KOMMENTAR. Man skulle tro, det var nemt at være Charli XCX. Den 29-årige musiker fik i starten af 10’erne sit gennembrud med kæmpehits som ‘I Love It’, ‘Fancy’ og ‘Boom Clap’, der gjorde hende til et alment kendt navn i popsfæren.
Kort derefter formåede hun at genopfinde sin karriere gennem samarbejdet med producerne A. G. Cook og Sophie. Et træk, der gjorde hende til en pioner inden for hyperpop-genren og skænkede hende en loyal fanskare samt stor anerkendelse blandt anmeldere.
Hendes nye album, ‘Crash’, der udkommer denne fredag, er derfor en udgivelse, undertegnede og mange andre har glædet sig rigtig meget til at få fingrene i. Og dog.
For i udrulningen af Charlis nye æra – hos popstjerner er et nyt album lig med en ny tidsregning – virker hun til at møde modstand blandt dem, hun netop havde regnet med ville støtte hende hele vejen. Nemlig hendes fans.
R.I.P. hyperpop
Den utilfredshed, Charlis fans (eller angels, som de kaldes) primært giver udtryk for, drejer sig om popstjernens nye lyd.
Stilskiftet var noget, Charli XCX allerede sidste år antydede, da hun på Instagram delte en række mystiske billeder med captionen »r.i.p. hyperpop?«. Allerede dengang faldt udmeldingen ikke i god jord, hvis man kigger på kommentarsporet.
Situationen eskalerede yderligere, da singlerne fra ‘Crash’ så småt begyndte at tikke ind.
Lyden af albummet peger mod den mere kommercielle pop, hun fik sit gennembrud med, og flirter meget med en 80’er-inspireret lyd (hør bare ’Good Ones’), der om noget er en trend i mainstreampoppen lige nu. Blandt andet har artister som The Weekend og Dua Lipa haft stor succes med æstetikken.
Dette er dog ikke nødvendigvis tilfældet for Charli. Den konventionelle (eller i hvert fald ikke hyperoppede) lyd har fået en hård modtagelse blandt den inderste kerne af fanskaren, hvilket især blev tydeligt ved udgivelsen af den September-samplende ‘Beg For You’.
På Reddit og Twitter diskuterede diverse tråde, hvorvidt Charli XCX med denne single forsøgte at sælge ud, og der var også konsensus om, at brugen af samplet var et dovent forsøg på at genbruge et velkendt eurodance-hit.
Den seneste single, ‘Baby’, fik heller ikke vind i sejlene. Popstjernen måtte på Twitter forsvare sig mod anklager om både at være i en midtvejskrise og at være blevet tvunget til at danse i sangens tilhørende musikvideo. Her gik bølgerne højt, og i et slettet tweet fik Charli XCX også kaldt en af sine kritiske fans en »cunt«.
Kritikken har påvirket Charli i en sådan grad, at hun i februar officielt meldte ud, at hun trækker sig fra sociale medier for at passe på sit mentale helbred.
»Visse mennesker lader til at være meget vrede på mig grundet de singler, jeg har valgt at udgive, den måde jeg ruller min plade ud på (…) Jeg gør seriøst mit bedste og arbejder hårdt for at skabe ting, der er hotte og spændende, og der er mange flere skøre ting at komme efter«, lød det opgivende fra Charli XCX.
Parasociale fællesskaber
De slags negative reaktioner, som Charli XCX for tiden oplever, er ubehagelige, men ikke overraskende.
Med sociale medier som the new normal kender vi nok alle til den hårde tone, der får lov at blomstre i den offentlige debat. Twitter, TikTok, Instagram og Facebook åbner op for kommunikation, alle kan deltage i, og ofte uden nogen form for sociale konsekvenser.
At vi kan komme tættere på vores idoler gennem sociale medier har også skabt en forandring i den måde, fankultur drives på.
