Soundvenue Streamer: Tre weekend-anbefalinger – det er blockbustertid i din stue

Hver fredag fremhæver vi tre film eller serier fra streamingtjenesterne, der kan gøre din weekend lidt bedre.
Soundvenue Streamer: Tre weekend-anbefalinger – det er blockbustertid i din stue
'Sinners'. (Foto: Warner)

1. Årets blockbuster-surprise

Kigger man på listen over de mest indtjenende film på verdensplan i 2025, er der kun én original titel i top 10. Altså kun én film som ikke bygger på allerede kendt materiale.

Den film er Ryan Cooglers legesyge, svedige, blodige og helt igennem uimodståelige ‘Sinners’, der fortæller historien om tvillingerne Smoke og Stack, der kommer hjem fra gangsterlivet i Chicago for at starte deres egen juke joint for et afroamerikansk publikum i en flække i sydstaterne.

Det går … ikke helt efter planen i fortællingen, der blander drama, thriller, vampyrhorror og afroamerikansk folklore i et herligt musikalsk miks med Michael B. Jordans dobbeltpræstation som kirsebærret på toppen.

Missede du ‘Sinners’ i biografen, er ‘Black Panther’- og ‘Creed’-instruktørens basker nu ude som en del af HBO Max-abonnementet.

‘Sinners’ kan ses på Max.

‘Parasite’. (Foto: CJ ENM Corporation, Barunson E&A)

2. De bedste film de seneste 25 år

Det vakte opsigt i filmsfæren, da New York Times for nylig offentliggjorde deres liste over århundredets foreløbigt bedste film.

De 100 film var stemt ind af over 500 prominente filmfolk, fra Sofia Coppola til Bong Joon-ho, fra Pamela Anderson til Stephen King og Safdie-brødrene. Resultatet er sjovt at gå på opdagelse i, om end afstemningsformatet betyder, at det i høj grad er the usual suspects, man finder i gennemgangen:

Film, som i forvejen er højt besunget i kulturen, med Oscar-vinderen ‘Parasite’ kronende på førstepladsen efterfulgt af ‘Mulholland Dr.’ og ‘There Will Be Blood’ i top 3.

Men derfor er der bestemt alligevel inspiration og forstærket filmkærlighed at hente, og det gode er, at langt de fleste af filmene er tilgængelige på streaming. Har man set næsten det hele på hovedlisten, kan man desuden gå på opdagelse i de enkelte filmfolks lister, hvor man finder mere alternative valg.

Se hele New York Times-listen her.

‘The Sandman’ sæson 2. (Foto: Ed Miller/Netflix)

3. Sandmanden vender tilbage

Der er efterhånden gået tre år, siden Netflix havde premiere på første sæson af deres serieudgave af graphic novel-hovedværket ‘The Sandman’.

I mellemtiden er tegneserieforfatteren Neil Gaiman blevet anklaget for voldtægt og seksuelle overgreb, og det skal man så lige abstrahere for, når sæson 2 af den dystre og syrede historie om drømmekongen Dreams kamp for at genvinde sine kræfter efter 100 år i fangenskab.

Eller det vil sige – når første del lander. For mens Netflix stadig på papiret holder fast i deres model med at smide alle afsnit ud på én gang, er de til gengæld begyndt at splitte deres mest populære serier til atomer.

Så del 1 kan ses nu, del 2 har premiere 24. juli og del 3 31. juli. I det mindste er ventetiden relativt kort.

‘The Sandman’ sæson 2 del 1 kan ses på Netflix

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af