Angst og selvmordstanker holdt ham ude af rampelyset i næsten et årti – nu er unik popstjerne tilbage, knivskarp og tankevækkende

For ni år siden var Stromae på alles læber med succesalbummet 'Racine Carrée', men så blev der stille. Nu er han tilbage med albummet ’Multitude’, der blandt andet italesætter hans fravær på nogle gribende sange. Men hvem er Stromae? Hvorfor forsvandt han? Og hvorfor er han en ret unik popstjerne? Vi tegner et portræt, det starter ved begyndelsen og arbejder sig op gennem karrieren.
Angst og selvmordstanker holdt ham ude af rampelyset i næsten et årti – nu er unik popstjerne tilbage, knivskarp og tankevækkende
Stromae. (Foto: Michael Ferire)

PORTRÆT. For et lille årti siden var belgiske Stromae den europæiske popsensation, der var på alles læber – specifikt i august 2013, da han udgav sit andet album ‘Racine Carré’.

Vi befandt os i de sidste døende år af den æra, hvor ‘pop’ stadig til tider var et fy-fy-ord, men hvor man sagtens kunne undgå skældud, hvis man viste, man var en ambitiøs auteur. Æraen, hvor det stadig var pinligt at indrømme, man kunne lide Kesha eller Katy Perry, men hvor det var cool at kunne lide Robyn og Lady Gaga.

Stromae var absolut sidstnævnte slags kunstner. Man kunne allerede se glimt af det i 2009, da han på den storhittende ‘Alors on Danse’ valgte at italesætte glæden ved at danse som en eksplicit flugt fra verdens økonomiske kriser, krig og hungersnød.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Men lad os være ærlige: ‘Alors on Danse’ ville med alle sine gode budskaber aldrig være sluppet ud på den anden side af frankosfæren, hvis sangen ikke bød på et så iørefaldende saxofonriff, at sprogbarrierer ikke kunne forhindre den i at blive et globalt megahit.

Med ‘Alors on Danse’ fik Stromae verdens øjne på sig. Og selv om han fortsat udelukkende sang på fransk, var der et internationalt publikum, der var klar til at sætte sig ind i, hvad han havde at sige.

Popmesterværket ‘Racine Carré’

Førstesinglen fra ‘Racine Carré’ var ‘Papaoutai’. Titlen er en omskrivning af den franske sætning »Papa, oú t’es?«, hvilket betyder »Far, hvor er du?«.

Sangen er en desperat, bragende popsang om en ung dreng, der søger i vilde efter sin far – en parallel til, at Stromaes egen far døde under folkedrabet i Rwanda i 1994, da Stromae selv var kun ni år gammel.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den specielle historie og den knivskarpe produktion var opsigtsvækkende og tillokkende, selv hvis man ikke talte sproget. Og måske vigtigere var sangen assisteret af en musikvideo, hvor en dreng interagerer med sin far (spillet af Stromae selv), der er udtryksløs som en mannequin – hvormed tematikken om fraværet af en far bliver forståelig, selv hvis man ikke har sat sig ind i Stromaes baghistorie.

‘Racine Carrée’ er spækket med denne gode blanding af stærkt pophåndværk og store ambitioner. Alene titlen har meget på hjerte. ‘Racine Carrée’ betyder ‘kvadratrod’, hvilket refererer til, hvordan albummet udforsker Stromaes afrikanske rødder.

Åbningsnummeret ‘Ta Fête’ inkorporerer den angolanske EDM-genre kuduro og den dansable congolesiske soukous-stilart. ‘Ave Cesaria’ (en hyldest til den kapverdiske sanger Cesária Évora) er en blanding af hiphop, house og kapverdisk coladeira-musik. Og rytmerne på ‘Papaoutai’ var i sin tid med til at skubbe de nu uundgåelige afrobeats-produktioner ind i den globale mainstream.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Tilsæt så de alvorlige emner, der er under behandling. Kæmpehittet ‘Formidable’ handler om et brud, der resulterer i, at fortælleren drikker besindelsen ud. Resultatet er ikke kønt og rammer endnu hårdere, når vi ved siden af har skjult-kamera-videoen (med tilhørende engelsksprogede undertekster), hvor han tilsyneladende går dybt beruset ned gennem Bruxelles og sætter sig selv i fare.

‘Moules Frites’ fortæller historien om en ung mand ved navn Paulo, der bliver smittet med HIV (Stromaes rigtige fornavn er Paul). Og mest famøst fortæller ‘Tout Les Mêmes’ om et forhold i spåner ved at zoome ind på, hvilke kønnede dynamikker, der kan være til stede i et forhold mellem en mand og en kvinde – særligt mesterligt illustreret af videoen, hvor Stromae selv skiftevis spiller manden og kvinden i fortællingen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Denne blanding af godt pophåndværk, tårnhøje ambitioner og et flair for visuel historiefortælling kunne i en alternativ virkelighed have skabt et årti, hvor Stromae var en af tidens definerende stemmer.

Men siden 2013 var der stille fra Stromaes side.

