free Palestine«-klistermærker på guitaren.
Den inkluderende festival
Ingen af de ovennævnte aktioner og handlinger adskiller sig dog substantielt fra det, der kunne finde sted på scenen, når ungdomsoprørets største musikstjerner brugte deres koncerter til at tale dunder om Vietnamkrigen. Alt for få i nutidens medielandskab bruger deres fritid på at se gamle koncertoptagelser med Joan Baez eller John & Yoko and it shows.
Forskellen er, at de efterfølgende 50 år, der er gået siden Vietnamkrigens afslutning, har fået hippiebevægelsens kritik til at fremstå som en apolitisk selvfølgelighed, mens kritik af Israel stadig er politisk sprængfarligt. Men også dengang var der kritikere, der opfattede kunstnerne som hysteriske ekstremister og følte sig ekskluderet af de politiske paroler.
Man har ikke krav på at føle sig inkluderet hele tiden. Forestillingen om, at koncerter absolut skal være samlende oplevelser, hvor alle er inkluderet, er intet andet end en eufemisme for apolitisk ligegyldighed.
Det har været direkte pinligt at læse med hos mediepersonligheder, der begræder tabet af Roskilde Festivals illusoriske inklusion, mens palæstinensiske børn udsættes for massedrab og masseudsultning, og vores planet nærmer sig masseudryddelse. Hvor er proportionssansen?
Et talerør for de følelsesladede
Under koncerten med Anohni and the Johnsons sagde frontkvinden én ting, der gjorde særligt indtryk på mig. Hendes mor, fortalte hun, blev altid ekskluderet fra alvorlige, seriøse samtaler om politik, fordi mændene omkring hende syntes, at hun var for følelsesladet.
Det er på en måde det samme indtryk, jeg står tilbage med af de kritikere, der ønsker musik og aktivisme adskilt og de politiske budskaber deponeret i ’Debatten’ med Clement Kjersgaard.
For det er nemt at afskrive tusindvis af unge mennesker, der under ledelse af et rockband skriger med på slagord med deres lungers fulde kraft, som ekstreme, hysteriske eller latterlige. Nemt at kritisere dem for bare at være højtråbende frem for at deltage i debatten med saglig, nuanceret argumentation.
Men ligesom musik er politisk aktivisme larmende, kaotisk og følelsesladet. Kunstnere som Fontaines D.C., Mø, Saint Levant, Lambrini Girls og Anohni and the Johnsons giver også et talerør til alle dem, der ikke taler, som man gør, når man har en kandidat i statskundskab.
Alle dem, der har brug for kollektivt at råbe vreden ud og håbet frem, og som er drevet af en intuitiv vished om, at der er noget fuldkommen galt i verden. Alle dem, der er for følelsesladede til at tale med, når »de voksne« deler ud af deres »nuancerede« og »grundige« analyser.
Men det er faktisk okay at være følelsesladet over det konstant stigende antal af myrdede palæstinensiske børn. Over den uoprettelige skade, vi forvolder vores planet. Og over at minoritetsrettigheder i store dele af verden oplever voldsomme tilbageskridt.
2025 var ikke året, hvor Roskilde Festival pludselig blev overtaget af radikaliserede aktivister. Det var året, hvor Nordens største musikfestival for alvor viste sig stadig at have den modkultur, den oprindeligt udspringer fra, i sit dna. Og udviste modet til at bære faklen ind i nutiden.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.