DE VILDESTE BEEFS. De kommer fra det amerikanske Midtvesten, er duoer med guitar og trommer og har farver i deres bandnavne.
Ja, faktisk er navnene nærmest en omvendt spejling af hinanden. Tænk på et klaver, hvor der både er hvide og sorte tangenter – tangenter på engelsk hedder keys, og man kan vel godt argumentere for, at de hvide er en lang række striber ved siden af hinanden?
De amerikanske bluesrock-bands The White Stripes og The Black Keys er i hvert fald blevet sammenlignet rigtig meget gennem årene, og på et tidspunkt var frontmanden i det ene band sågar ude at sige, at de andre bare skamløst kopierede hans lyd.
Beskyldningerne udviklede sig til en årelang beef, der kulminerede for efterhånden 10 år siden. Her dykker vi ned i, hvad der skete – og hvor de to bands egentlig står i dag.
Hvordan opstod beefen?
I januar 2010 lavede musikmagasinet Rolling Stone en interviewserie med otte musikere, der havde formet det foregående årti.
Blandt andre Beyoncé, Radiohead og U2 – og en vis Jack White, der gennem 00’erne havde gjort blues- og garagerock cool igen med duoen The White Stripes, som han udgjorde sammen med ekskonen Meg White.
De hittede helt i begyndelsen af årtiet med numre som ’Fell In Love With a Girl’ og ’We’re Going to Be Friends’, inden de i 2003 blev fuldstændig udødeliggjorte med ’Seven Nation Army’, der stadig bliver sunget på fodboldstadioner og festivalpladser.
I interviewet talte Jack White om, at der i hans øjne var begyndt at komme nye bands frem, der kopierede andre uden at give dem anerkendelse, og at han selv havde »meget mere til fælles med Jay-Z end med The Black Keys«. Senere kaldte han The Black Keys for »rockverdenens svar på 50 Cent«.
På det tidspunkt havde The Black Keys, der består af forsanger og guitarist Dan Auerbach og trommeslager Patrick Carney, udgivet fem blues-inspirerede rockplader og stod på tærsklen til et mainstream-gennembrud.
Beefen tog for alvor fart, da Dan Auerbach i 2012 blev inviteret forbi et studie i Nashville til et møde en ny artist på pladeselskabet Nonesuch Records, som The Black Keys også var signet hos.
Da Dan Auerbach sad i sin bil på vej derover, fik han et opkald fra pladeselskabets direktør, der sagde, at han skulle vende om, fordi han alligevel ikke var velkommen der. Ejeren af studiet ville ikke have Auerbach der, forklarede direktøren.
Der var selvfølgelig tale om Third Man Studio, der var ejet af Jack White og sågar lå i hans hus.
Hvad skete der?
Det blev grimt. Da Jack White i 2013 var ved at blive skilt fra sin anden kone, Karen Elson, blev der lækket nogle dokumenter fra skilsmissesagen. Heriblandt nogle private e-mails, hvor Jack White brokkede sig over, at Dan Auerbachs børn skulle gå i samme skole som hans.
»Det er potentielt 12 fucking år, hvor jeg skal sidde på børnestole ved siden af det røvhul, mens andre prøver at sætte os i samme bås«, skrev White. Han mente, at det ville give Auerbach »frie tøjler til at følge mig rundt, kopiere mig og presse sig selv ind i min verden«.
The Black Keys bed ikke rigtig på Whites krog, og i et interview med Rolling Stone knap et år senere sagde Patrick Carney sådan her:
»Vi har alle sagt virkelig fucked up ting i private sammenhænge. Skilsmisser er svære. Det burde forblive privat, men folk snuser rundt og leder efter sådan noget lort. Og i sidste ende vedkommer det ikke nogen. Men han lyder åbenlyst som en idiot. Og jeg synes faktisk, det er pinligt for ham«.
Så kom den næste stikpille fra Jack White:
»Der er børn i skolen, der klæder sig som alle de andre, fordi de ikke ved, hvad de ellers skal gøre – og der findes også musikere, der gør det. Jeg hører tv-reklamer, hvor musikken efterligner min lyd, så jeg tror, det er mig. Halvdelen af tiden er det The Black Keys«, sagde han i 2014 til Rolling Stone.
The White Stripes havde endegyldigt opløst sig selv som band i 2011 – cirka samtidig med, at The Black Keys fik deres helt store gennembrud – og Jack White mente, at The Black Keys bare var efterabende opportunister, der forsøgte at fylde tomrummet efter The White Stripes ud.