Ni års stilhed

I det følgende år stod det på en enkelt sang til ‘The Hunger Games: Mockingjay, Part 1’-soundtracket i 2014, en lille håndfuld feature-optrædener i 2017-2019 og to isolerede singler (‘Repetto X Mosaert’ og ‘Défiler’), begge udgivet i forbindelse med modeshows i henholdsvis 2017 og 2018.

Men kærligheden til Stromae har slet ikke været stille i hans fravær. Jeg kan slet ikke tælle antallet af mennesker, der under Stromaes radiotavshed har givet mig lange svadaer om deres kærlighed til musikeren. Han bliver stadig ofte smidt på anlægget, uanset hvor længe der er gået siden hans seneste udspil. Og jeg ser ham tit efterspurgt som potentiel booking til de danske festivaler.

Interessen fra folket er ikke svundet. Så hvorfor er der ikke kommet mere musik fra manden? Det vil sige, hvorfor er der ikke kommet noget før i fredags, hvor han endelig udgav sit tredje album ‘Multitude’?

Allerede i 2014 fortalte han efter sigende (det belgiske public service-medie VRT henviser til et Complex-interview, vi ikke har været i stand til at genopdrive), at han havde brug for en pause fra musikkens verden på den anden side af ‘Racine Carré’s succes. En pause, han forventede ville vare tre eller fire år, hvor han kunne få sig et normalt liv. Livet i rampelyset var simpelthen for overvældende og stressende for Stromae.

I 2015 startede den pause så. Under en afrikansk turné måtte Stromae aflyse en række koncerter grundet bivirkninger fra malaria-medicin, der fremprovokerede en så kraftig angstreaktion hos ham, at han måtte holde to måneders pause fra at optræde.

Han fik heldigvis senere booket nye afrikanske datoer, men efter en koncert i Rwanda (landet, hvor hans far døde) i oktober 2015, trak han sig fuldkommen fra kendislivet – uden at han selv var sikker på, at han nogensinde ville kunne lave musik. Der var ingen medieoptrædener, ingen interviews, ikke noget som helst.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Stromae vender tilbage

Men i slutningen af 2021 – få dage fra seksårs-jubilæet for hans seneste koncert – kom der en ny Stromae-sang.

Den hed ‘Santé’, og det var en rytmisk ganske finurlig omgang electropop med klare elementer fra den bolivianske cumbia-tradition. Tracket er samtidig en hyldest til arbejderklassen – om at skåle for dem, der ikke selv har et glas.

Her blev det atter klart, at Stromae stadig havde den gnist, der gjorde, at hele verden vendte sine øjne mod ham i 2013. En iørefaldende melodi? Tjek. Musikalsk eventyrlyst og uortodokse indflydelser? Tjek. Samfundsbevidst tematik? Tjek. En stærk video, der gjorde tematikkerne tydelige, selv hvis man ikke talte sproget? Tjek.

Det er næsten en formel efterhånden, men den virker.

Og den formel fungerede endnu bedre, da han i januar 2022 udgav endnu en single, ‘L’enfer’, der direkte italesatte, hvorfor Stromae havde været ude af rampelyset i så mange år.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hvis man aktiverer undertekster til ‘L’enfer’-musikvideoen, kan man se en officiel engelsk oversættelse af sangteksten. Oversat lyder omkvædet »I’ve considered suicide a few times / and I’m not proud of it / sometimes you feel it’d be the only way to silence them / all these thoughts putting me through hеll«.

Dedikerede Stromae-fans vidste allerede, at han havde haft angstepisoder, men han havde før denne sang aldrig talt højt om, at det havde udviklet sig til selvmordstanker.

Samtidig bliver det afbildet i en hårrejsende video, hvor Stromaes koreografi skildrer meget grænseoverskridende, fysiske reaktioner på de tanker, han synger om – med særligt store armbevægelser under det smadrende drop.

Disse to singler pegede frem mod albummet ‘Multitude’, der nu er ude. Og der er ingen tvivl. Stromaes øre for den gode popmusik er intakt. Hans indsigtsfulde poesi er også stadig knivskarp – de knap så fransksprogligt garvede kan anbefales at læse oversættelser på Genius.

Her kan man læse hans overvejelser om singlelivet over for parforholdet på ‘La Solassitude’ – eller hans fortællende skildringer af sexarbejde på ‘Fils de joie’ – eller hvad med forældrelivets glæder og udfordringer på ‘C’est que du bonheur’?

Sangene er helt klart gode, sonisk rige og melodisk fængslende, uanset om man kan forstå teksterne eller ej, men tematikkerne tilføjer som altid mere til Stromaes musik.

Musikalsk er der dog også bare godt med guf. Den majestætisk fyldige intro på ‘Invaincu’, det plinkende cembalo på ‘Fils de joie’, den luftige fløjte på ‘Pas vraiment’ … der er så meget, der er værd at lytte efter.

Stromae er tilbage – og han er lige så fremragende, som da han var nødt til at forlade os i en årrække.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af