Mitski er i fuld kontrol på ’Laurel Hell’ – men hvor er spontaniteten?
Mitskis karriere står ved en skillevej. Hun har allerede et superdedikeret nichepublikum – hun var således repræsenteret med to af sine tre album (’Puberty 2’ og ’Be the Cowboy’), da Pitchfork fornylig bad sine læsere om at kåre de 200 bedste album i de seneste 25 år – men det virker ikke utænkeligt, at hun inden året er omme vil rykke op i indie-superligaen; dér hvor man kan fylde de store festivalscener op.
Når Mitski en sjælden gang taler ud af posen, får man en fornemmelse af en kunstner (og stjerne-in-spe), der har et særdeles ambivalent forhold til sin egen rolle som forbillede, som produkt i en kommerciel branche og som aktør i et ’parasocialt’ fællesskab med sine fans. Hun vil gerne nå bredt ud, men samtidig insistere på sin ret til at gemme sig væk fra en offentlighed, der ikke kan gøre krav på at blive inviteret ind i hendes private (eller intime) rum. Omvendt: Mitski lever – som alle rock- og popmusikere – af at fodre sit publikums behov for spejling og content. Hun kan ikke undslippe performanceaspektet.
Den kantethed, som hendes offentlige persona udstråler, går igen i hendes musik, der både har noget direkte og samtidig kompliceret over sig. Hun ægger med en inviterende (og til tider poppet) indpakning, men fastholder samtidig en aura af distance. Hun er varmblodet, men signalerer samtidig en kølighed. Ligesom i tilfældet St. Vincent fornemmer man, at der gemmer sig en intellektuel begavelse bag ved musikken og lyrikken; en begavelse, der er optaget af at være i kontrol – også og måske især – fordi der er stærke affekter på spil under overfladen.
Mitskis første udgivelse i fire år, ’Laurel Hell’, afspejler alt dette. Albummets ti sange er overstået på en god halv time, og flere af sangene slutter, inden de synes at finde frem til en form for følelsesmæssig forløsning. Den på mange måder fremragende førstesingle ’Working for the Knife’ – der på indholdssiden tilsyneladende omhandler den skizofreni som berømmelse og eksponering efterlader kunstneren i – er et godt eksempel på, at Mitski har en sær tilbøjelighed til at afslutte en sang, før den egentlig når frem til et udråbstegn – eller bare et punktum.
Det er kun på albummets tre mest poppede indslag – ’The Only Heartbreaker’, ’Soft Spot’ og ’Should’ve Been Me’ – hun omfavner sangene som udfoldede fortællinger, der tilfredsstiller lytterens behov for forløsning. Her er det synthpop-med-80’er-reminiscenser, der er i højsædet – der er ikke en guitarudladning i sigte. På ’Should’ve Been Me’ sender Mitski en endog ret tydelig hilsen til disco af Abba-varianten, hvilket rammer lytteren som et frydefuldt sug, men ellers er formlen mere effektiv end egentlig involverende.
På mange af de øvrige bidrag er Mitski for forknyt og indesluttet til for alvor at brede sangenes vinger ud. Som oftest er der tale om en kuldslået, minimalistisk form for synthpop. Flere steder kommer jeg til at sende tankerne i retning af 80’er-soundtrack-maestroen Vangelis, men uden dennes fornemmelse for at ophæve tid og rum i dronernes svæv.
På ’Be the Cowboy’ detonerede Mitski 17 sange som små forskelligfarvede knaldperler. Hun lod det kontrollerede gå i infight med det spraglede.
Det er som om, hun på ’Lauren Hell’ er forhippet på at vælge kontrol over spontanitet. Hun bliver ensformig, både når hun vælger at gå all-in på popformatet – og når hun lige så demonstrativt fravælger det. Det er i den forstand et lidt for lufttæt rum, Mitski fremmaner på ’Laurel Hell’. Hendes sange lider under detailstyringen og den enslydende emotionelle palet.
Kort sagt:
Ud over tre poppede og velfungerende sange virker Mitski forhippet på at vælge kontrol over spontanitet. Numrene får simpelthen ikke lov til at brede deres vinger ud.