Den psykologiske teori om parasocial interaktion beskriver, hvordan menneskers forhold til mediefigurer kan føles utroligt personlige, men i sidste ende er der tale om ensidige relationer. Fans kan via sociale platforme få en opfattelse af at kende deres idoler inderligt, uden at artisterne selv har nogen form for investering eller kendskab den anden vej.
Netop denne generelle udvikling i fankultur synes at være en del af årsagen til det store backlash mod Charli.
Som mange andre popartister er Charli XCX nemlig åben om sit liv, interagerer med sine fans og taler direkte til dem. Dette kan for nogen skabe en falsk følelse af at kende hende og hendes motivationer personligt – altså et parasocialt forhold.
Fanbasen mener derfor at vide, hvad der er bedst for idolet, og de føler, at hun skal makke ret og leve op til deres holdninger. Og den situation er Charil XCX faktisk ikke den eneste, der oplever.
Ejerskabsfornemmelse er ikke støtte
Indie-musikeren Mitski har for nyligt stået i en situation ikke ulig Charli XCX’s, da hun udgav sit seneste album, ‘Laurel Hell‘. Her blev det både blandt anmeldere og fanbasen påtalt, hvordan hun med udgivelsen udfoldede sig inden for mere poppede og kommercielle rammer end normalt.
Hun er gennem TikTok også blevet soundtracket til den såkaldte sad girl wave: En gruppe af unge, der romantiserer Mitskis gennemgående temaer om depression og angst. For dem bruges hendes sangtekster som terapi og skaber en dyb følelse af tilknytning til artisten som privatperson. Men den tilknytning kommer også med visse krav.
I et New York Times-interview beskriver Mitski, hvordan hendes fans’ opfattelse af hende som artist påvirker hende:
»[Jeg ville ønske, jeg] ikke behøvede at performe smerte og anstrengelse for at blive værdsat. Den specifikke smerte, der ønskes af mig, er en skrigende, ekstremt ekspressiv (…) slags smerte. Andre former for smerte findes altså også«.
Netop dette citat rammer hovedet på sømmet.
For tillægger vi som fans os rettigheden til at definere en artists kunstneriske identitet, eller insisterer vi på at kende dem bedre, end de selv gør, skaber vi en forventning til kunstneren, der ikke er sund. Både Charli XCX og Mitski har givet udtryk for, at de bliver psykisk belastede, når deres fans vil presse dem til at gå i én særlig retning.
Presset fra Charli XCX’s fans og helliggørelsen af Mitski er måske til dels gjort med gode intentioner. Men hverken verbale pisk eller hovedløs tilbedelse vil gøre andet end at give artisterne et socialt ansvar overfor deres fans, som de ikke kan bære.
I en verden gennemsyret af sociale medier og parasociale relationer er det vigtigt at huske på, hvor lidt vi ved om dem, vi støder på i vores feed. Kunstnere med millioner af følgere kommer aldrig til at kende alle, der følger dem. Det er umuligt for dem at gøre alle deres følgere tilfredse.
Sætter man som fan hele sin lid til et menneske, der ikke ved, man eksisterer, kan man derfor kun blive skuffet.
I stedet burde man i moderne fankultur kæmpe for en åben og støttende tilgang til vores idolers kreative rejse. Det er jo trods alt det, en kunstners arbejde indebærer – at skabe, nytænke og genopstå.
Selvfølgelig er kritik af en musikers sange legitim, men at føle ejerskab over en kunstners identitet risikerer bare at knække artistens motivation for at udvikle sig. Og er det ikke netop en kunstners udvikling, der er spændende at følge?
Jeg vælger derfor at støtte Charlis kommercielle 80’er-pop. Og jeg tror sagtens på, at hun vender tilbage til at udforske grænserne i popmusik, når denne æra er overstået. Som Charli XCX selv skriver som svar på sin kritik:
»[Jeg bliver] ikke generet af, at nogen altid vil have deres yndlingsæra. Det er derfor, det er sjovt at være en angel – der er så mange at vælge imellem«.