Weyes Bloods progressive pop går både i tårekanalerne og øregangen
Med katastrofeskibet Titanic på nethinden serverer Weyes Blood aka Natalie Mering ti smukke stykker overdådigt arrangeret barokpop, der tilsammen udgør hendes fjerde og bedste album.
’Titanic Rising’, der er tæt på at være noget så gammeldags som et konceptalbum, kigger nogle nedslående aspekter af den moderne tilværelse lige i øjnene. Her er både klimakrise, Tinder-blindgyder og generel romantisk desillusion. Og stadig har jeg i skrivende stund fløjtet flere af albummets melodier i dagevis.
Bundniveauet er højere end på det foregående, ligeledes uhørt vellykkede udspil ’Front Row Seat to Earth’, der dog var en smule løs i kødet på anden halvdel. Alt står knivskarpt på ’Titanic Rising’. Som om tiden har været knap og behovet for at lave et definitivt statement altoverskyggende – bare kig på coveret, hvor et pigeværelse beboet af Mering selv er blevet indhentet af de stigende vandstande. Uanset om verdenssamfundets kollektive isbjerg er på trapperne eller ej, er det svært at se, hvordan Weyes Blood kan toppe dette album foreløbig.
Natalie Mering, hvis vibrato er som en krydsning mellem Karen Carpenter og Maggie Reilly, indleder albummet med en hjertevrider, der lyder som ren Carpenters. Ufortyndet pop med vederkvægende klaverakkorder og et lille stik af smerte.
Hun har tidligere lånt sin sirenestemme til Ariel Pink og deler kitschpop-troldens forkærlighed for 70’erne; fra storladen slagerpop over sentimental, honninggylden countryfolk til den symfoniske rocks uortodokse akkordskift og grandiose arrangementer. Men hos Weyes Blood bliver fornemmelsen aldrig ironisk, satirisk eller sågar i påtrængende grad retro: Selv et cheesy guitarfill som på ’Andromeda’ er bare det afrundende ornament i et satindraperet stykke popmusik, der burde decimere alt andet på hitlisterne.
På ’Movies’ giver harpeagtige synthesizerfigurer fornemmelsen af at opleve en slags krydsning mellem Enya og Pink Floyd eller Electric Light Orchestra: Det lyder mildest talt corny skrevet på skærmen, men med Merings grædefærdige, dog fyldige vokal bliver resultatet næsten ubærligt smukt.
Det mest upbeat nummer på ’Titanic Rising’ hedder ’Everyday’. Med en suveræn melodi, der er vemodig, men også boblende let, besynger hun, endda med sejlads-metaforerne i behold, det virtuelle datinglivs luftige rutiner og smerten, der ofte gemmer sig underneden: »Sailing off on the ships to nowhere / got a lot of things to clear away / got a lot of years of bad love to make okay«.
’Titanic Rising’ kan på tidspunkter være så knugende at lytte til, at man næsten får behov for at vende sig bort og få fast grund under fødderne. Men når man overgiver sig til Merings progressive pop, og det bør man, er det svært at gøre ret meget andet end bare at lade lydbølgerne, sangskrivningstalentet, den stemme (!) og arrangementerne omslutte én.
Kort sagt:
Weyes Bloods 70’er-inspirerede, orkestrale popmusik overmander lytteren med sine overdådige arrangementer, dirrende sirenesang og smertefulde tekster.