20. The 1975 ‘Being Funny In A Foreign Language’
Knap så store armbevægelser, lige så store følelser. På deres Jack Antonoff-producerede femte album nøjes Matty Healy og co. med at spille på deres styrker og serverer 11 smaskforelskede popsange uden så meget fikumdik.
(Soundvenues anmeldelse)
19. Charli XCX ‘Crash’
Charli XCX har bygget en karriere på sine banebrydende eksperimenter, men selv en mere konventionel popplade som ’Crash’ efterlader ingen tvivl om, at hun er en af tidens mest interessante popstjerner.
(Soundvenues anmeldelse)
18. Pusha T ‘It’s Almost Dry’
Forandring er overvurderet! Pusha T har lavet den her type sammenbidt, sydende intens kokainrap i over to årtier, og selvom opskriften er den samme, bliver udførelsen kun bedre og bedre.
(Soundvenues anmeldelse)
17. Stromae ‘Multitude’
Ni år efter udgivelsen af det storhittende ‘Racine Carrée’-album var Stromae endelig tilbage. I mellemtiden har han kæmpet med angst og trukket sig fra rampelyset – hvilket han bearbejder på dette livsbekræftende popværk.
16. Fontaines D.C. ‘Skinty Fia’
Med flittig brug af irsk slang og endda gæliske sangtitler skildrer Dublin-gruppen komplicerede fædrelandsfølelser, mens de udforsker nye mørke sider af deres lyd. Det har resulteret i bandets hidtil bedste album.
(Soundvenues anmeldelse)
15. Steve Lacy ‘Gemini Rights’
Ingen har haft et så vanvittigt 2022 som The Internet-medlemmet Steve Lacy, der med TikTok-sensationen ’Bad Habit’ gik fra guitar-wunderkind til global stjerne. Ligesom hans storhittende single byder resten af Lacys andet soloalbum på en forførende blanding af r’n’b, hiphop og funk, der lander et sted mellem André 3000’s ’The Love Below’ og Stevie Wonder.
14. Wet Leg ‘Wet Leg’
Simple postpunk-riff, din-mor-jokes og en vidunderligt knastør humor. Sjældent har et nyt rocknavn været så hypet, men på deres charmerende debutalbum lever hele verdens nye favoritduo op til forventningerne.
(Soundvenues anmeldelse)
13. Shygirl ‘Nymph’
Kunstnernavnet må være ironisk ment, for der er virkelig intet som helst genert over Shygirls selvsikre, sprudlende, sexpositive klubpop.
12. Weyes Blood ‘And in the Darkness, Hearts Aglow’
På sit femte album under kunstnernavnet Weyes Blood er Natalie Merings symfoniske folkpop mere episk end nogensinde før. ’And in the Darkness, Hearts Aglow’ beviser, at selv smuk musik godt kan være samfundskritisk.
(Soundvenues anmeldelse)
11. Est Gee & 42 Dugg ‘Last Ones Left’
Selv i denne playliste-æra, hvor meget hiphop er RapCaviarificeret, findes der stemmer som Est Gee og 42 Dugg, der bare lyder for grove og upolerede til at passe ind i det fine playlisteselskab. Heldigvis.
10. Taylor Swift ‘Midnights’
Taylor tilbragte coronaårene med at lave folkpop med Aaron Dessner. Da pandemien omsider sluttede, kom hun ud af skoven og lavede det store, strålende popalbum, vi havde ventet på siden ‘1989’.
(Soundvenues anmeldelse)
9. The Smile ‘A Light for Attracting Attention’
Med både smadderrock og strygere understreger Thom Yorke og Jonny Greeenwood endnu engang, at de er som skabt for hinanden. Hvis The Smile er det tætteste, vi kommer på et nyt Radiohead-album, er det måske ikke så slemt endda.
(Soundvenues anmeldelse)
8. Hyd ‘Clearing’
Hyperpop refererer tit til en maksimalistisk musikform, hvor man nærmest bombarderes med lyde. Den beskrivelse passer på Hayden Dunhams tidligere projekt, QT.
Men som Hyd giver Dunham en anderledes vision af fremtidens pop. Ikke larmende og overvældende, men stille, skinnende og blank som et rumskibs overflade.
(Soundvenues anmeldelse)
7. FKA Twigs ‘Caprisongs’
Knap så konceptuelt, men lige så innovativ som altid: Twigs omfavnede mixtapeformatets ‘nej tak’ til rød tråd på en udgivelse, der boblede over af musikalsk overskud.
(Soundvenues anmeldelse)
6. Big Thief ‘Dragon New Warm Mountain I Believe in You’
Dobbeltalbummet som format har fået lidt af en renæssance i 2022 med timelange udgivelser fra blandt andre Kendrick Lamar, Beach House, Red Hot Chili Peppers (gange to!) og Hans Philip.
Et af årets bedste kom fra Big Thief, hvis overlegne femte album byder på endnu mere forunderlig sangkunst, der inviterer til fordybelse.
(Soundvenues anmeldelse)
5. Sudan Archives ‘Natural Brown Prom Queen’
Det er svært at indkapsle lige præcis, hvor euforisk og ekstatisk Sudan Archives lyder på ‘Natural Brown Prom Queen’.
