Dua Lipa lyder som alt fra Bee Gees til Madonna på ‘Future Nostalgia’

4 6
Dua Lipa lyder som alt fra Bee Gees til Madonna på ‘Future Nostalgia’
Dua Lipa.

»You want a timeless song?/ I wanna change the game / like modern architecture / John Lautner coming your way«, synger Dua Lipa på ‘Future Nostalgia’s åbningssang, inden brusende synths skyller ind over tracket og skaber øjeblikkelig funkfest. Og beskrivelsen passer faktisk meget godt.

’Future Nostalgia’, efterfølgeren til Dua Lipas selvbetitlede album fra 2017, er en funky, disco-inspireret hitparade, der bringer lyde fra fortiden ind i en nutidig, dansabel popkontekst fyldt med Boney M-agtige strygere, rumklangsindsovsede synths og funky 80’er-bas. Her mener jeg virkelig meget bas.

Hvis du som jeg er en af dem, der har talt breakup-regler på fingrene med dine veninder til ‘New Rules’, kan ‘Future Nostalgia’ virke som lidt af et genrespring. Det ultrapoppede og Instagram-venlige univers, der dominerede debutalbummet, er blevet en anelse mere grynet og bistert, men det klæder Dua Lipa utroligt godt.

Den kraftfulde vokal er hendes absolutte kendetegn, og den lyder himmelsk, både når den lægger sig oven i kosmiske synths på den virkelig catchy popbasker ‘Cool’, og når den klarer ærterne helt alene kun akkompagneret af en stram bas og et minimalistisk beat på ‘Pretty Please’.

På den lidt sære, Lily Allen-klingende ‘Good In Bed’ er Dua Lipa dog svær at genkende, og man havde lidt ønsket, at sangen ikke havde fundet vej til albummet, der ellers holder et højt niveau. Særligt førnævnte ‘Cool’ og den spændstige ‘Hallucinate’ er nogle af albummets stærkeste numre med et solidt hitpotentiale.

Næsten alle sangene får én eller anden musikhistorisk klokke til at ringe. ‘Levitating’ klinger af Kool and the Gang, ‘Physical’ trækker tråde til ‘Maniac’ fra 80’er-klassikeren ‘Flashdance’, ‘Love Again’ har noget næsten Bee Gees-agtigt over sig, og den tempofyldte ‘Hallucinate’ minder om Madonnas ‘Confessions on the Dancefloor’-æra i midten af 00’erne.

Denne sampling af fortiden er spændende og anderledes i sammenligning med det nuværende, dominerende poplandskab, og Dua Lipa lykkes med at lave et nostalgisk album, der undgår at være en tom pastiche.

Lipa lægger da heller ikke skjul på, at hun er hjulpet godt på vej af Jeff Bhasker, der co-producerede Mark Ronsons ‘Uptown Special’: »I know you like the beat, ‘cause Jeff has been doing the damn thing«, snakke-synger hun på åbningsnummeret, og ligheden mellem Ronsons retropop og Dua Lipas fremtidsnostalgi er stor. Hvor Mark Ronson lod en række forskellige artister lægge krop og sjæl til sine sange, er det dog Dua Lipas egen fortælling, der bærer numrene på ‘Future Nostalgia’.

Hvad man måske kunne savne lidt, er glimt af ømhed og sårbarhed og et par numre, der skruede en lille smule ned for det høje tempo.

Albummet er kendetegnet af kærlighedseufori og en skødesløs, kraftfuld attitude i Dua Lipas sangskrivning, ikke mindst på den feministiske ode ‘Boys Will Be Boys’, der lukker albummet. Powerattituden er stærk, og Dua Lipa og hendes charmerende hæse vokal bærer sangen med lethed, men måske havde den føltes endnu stærkere, hvis man havde mærket et lille modspil ind i mellem? Noget der udfordrede den ubetingede ‘her kommer jeg, og hvad vil I gøre ved det?’-stemning, som de fleste af sangene emmer af.

Det til trods er ‘Future Nostalgia’ et modigt popalbum, der nok kommer til at udvide Dua Lipas fanskare gevaldigt. Og så er det fyldt med dansable tracks, der helt sikker kan bruges til sætte lidt fut i karantænetilværelsen.


Kort sagt:
‘Future Nostalgia’ er en vellykket hitparade, der bringer lyde fra fortiden ind i en nutidig, dansabel popkontekst.

Dua Lipa. 'Future Nostalgia'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af