‘No Name’: Jack White vender tilbage til rødderne – og skaber et rockmesterværk af allerhøjeste kaliber
Der er noget gammeldags over, hvordan Jack Whites sjette soloalbum, ‘No Name’, opbyggede sin hype. Fordi det ikke var på streaming og kun var udgivet i begrænset vinyloplag, antog mange, at det nok var en lille sideudgivelse, der ikke var nær så essentiel som hans øvrige album.
Men så spredte et viralt vinyl-rip sig på YouTube, og langsomt fik det ry for at være et af Whites allerbedste soloudspil. Det var atypisk at se et album fra en af verdens største rockstjerner pludselig få hype gennem word of mouth-metoden. Men det skete, måske fordi ‘No Name’ peger tilbage mod The White Stripes’ klassiske garagerocklyd, som mangt en fan har savnet.
Personligt har jeg elsket Jack Whites spraglede solokarriere, og særligt de avantgardistiske udskejelser på ‘Boarding House Reach’ og ‘Fear of the Dawn’ har været så spændende, at jeg ikke så nogen grund til at vende tilbage til rødderne. Medmindre White altså selv brændte for at vende tilbage til denne lyd og viste sig i stand til at udforske den på lige så potent og passioneret vis, som han gjorde det i The White Stripes.
Jeg skulle dog ikke langt ind i ‘No Name’ – der nu endelig er bredt udgivet – før det stod klart, at hypen var velfortjent. Allerede fra det indledende guitarriff på åbneren ‘Old Scratch Blues’ mærker man nemlig, at den Syd For Solen-aktuelle perfektionist er i sit rette element.
Lige så roligt får vi et anslag med en øm, men diskret skinger bluesguitar med en fint brummende ambience bag sig, der øger stemningen. Kun ét instrument er i gang, og det er kun alene i 15 sekunder, men alligevel kan man høre, hvor meget der er kælet for detaljerne.
‘Old Scratch Blues’ er på mange måder en helt traditionel dosis bluesrock med en meget simpel melodi, men hvert vers roder lige lidt med lyden, hvad enten det er riffingen med doubletracking på vokalerne eller nogle trommefills. Og det gør, at der er nerve og bid hele vejen igennem.
Den slags fintuning af sangene kendetegner hele albummet. Og nogle gange sker det ved, at White overgiver sig til små uperfektheder – sange som ‘Missionary’ og ‘Bombing Out’ har langt hen ad vejen så grynede, lo-fi-agtige produktioner, at det føles kvart i en kassettebånd-demo. Men så dyrker han kontrasterne og blander lyden med nogle langt skarpere guitarer, der dog stadig har lige akkurat nok fuzz og rumklang til at passe ind.
Med den slags tiltag har White fundet en måde at være eksperimenterende, uden at han bliver lige så avantgardistisk som på eksempelvis det polariserende ‘Boarding House Reach’.
Hans sangskrivning er smagfuld og iørefaldende. På ‘Archbishop Harold Holmes’ indtager han rollen som en prædiker af samme navn, der udnævner sig selv som Guds magtorgan i den jordiske verden. Nummeret oser af humor, men man bliver også mindet makabert om, hvordan folk bruger religion for deres egen vindings skyld. Har man hørt podcasten ‘Ruths hus’, er parallellerne til Faderhuset svære at misse.
‘What’s the Rumpus?’ kunne være endt lige så bedrevidende som en moderne Muse-sang, når White i omkvædet besynger sine frustrationer over, at linjerne mellem sandheder og holdninger bliver sløret i den offentlige diskurs for tiden. Men i versene viser det sig, at det ikke handler om vaccine-misinformation eller om sociale medier, men derimod fortællerens egen spirituelle sandhed.
Det er kløgtigt, og det er serveret med lige dele kækhed og oprigtig empati for en karakter i åndelig krise. Og så byder det tilmed på et af Whites mest catchy omkvæd i årevis.
‘It’s Rough on Rats’ har en af hans bedste guitarsoli nogensinde, og på sange som ‘Bless Yourself’ presser han sin stemme til ekstremer på en måde, vi ellers ikke ofte ser ham gøre. Samtidig skaber lydbilledet en ekstremt tætpakket og omklamrende fornemmelse, der atter vidner om stor opmærksomhed fra White i producerstolen.
‘No Name’ er endnu et hovedværk fra White, og det står som en exceptionel demonstration af, hvad rockmusikkens greb stadig er i stand til at opnå. Albummet sidder ikke fast i rockens fortid, og ej heller har det travlt med at lave radikale brud. Det er et rockmesterværk af allerhøjeste kaliber, hvor sangskrivning, håndværk og produktion formår at stå på egne ben.
Kort sagt:
Efter at have flirtet med adskillige andre genrer er Jack White vendt tilbage til en hårdtrockende garagelyd, men uden at det føles som et forsøg på at genskabe fortiden. I stedet har han skabt et rockmesterværk af den slags, der viser, at genren stadig har masser at byde på.