Bruno Mars ’24K Magic’: En forførende rejse gennem de seneste 50 års popmusik
Se lige Bruno Mars engang, sådan som han sidder dér på coveret – skævt henslængt i guldstolen svøbt i et pornorødt, nålestribet Charlie Harper-outfit med hvide loafers og tre glinsende kæder. Flankeret af guldbelagte romertal, laurbærblade og kongekrone på et glamourøst ordensbånd er det et testamente på, at han nu er en af de tunge drenge.
Hvis ikke man vidste bedre, skulle man vitterligt tro, at Mars’ milliardærdrømme på Travie McCoys landeplage ’Billionaire’ her små seks år efter er gået i opfyldelse. Aspirationerne stod allerede dengang i gennembrudshittets gæstevers som skrevet i sten, men det er alligevel en anden Mars, der lanceres på ’24K Magic’: En Mars, der siden Mark Ronson-samarbejdet ’Uptown Funk’ tilsyneladende har fået så meget smag for funken, at han har besluttet sig for at gå den groovy line helt ud.
Derfor falder ’24K Magic’ som lige dele naturlig forlængelse og gedigen overraskelse, når det evner at tage lytteren med på en flabet, forførende og infektiøs rejse gennem de seneste 50 års popmusik.
Så tidligt som på den smittende titelåbner, der lyder som et forvaret soundtrack-bud til ’Grand Theft Auto: Vice City’, lægges den første mursten til et projekt, der måske allertydeligst springer i øjnene som en funkens bastion. Men det er ikke kun funkeskapisme, Mars lægger sig ud med. Man inviteres med på en tidslommehoppende ekskursion, der forholdsvis ubesværet slanger sig hele vejen gennem 60’erne til de tidlige millennium-år.
’Perm’ er en soleklar James Brown-efterligning med legendens erotiske skrig-og-skrål-tilbøjeligheder, hvor Mars via en flatterende pastiche af det formastelige og åbenkæftede handlesæt skaber et nummer så dampende, at der næsten er for meget aplomb at spore. Det er snusket, det er smudsigt, det er lige over grænsen, og det virker.
Også på ’Chunky’, hvis titel lige så vel kan være en reference til sangens tætbyggede komposition spækket med 80’er-synth og fedladen bas, som det er en hyldest til skulpturelt voluminøse kvinder, finder man et dansegulvsnummer, der nok er albummets næstbedste forsøg på en funklende radiobasker efter ’24K Magic’.
Andre steder på det blot ni numre lange album finder man fortolkninger af både 90’ernes boyband-lyd og 00’ernes R. Kelly’ske afstøbninger, hvilket egentlig er noget af en bedrift, når forløbet kun lige kravler over halvtimestemplet.
Michael Jackson-tendenserne imiteres flittigt på dansesalssjæleren ’Versace on the Floor’ med glitrende 80’er-synth og nostalgisk percussion, mens ’Calling All My Lovelies’ nok er albummets mest kontemporære slowjam, hvor Mars går til åleglat player-bekendelse i et langtidssimrende casanova-hjørne.
Det hele føles som noget, han rastløst har ventet på at vise omverdenen, for det er gennemført og bepakket med imponerende vokaludfoldelser, x-faktor og underholdende showmanship. Men albummet er desværre ikke uden stedvise knæk i den nostalgisk knitrende film.
For når den af statur bitte, men enormt karismatiske Mars udfolder sit genfødte kunstnerjeg, er det delvist med lånte fjer – fjer som langt hen ad vejen blænder, men også blegner fra tid til anden. Dette mærkes især på et nummer som ’Finesse’, hvor new jack swing-bølgen – der i forvejen udelukkende hører hjemme i 80’erne – skæmmes gennem en enerverende efterligning af Bell Biv DeVoes ’Poison’.
Og på outroen ’Too Good To Say Goodbye’ står man model til en klassisk pussenusset tåreperser, der desværre ikke formår at sprænge de fortærskede lyriske lænker, den underlægger sig selv, til trods for et ganske imponerende vokalregister. Det er uden tvivl en sang, der vil knuse mangt en piges hjerte på både godt og ondt, men med »Baby, ain’t nobody gonna love me like the way you do / and you ain’t never gonna find a love like mine« bliver det en tand for kitschet.
Kort fortalt:
’24K Magic’ er en glittet og glamourøs rejse gennem de sidste 50 års popmusik spækket til randen med infektiøse dansegulvsbaskere, flabede James Brown-pasticher og nostalgisk ørekræs. Men visse steder fornemmer man, at Bruno Mars pynter sig med lånte fjer, som ikke altid er en udelt succes til trods for hans charmerende showmanship.
Læs også: Bruno Mars giver koncert i Danmark