The Smiles ‘A Light for Attracting Attention’ er Thom Yorkes bedste uden for Radiohead-regi
Den Radiohead-kyndige læser vil vide, at Thom Yorke og Jonny Greenwood er Oxford-kvintettens helt store kreative drivkraft.
Jeg prøver på ingen måde at miskreditere gruppens resterende medlemmer – alene ’Airbag’ fra ’OK Computer’ er et vidnesbyrd om rytmesektionens mageløse kvaliteter, og selv i gruppens post-’Kid A’-æra er tredjeguitarist Ed O’Briens teksturer et umiskendeligt varemærke. Men det ændrer bare ikke på, at Yorke og Greenwood er Radioheads største musikalske begavelser.
Sammen er de to uforlignelige. Tag bare Greenwoods ildevarslende dancebeat og geniale sampling af computermusik fra 70’erne på ’Kid A’-højdepunktet ’Idioteque’, der agerer perfekt lydtapet for Yorkes desperate, apokalyptiske messen. Makkerparret deler en utrættelig trang til at skubbe rocken i nye retninger, og deres nærmest konkurrerende dynamik er en af Radioheads væsentligste forcer.
Derfor var jeg også overordentligt spændt, da Yorke og Greenwood for knap et år siden annoncerede et nyt sideprojekt, som foruden de to herrer selv også tæller trommeslager Tom Skinner fra den britiske jazzgruppe Sons of Kemet. Og de spildte ikke tiden: Allerede samme aften optrådte trioen på en live-transmission fra en nedlukningsramt Glastonbury Festival under navnet The Smile.
The Smile. Det lyder lige lovligt jovialt for Yorke og co., right? Men fortvivl ikke. Frontmanden har nemlig forsikret om, at her altså ikke er tale om et glædeligt »ahhh«-smil, men snarere om det falske smil fra fyren, der lyver dig lige op i ansigtet hver evigt eneste dag. Så kender vi dem igen.
Siden fulgte den postpunkede førstesingle ’You Will Never Work In Television Again’, som meget vel kan være Radiohead-lejrens mest konfrontatoriske, in your face-agtige nummer siden ’The Bends’-albummet fra 1995. Jeg havde ærligt talt ikke troet, at jeg nogensinde skulle høre Yorke på så umiddelbart et rocknummer igen, men han formår til stadighed at kanalisere en ungdommelig, fandenivoldsk energi – og han lyder akkurat lige så frisk her, som han gjorde for snart 30 år siden.
Men gik man rundt og troede, at The Smile var et slags kreativt afløb for Yorke og Greenwoods beskidte, smadderrockede tendenser, kan man altså godt tro om igen. Jovist, vildskaben fra ’You Will Never Work In Television Again’ går igen på den ditto postpunkede (og endnu mere vellykkede) ’We Don’t Know What Tomorrow Brings’, men The Smiles debutalbum ’A Light For Attracting Attention’ er så meget mere end semipolitiske vredesudbrud tilsat fræsende guitarer og hyperaktive jazztrommer.
Greenwood har efterhånden sat musik til så mange film, at det føles næsten blasfemisk blot at omtale ham som guitarist, og ligesom det var tilfældet på Radioheads ’A Moon Shaped Pool’ fra 2016, skinner hans orkestrale soundtrack-eskapader tydeligt igennem i strygerne på ’A Light For Attracting Attention’.
Det gælder ikke mindst albummets mest afdæmpede stund, ’Free In the Knowledge’. Et på én gang kynisk og alligevel opløftende nummer, der bæres frem af en akustisk guitar og Yorkes skrøbelige falset, før Greenwoods svimlende strygere løfter arrangementet til himmelske højder. På den måde minder nummeret en smule om ’How to Disappear Completely’ fra førnævnte ’Kid A’, og ’Free In the Knowledge’ formår da også at ramme lige i hjertekulen på en måde, som ellers kun Radiohead kan.
Det hele er ikke nyt materiale. Liveoptagelser af flere af numrene har figureret på internettet i årevis, hvad enten de så har været spillet af Radiohead eller til Yorkes solokoncerter. Men det gør sådan set ikke noget. Et nummer som ’Skrting On the Surface’ fortjente en studieversion, og nu fik vi den.
Yorkes andre projekter uden for moderbandet – det være sig hans soloudspil såvel som supergruppen Atoms For Peace – har en tendens til at fortabe sig en smule i hans bestræbelser på at være åh-så-eksperimentel. Men det er ikke tilfældet her. Selv de mest ukonventionelle numre på ’A Light For Attracting Attention’ giver aldrig afkald på inderligheden, og resultatet er Yorkes bedste album uden for Radiohead-regi. Og lur mig, om ikke en stor del af det kan tilskrives samarbejdet med Greenwood.
Musikhistorien er tætpakket med sådanne legendariske partnerskaber mellem en frontmand og en leadguitarist. Morrissey havde Johnny Marr, Joe Strummer havde Mick Jones, og, ja, Yorke har Greenwood. De to fuldender ganske enkelt hinanden. Og ingen, der lytter til ’A Light For Attracting Attention’, kan være i tvivl om, at makkerparret kan tilføjes kongerækken af kreative samarbejder.
Kort sagt:
Den Roskilde-aktuelle supergruppe The Smile viser sig at være så meget mere end blot et kreativt afløb for Thom Yorke og Jonny Greenwoods beskidte, smadderrockede tendenser. ’A Light For Attracting Attention’ er Yorkes bedste album uden for Radiohead-regi.