Anohni and the Johnsons mindede Roskilde Festival om verdens skønhed – men også dens snarlige destruktion

KONCERT. Koralrevene er ved at kollapse fuldstændigt. Organismerne dør i et uhyggeligt tempo, og havbunden ligner en forkullet kirkegård. Det var disse undervandsbilleder, der udgjorde bagtæppet til Anohni and the Johnsons hårrejsende smukke koncert på Arena.

Det kom sig af, at Anohni har stået bag optagelser af havbunden ved Lizard Island i det nordøstlige Australien. I samme ombæring har hun interviewet en lang række havbundsforskere om koralrevenes fremtid. En fremtid, der – ifølge de interview, der blev afspillet mellem numrene – betyder den sikre død, hvis ikke klimaforandringerne straks bremses. Forskerne forklarede bævrende og med våde øjne, at det ser sort ud.

Det er den slags dødelighed, det dybsorte mørke, som Anohni bad os om at se i øjnene. The Johnsons – hendes otte m/k store, sortklædte backingband – spillede melankolien op til perfektion, og Anohni i hvidt – det spinkle håb i det dybe mørke – sang guddommeligt. 

Vokalens sjælfuldhed var til at tage og føle på, og der blev ikke sparet på nærværet fra Anohni. På ‘4 degrees’ sang hun om at se verdens dyr græde og brænde op, og på titelnummeret fra ‘Hopelessness’ var det håbløsheden, der blev besunget igen og igen og igen.

Det var hårdt midt i festivalens rus at blive mindet om, at noget af det smukkeste, vi har, er ved at forgå – men også en hård nødvendighed. For Anohnis musik har altid handlet om graverende emner som sorg og verdens forfald, og vi kan og må ikke glemme at forholde os til disse emner.

I et af de fem interviewklip, der kørte mellem sangene, sagde en forsker med bævrende stemme, at han blev nødt til at bevare håbet – også selvom det betød, at man måtte lyve for sig selv. Han brød sammen foran kameraet, før Anohni og bandet velvalgt kastede sig ud i en gåsehudsfremkaldende fremførelse af ‘It Must Change’.

Feminisme, moderlighed og vigtigheden af empati fik også et par ord med på vejen – samt en stikpille til de mennesker, der gør verden til et værre sted at leve – inden ‘Scapegoat’ blev indledt med de bitre ord: »You’re so killable / Just so killable / It’s not personal / It’s just the way you were born«.

Fra start til slut var Anohnis vokal central i lydbilledet, eminent bakket op af det overordentligt velspillende orkester. Sangene voksede fra små kammerkompositioner til enorme soulnumre, hvor hvert pluk af en guitarstreng, hvert slag på et bækken udgjorde et atmosfærisk, men gribende underlag for vokalen at vokse fra.

Bandet opnåede noget af det sværeste på en festival: at få en scene som Arena til at føles intim og lille. Det skyldtes ikke mindst Anohnis fremtoning og kommunikation med et publikum, der respektfuldt var kommet for at lytte til sangskatten fra et de sidste 25 års mest skrøbelige bands.

I selskab med Anohni and the Johnsons blev man i 70 minutter mindet om verdens skønhed og brutalitet. Det kunne ikke tælles på 10 hænder, hvor mange tårer der trillede ned ad kinderne under den fyldte teltdug.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.