Se Jack White og Eminem spille overraskende mashup til stadionkoncert

Se Jack White og Eminem spille overraskende mashup til stadionkoncert
Jack White. (Foto: James Swanson)

To af Detroits største musikikoner blev samlet til gårsdagens Thanksgiving under en football-kamp mellem Detroit Lions og Green Bay Packers, skriver Entertainment Weekly.

I anledning af den nationale helligdag havde ligaen NFL arrangeret halvlegsshows i stil med det famøse Super Bowl Halftime Show til dagens tre opgør. Til hjemmekampen i Detroit stod Jack White for underholdningen, og undervejs hev The White Stripes-ikonet meget overraskende ingen ringere end Eminem frem på scenen.

Efter White havde introduceret »Detroits egen«, fremførte de to stjerner et energisk mashup af Eminems ‘Till I Collapse’ og The White Stripes’ ‘Hello Operator’.

Inden da havde Jack White spillet ‘That’s How I’m Feeling’ fra sit 2024-album ‘No Name’. Og efter hiphopindslaget sluttede han af med stadionhymnen over dem alle: ‘Seven Nation Army’.

Danske fans får næste år glæde af Jack Whites evner på en scene, når han lægger vejen forbi NorthSide. Den aarhusianske festival løber af stablen 4.-5. juni.

I mellemtiden kan man se hele rockikonets NFL-optræden i videoenn herunder.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af