Fortiden spøger på hitlisterne – har popmusikken fået retromani?

Sovset rumklang, retro-synths og saxofonsoloer er efterhånden blevet en helt integreret del af poplandskabet anno 2020, og kunstnere som The Weeknd, Dua Lipa og Miley Cyrus refererer i stor stil tilbage til fortiden i deres musik. Men er nostalgien bare en harmløs besættelse, eller er den udtryk for en krise i popmusikken?
Fortiden spøger på hitlisterne – har popmusikken fået retromani?
Miley Cyrus.

Hvordan lyder popmusik i 2020? Hvilke kendetegn tror du, du kommer til at tænke tilbage på, når du om 30 år skal genfortælle, hvordan popmusik lød, dengang du var ung? Autotune? Drops?

Jeg synes, det er utrolig svært at sætte en finger på.

Popmusik er i det hele taget en svær genre at beskrive og tale om, fordi den både betegner en række klanglige karakteristika, men også bare ’det, der er populært’. Og i de seneste mange år har genren (altså musikken med specifikke karakteristika) især været udfordret af, at ‘det populære’ i højere grad har været hiphop, end det har været mainstream popmusik. Så hvor står popgenren egentlig i 2020? Kigger man på hitlisterne og de helt store popstjerner, tyder meget på, at popmusikken befinder sig i … fortiden?

Bladrer man igennem sit indre kartotek af pophits fra år 2020, tegner der sig et mønster af nostalgi, 80’er-mani og længsel mod en ikke så fjern fortid.

Dua Lipa har domineret en stor del af foråret og sommeren med 80’er-inspirerede singler fra ‘Future Nostalgia’-albummet, Lady Gaga bragte 90’ernes dancemusik tilbage med ‘Chromatica’ i juni, The Weeknd har storhittet med den 80’er-klingende ‘Blinding Lights’, og senest har Miley Cyrus udgivet ‘Midnight City’, der ligeledes oser af 80’er-glam, mens BTS på ’Dynamite’ er gået rendyrket discofunk.

På dansk grund ser man også kunstnere som Vera, Lord Siva, Erika de Casier og Barselona sætte tidsmaskinen på 80’erne og 90’erne med saxofonsoloer, grynede musikvideoer og Oasis-frisure.

I stedet for at skubbe popmusikken fremad og tænke i nye baner, virker det som om, at flere og flere kunstnere skuer tilbage og dyrker lyden af det, der var engang. Tendensen er bestemt ikke ny – et nyere eksempel er Bruno Mars, der dominerede award shows og hitlister et par år tilbage med det funk- og motown-inspirerede ’24K Magic’.

Hvad sker der? Er pop som genre blevet så udhungret, at artister er nødt til skæve til andre genrer som hiphop og r’n’b eller skue længselsfuldt tilbage på genrens egen storhedstid?

Retromani: Besættelsen af fortiden

Retromani, et ord introduceret af den britiske musikjournalist Simon Reynolds i en bog af samme navn fra 2011, er ikke kun forbeholdt popmusikken. I rockmusik er der bands som Greta Van Fleet, ‘Stranger Things’ er endnu et eksempel på, at 80’erne er hottere end nogensinde, og bevares, selv Disney gider efterhånden kun lave remakes af deres filmklassikere fra det forrige århundrede.

Vi er besatte af fortiden og især den ikke så fjerne fortid, der kan minde os om ubekymret barndom, gamle fremtidsdrømme og en anderledes hverdag. Nostalgi er noget vi forbinder med tryghed, længsel og måske også en snert af eskapisme; lysten til at fortabe sig i noget, der ligger fjernt fra hverdagen.

Netop derfor er popmusikkens åbenlyse fortidsfetich så interessant. For er det i virkeligheden en angst og uro i nutiden, der får musikere til at søge tryghed i fortiden? Er Miley Cyrus’ 80’er-mullet et symptom på, at vi befinder os i en global krise med klimaforandringer, Trump, raceuligheder og krig? Eller handler det bare om, at vi ikke kan få nok af saxofonsoloer og rumklang?

Begge dele, tror jeg.

Der er ingen tvivl om, at den nuværende verdenssituation er alt andet end behagelig, og derfor giver det god mening, at kunstnere søger trøst i fortiden og bruger den som åndehul. På den måde bliver nostalgien en længsel mod en simplere fortid og et udtryk for en slags sørgmodighed over gamle fremtidsdrømme og de optimistiske forestillinger, man havde om, hvordan verden ville komme til at se ud.

Men bevares, jeg tror ikke, at retromanien er ren sorg og elendighed.

80’erne havde en helt særlig lyd, som mange holder af. De, der var unge i 80’erne, bliver nostalgiske af at høre den – og de, der som jeg selv har været ung i 10’erne, ser tilbage på 80’ernes musik, mode og film med beundring, humor og idealisering. Der er noget utroligt elskværdigt og lidt kitsch over særligt 80’ernes æstetik, som gør den attraktiv for et comeback.

Pop anno 2050

Godt så – man skal altså ikke lede længe for at konstatere, at der er en fortidstrend i popmusik. Den popper nogle gange op med varierende intensitet, og lige nu er der altså fuld smæk på – og det er der egentlig ikke noget galt i.

Både Dua Lipa, Miley Cyrus, Lady Gaga og The Weeknd lykkes trods alt med kun at lade sig inspirere af fortiden, uden at deres musik bliver til en retro-pastiche. Der er ikke nogen tvivl om, at nutidige elementer stadig er en stor del af både ‘Future Nostalgia’, ‘Midnight Sky’, ‘Chromatica’ og ‘Blinding Lights’.

Men for en popnørd som mig mudrer tendensen virkelig, hvordan popmusikken kommer til at se ud i fremtiden. Og den konstante søgen mod fortiden kan også virke som en afvisning af nutidig popæstetik – et hint om, at den måde, man skriver sange på i dag, allerede er passé.

Førnævnte Simon Reynolds har blandt andet stillet spørgsmålstegn ved, om popmusikkens besættelse af sin egen fortid i værste fald vil ende med at udhule dens fremtid.

Hvad nu hvis musikken stopper med at udvikle sig, og vi pludselig løber tør for musik at referere tilbage til? Scenariet virker rimelig dystopisk og tegner et ret trist billede for fremtiden.

Men jeg tror, at poppen lige nu befinder sig i en identitetskrise, hvor alt er oppe i luften. Alt kan ske, og nogen skal turde tage teten og være med til at definere, hvordan man kan lave vedkommende, spændende popmusik, der skuer fremad og ikke tilbage. Det er nu, det skal defineres, hvordan retropop kommer til at lyde i 2050.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af