Weyes Blood brænder igennem med hymnisk elegance og blændende vokal

5 6
Weyes Blood brænder igennem med hymnisk elegance og blændende vokal

Natalie Mering aka Weyes Blood omgiver sig med en særegen sløv æstetik, der på en næsten ubegribelig måde falmer og blomstrer i samme bevægelse. Når hun åbner sit fine register, føler man sig samtidig i helt sikre rammer, og de sprænger ikke på noget tidspunkt under hendes fjerde udgivelse, ’Front Row Seat to Earth’.

Der er noget enormt formfuldendt og sikkert over den måde, den amerikanske singer/songwriter fremmaler sine pittoreske folkfraser på, den måde, hun sniger sig rundt mellem tradition og egen originalitet på. Som en syerskes silketråd, der slanger sig ind og ud af sit stof og efterlader sig et mønstret slæb, sætter Mering en elegant scene mellem folk og alternativ hymnisk pop. Noget, man ikke har lagt hverken øjne eller ører på så ofte.

At man alligevel af og til kommer til at tænke på Angel Olsen, kan i dette tilfælde betragtes som en gedigen blåstempling, for Weyes Blood bibringer en mere listig coolness i de akustiske klangrum, mens den dirrende ægthed går igen i de to sangerinders stemmer.

Den døsige melankoli spreder sig som en dis gennem albummets landskaber, men den afbalanceres af en skyggefuld grundtone, som virker forførende på sin lytter. På ’Be Free’ og ’Can’t Go Home’ bliver det healende, nærmest udrensende, og disse effekter glider ukompliceret over i sange, der former sig som syrede svæveture, hvor synthens space-støv blander sig med ekkoerne af en fjern keltisk fortid.

Jordforbindelsen er til gengæld intakt på det molstemte generations- og selvportræt ’Generation Why’, hvor Mering dulmer dødsangsten ved at hænge på mobilen hele dagen, og fremtiden føles som en klump i halsen: »It’s not the past that scares me«. Omkvædet staver hun sig igennem med satirisk sorg: »Y-O-L-O, why«. Det er galgenhumor af høj karat, leveret med kølig patos gennem en autotunet vocoder.

Det er samtidig et ironisk skår i den lidt alvorstunge udgivelse, som det er tiltrængt at skære sig på blandt de balsamiske kærlighedssange. Mering synger ikke så det bonner ud på decibelmåleren, og når hun alligevel brænder igennem, skyldes det hendes intelligente mådehold. Dét står lysende klart på den melodramatiske klaverballade ’Do You Need My Love’, hvor den sarte falset indfrier et sødmefuldt begær, uden at det kulminerer i en voldsom eksplosion.

’Front Row Seat to Earth’ er fra ende til anden et helstøbt og sanseligt værk med stærke elegante sange, der tager lytteren på en vandring gennem elektriske og kropslige fornemmelser. Midt i al den dystre harmoni står stemmen som et dragende og funklende lyspunkt – ganske enkelt blændende.


Kort sagt:
Weyes Blood aka sangerinden Natalie Mering har skabt et formfuldendt og elegant værk, der placerer sig mellem folk og alternativ hymnisk pop. Melankolien er en grundsten i udtrykket, men den blændende vokal lyser op og drager sin lytter ind i den dystre harmoni med forførisk sødme.

Weyes Blood. 'Front Row Seat to Earth'. Album. Mexican Summer/Border.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af