Han drog en parallel til Adele og Amy Winehouse for at understrege sin pointe og kaldte bullshit på, at The Black Keys tidligere havde sagt, at de slet ikke kendte The White Stripes, da de startede bandet tilbage i 2001:
»Adele, der sælger 20 millioner plader? Det ville ikke være sket, hvis Amy Winehouse var i live. The White Stripes gjorde det samme, og i vores fravær vil der komme nogen til at udfylde det rum. Og så får man et band som The Black Keys, der siger, de aldrig har hørt om The White Stripes. Selvfølgelig«, udtalte Jack White i samme interview.
Kort efter lavede han dog en U-vending, da han på sine sociale medier ønskede The Black Keys succes med deres musik.
Der havde været stille i et års tid, da beefen blussede op igen og efter sigende nærmest endte i et værtshusslagsmål.
Detaljerne er virkelig sparsomme, men Patrick Carney postede en række tweets i september 2015, hvor han skrev, at han havde siddet på en bar i New York-kvarteret Lower East Side sammen med nogle venner, da Jack White kom op til ham og prøvede at starte en slåskamp.
»Jeg slås ikke og forstår mig ikke på det der med at slås, men han var vred! Han er grunden til, at jeg spiller musik. De bølleagtige røvhuller, der fik mig til at føle mig som ingenting (…) en 40-årig bølle forsøgte at komme op at slås med en 35-årig nørd«, skrev Carney.
Tweetene gik hurtigt viralt, og allerede efter en time svarede White tilbage på Twitter: »Ingen prøvede at slås med dig, Patrick. Ingen rørte dig eller prøvede at slå dig. Du blev stillet et spørgsmål, du ikke kunne svare på, så du gik. Så stop med at pive på internettet og tal ansigt til ansigt til mig som et menneske. End of story«.
Kort tid efter tweetede Carney, at han og Jack White havde fået renset luften i en timelang telefonsamtale, og White tweetede tilbage: »Fra en musiker til en anden: Du har min respekt, Patrick Carney«.
Der blev sat et symbolsk punktum, da The Black Keys i 2019 udgav singlen ’Lo/Hi’, og Jack Whites pladeselskab, Third Man Records, tweetede følgende: »Endnu et bevis på, at rock’n’roll i Nashville lever i bedste velgående. Tillykke med den nye musik, The Black Keys!«.
Carney har fortalt, at han og Jack White er venner nu, og at han flere gange har været i Whites hus i Nashville og set baseballkampe med ham.
Hvem kom bedst ud af det?
For mange fans og kritikere opførte Jack White sig som en slags gatekeeper for den ægte, autentiske rockmusik, der ikke kunne tåle, at nogen byggede videre på den lyd, han følte, han havde patent på.
»Deres konflikt med Jack White ligner mindre en vrede over, at de klamrer sig til hans succes, og mere en bitterhed over, at de så klart har overhalet ham«, skrev The Guardian eksempelvis i 2019 om fejden.
Tonen i Jack Whites lækkede e-mails virkede for mange også smålig og personlig, hvilket fik ham til at fremstå som reaktionær og ude af trit med det åbne og samarbejdende musikmiljø i Nashville.
Hele beefen bar præg af, at Jack White skød med skarpt, mens The Black Keys holdt hovedet koldt og fokuserede på deres musik. Fra 2010 til 2015, hvor beefen stod på, udgav The Black Keys deres vel nok tre største plader – ’Brothers’, ’El Camino’ og ’Turn Blue’. Deres popularitet steg voldsomt, og de blev et eftertragtet navn på festivaler overalt i verden.
I retrospekt ser beefen således ret ensidig ud – den ene part fremstod som en elitær gatekeeper, mens den anden stilfærdigt lod sin succes tale for sig. Det taler selvfølgelig også sit eget tydelige sprog, at White selv kom frem til, at han måtte give en offentlig undskyldning for at komme videre.
Siden har White imidlertid ikke været bange for at tage offentlige slagsmål med større kræfter. I 2024 kaldte han Donald Trumps kampagnestab »fascister« og truede med et sagsanlæg, efter at ’Seven Nation Army’ var blevet brugt i en af republikanerens kampagnevideoer.
Selvom beefen ikke satte Jack White i det bedste lys, har han alligevel formået at indtræde i noget, der ligner en anden guldalder. Siden 2012 har han udgivet en række succesfulde soloplader – senest ’No Name’, som Soundvenues anmelder kaldte et »rockmesterværk af allerhøjeste kaliber«.
The Black Keys har holdt sig mere inden for bluesrockens smalle sti. Deres 12. album, ’Ohio Players’, udkom i 2024.