Weyes Bloods symfoniske folkpop er akut selvhjælp i mødet med verdens undergang

Weyes Bloods symfoniske folkpop er akut selvhjælp i mødet med verdens undergang
Weyes Blood. (Foto: Neil Krug)

Det er ikke mange popstjerner, der har gennemlevet en så massiv kunstnerisk transformation, som Natalie Mering har.

Som ung stod hun helt ude i periferien af musikbranchen og udgav avantgardistisk noise under navnet Weyes Bluhd. Mering havde dengang, i slutningen af 00’erne, en veludviklet sans for statisk støj, abstrakt guitar og fjern, chantende spøgelsessang.

Det lød som en verden, der var styrtet sammen.

Siden har hun som Weyes Blood bevæget sig tålmodigt ind mod midten, helt ind til en ny verden af håb. Melankolien har aldrig forladt hende, men støjen er afløst af nostalgisk folkpop med tydelige referencer til 60’ernes og 70’ernes Laurel Canyon-miljø.

I 2019 kom så mesterværket. Succesalbummet ’Titanic Rising’ formåede at indfange en længsel mod fortiden, som virkede fuldstændig nutidig. Der var klare ekkoer af Joni Mitchell og Carole King, men klimakatastrofen lå hele tiden og ulmede i baggrunden.

Det var lidt som at høre musikkens svar på the great American novel.

Samtidig var det også et skridt længere ind mod midten. Produktionen var bredere, der var flere strygere, og Natalie Merings urokkelige vibrato foldede sig pludselig ud som popfortæller.

Den bevægelse fortsætter hun på sit femte studiealbum som Weyes Blood, ’And in the Darkness, Hearts Aglow’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lyden er så fyldig som nogensinde. Til tider næsten svulstig med strygekvartet, hornsektion, harpe og træblæsere. Alligevel er der også plads til lo-fi trommemaskine og et besøg fra Daniel Lopatin (Oneohtrix Point Never) på meditativ synth.

Albummet er smukt indrammet af to sange, der er så afgrundsdybt rolige, at de står og balancerer mellem retro-wellness og akut selvhjælp i mødet med verdens undergang.

Mering synger afklaret om ensomhed, smerte og den flodbølge af forandring, vi har været igennem de seneste år. Men også om den helt nære kærligheds op- og nedture.

Man hører en klar overbevisning om, at vi har brug for omsorg. Både som art og som individer.

Weyes Blood. (Foto: Neil Krug)

På ’Children of the Empire’ er det lige før, at der går Arcade Fire 2022 i den, når Mering ophøjer sig selv til guru for klimagenerationen med rørklokker, bjælder, orgel, harpe og kække fingerknips fyldt med rumklang.

Det er lige i overkanten. Hendes guddommelige vokal drukner i det episke virvar, pludselig virker den udmattet og ordinær. Weyes Blood vil nok altid være bedst, når musikken giver plads til stemmens rige nuancer.

Som for eksempel på ’God Turn Me Into a Flower’ med Daniel Lopatins enkle synth. Her får Mering den plads, hun fortjener, og i hendes genfortælling af myten om den selvforelskede Narkissos smelter stemmen til sidst sammen med fuglefløjt. Vældig elegant.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

På den måde er der hele tiden en økokritik på spil på ’And in the Darkness, Hearts Aglow’. Vi skal hele os selv, men også hele vores bånd til naturen. Lad det lysende hjerte vise vejen ud af mørket. Det er Laurel Canyon-miljøets hippieidealer version 2.0.

Al ære og respekt for det. Natalie Mering har vist, at man godt kan holde fast i en samfundskritik, selvom man bevæger sig fra skramlet noise til noget nær symfonisk folkpop.

Op til udgivelsen har hun fortalt, at hun selv er overrasket over, at hun er endt med at skrive »virkelig smuk, feminin musik«. Men at hun ikke mener, musikken er mindre subversiv eller modig af den grund.

Det sætter hun en tyk streg under med albummet her.

Til gengæld er sangene ikke helt så finurlige og originale som på forgængeren. Weyes Blood imiterer ikke længere kun tidligere generationers musik, men tilsyneladende også sin egen.

Hvis den svulstighed, der dukker op undervejs, er et resultat af hendes bevægelse ind mod midten, så håber jeg ikke, hun gror fast derinde. Flyv frit, fugl.


Kort sagt:
Weyes Blood er på sit femte studiealbum mere episk end nogensinde. Til tider bliver det svulstigt, men ’And in the Darkness, Hearts Aglow’ understreger, at smuk musik godt kan have en kritisk brod.

Weyes Blood. 'And in the Darkness, Hearts Aglow'. Album. Sub Pop/Playground.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af