Det kan lyde lige lovlig akademisk, når man fremhæver hendes violinspil eller de dybere tematikker – kulturel arv, identiet, tilhørsforhold – der trækker sig igennem hendes tekster.
Så i denne omgang vil vi bare fremhæve lyden og stilen: Sudan Archives er medrivende, når hun skøjter mellem r’n’b, neosoul, trap og alt muligt andet. Hun er det modsatte af knastør: Sangene sprudler af liv. Giv albummet en chance, hvis du ikke allerede har gjort det.
(Soundvenues anmeldelse)
4. The Weeknd ‘Dawn FM’
På 2021-albummet ‘After Hours’ lykkedes The Weeknd endelig med den fusion af iskold r’n’b og lysende pop, han havde forsøgt at skabe hele karrieren.
På dette års ‘Dawn FM’ havde han så overskuddet til at brede den nye signaturlyd ud til andre genrer – og til at give musikken en unik konceptuel fortælling om en radiokanal, der soundtracker overgangen til efterlivet.
‘Dawn FM’ viser en popstjerne, der arbejder efter sine helt egne præmisser og skræddersyr sit popstjernekostume, som det passer ham.
(Soundvenues anmeldelse)
3. Kendrick Lamar ‘Mr. Morale & The Big Steppers’
Efter den autobiografiske coming of age-fortælling ’Good Kid, M.a.a.d City’ og det introspektive, splittede epos ’Damn’ skulle man ikke have troet, at vi kunne komme meget længere ind i sindet på Kendrick Lamar.
Alligevel føles ’Mr. Morale & The Big Steppers’ som Compton-rapperens mest personlige udspil til dato. Et grænsesøgende, ufiltreret og frem for alt ærligt dobbeltalbum, der forløber sig som én lang terapisession.
Her kæmper Kendrick en brav kamp for at holde sit mentale korthus intakt, alt imens han udforsker de transgenerationelle traumer, der ligger til grund for det hele. Uanset om det så gælder Kendricks egne daddy issues eller hans mors tragiske skæbne på den hjerteskærende ’Mother I Sober’.
Det er et råt, rodet og til tider decideret ubehageligt album at lytte til.
Men det er også imponerende kompromisløst. Han er nådesløs i sin selvransagelse – og det gør Kendrick Lamars femte album til endnu et mesterligt værk i en allerede imponerende diskografi.
(Soundvenues anmeldelse)
2. Beyoncé ‘Renaissance’
2022 vil gå over i historiebøgerne som året, hvor alting så småt begyndte at vende tilbage til normalen. Hvor vi igen kunne samles med dem, vi holder af, og hvor vi igen kunne danse.
Hvad det angår, kunne vi ikke have forestillet os et bedre soundtrack end Beyoncés sveddryppende klubalbum. ’Renaissance’ er spontant, liderligt og festligt. Lige hvad vi havde brug for efter to år i coronaens skygge.
Men ’Renaissance’ er mere end bare en eskapistisk livsfejring.
For mange mennesker har natklubben historisk set været et frirum. Et safe space, hvor alle er lige, og hvor diskrimination og krænkelser ikke er udbredt.
Netop denne del af klubkulturen synes Beyoncé her at hylde ved at inkorporere overset, sort dansemusik med en nærmest antropologisk sans for historie. ‘Renaissance’ er et politisk manifest formuleret med dunkende 90’er-house og drivvåd disco.
(Soundvenues anmeldelse)
1. Rosalía ‘Motomami’
Vi troede, vi ville få en ny popstjerne. I stedet fik vi en ‘Motomami’: En konstant fremadfræsende kunstner, der har for travlt med at tage hjørner på sin musikalske motorcykel til at stå stille på ét sted.
»Yo me transformo« – jeg transformerer – synger Rosalía på albummets første sang, ‘Saoko’, og dermed er hendes credo slået fast. Det handler om forvandling, metamorfose og – jf. albumtitlen – bevægelse.
Her er både robot-reggaeton (‘Saoko’), en lyksaligt seksuel erotisk Disney-ballade (‘Hentai’), et filmisk forførende bacheta-nummer (‘La Fama’) og legesyg rap (‘Bizcochito’). Et sted citeres Soulja Boy. Et andet synger Rosalía som Kate Bush. En tredje sang er en slags digt om alfabetet. På spansk, selvfølgelig.
Den her genresprængende og grænsesøgende tilgang føles som det sprog, de mest interessante popstjerner talte i 2022. Andre navne på denne liste – FKA Twigs, Charli XCX – brugte også deres album på en lignende måde.
Men ingen virkede så sublim i den her nye, legende popstjerneperformance som Rosalía. Hos hende føles popstjernerollen ikke som en pligt, men som en leg. Eller en farvestrålende, actionfyldt manga, hvor hun er den titulære ‘Motomami’-protagonist.
Der har i mange år været tale om, at den klassiske, bredtfavnende mainstreampopstjerne er på retræte. Hvis den her futuristiske ‘Motomami’ er det, popstjernerne bliver erstattet af, er det måske slet ikke en dårlig ting.
(Soundvenues anmeldelse)