Glastonbury Festivals virtuelle koncertrække kom flot fra start, men kollapsede eftertrykkeligt på halvvejen

Glastonbury Festivals virtuelle koncertrække kom flot fra start, men kollapsede eftertrykkeligt på halvvejen
Haim ved Glastonbury Festival: Live at Worthy Farm. (Foto: Anna Barclay)

Man skulle lige vænne sig til både eksekveringen og selve live stream-konceptet, da Glastonbury Festival lørdag aften forsøgte at råde bod på endnu en aflyst festivalsommer med en fem timer lang, virtuel koncertrække.

Med de flotte panoramiske droneoptagelser udover markerne omkring Worthy Farm, hvor den ikoniske festival har til huse, og musikerne placeret i en cirkel omgivet af kampesten, lignede Wolf Alices optræden ved første øjekast en opulent musikvideo fra 90’erne.

Med blik for gruppens teatralske greb om grungerocken gav det dog fint mening at placere dem i netop denne lokation. Den åbenlyse glæde og taknemlighed ved at spille sammen igen strømmede ud af frontfigur Ellie Rowsell, så omstændighederne til trods var den positive stemning sat for resten af aftenen.

Wolf Alice ved Glastonbury Festival: Live at Worthy Farm. (Foto: Anna Barclay)

Hvor Wolf Alices omgivelser var tydeligt iscenesatte, smagte Michael Kiwanukas optræden straks af mere autentisk festival, eftersom han og bandet var placeret i et telt. Et setup, som bragte seeren tættere på musikken og egentligt var den eneste optræden, hvor man følte sig hensat til at stå og rocke med under teltdugen. At en særdeles overbevisende version af ‘Hero’ var aftenens første højdepunkt, forstærkede blot indtrykket af, at live stream-konceptet som festival-alternativ rent faktisk fungerede. Et indtryk, som dog senere skulle blive sprængt i stykker.

Men først skulle vi atter en tur ud under åben himmel, hvor Haim trakterede med et herligt varieret sæt og hvor trioen pendulerede mellem to scener og skiftede instrumenter. Således var Danielle både bag trommesættet og i front på guitar under ‘Gasoline’, ligesom Alana trakterede congas og Esthe spillede på synth på en svært medrivende ‘Now I’m In It’, der udviklede sig til endnu et højdepunkt.

De to scene-setups gav dynamik: Dette var en optræden, som både konsoliderede de charmerende og karismatiske søstres format og samtidig var en bittersød påmindelse om, hvordan en regulær festivalkoncert med Haim havde foldet sig ud.

Og således nåede vi til det aspekt, hvor Glastonbury Festival som live stream kollapsede noget så eftertrykkeligt.

Coldplay til Glastonbury Festival: Live at Worthy Farm. (Foto: Anna Barclay)

Den mest visuelt overdådige performance tilfaldt Coldplay. Med bandets status in mente var der kørt i stilling til det, som under normale omstændigheder ville være prime time-koncerten på Glastonburys hovedscene, Pyramid Stage. Dén store samlende koncert.

Det faldt dog til jorden med et rungende brag, fordi illusionen om det, som netop ikke fandt sted (en rigtig festivalkoncert med en tusindtallig, ekstatisk publikumsskare) var maksimeret ud med alskens effekter. Det være sig uendelige fyrværkerifontæner under ‘A Sky Full of Stars’ og de højstemte droneoptagelser af den oplyste mark under ‘Fix You’, som naturligvis skulle illudere et hav af udstrakte iPhone-hænder.

Symbolsk for den forlorne staffage havde man valgt at rejse blot konstruktionen af Pyramid Stage som baggrund for bandet. At Chris Martin prøvede at joke med det absurde scenarie ved at frembringe båndet publikumsjubel på keyboardet, bankede blot denne optræden helt op på toppen af cringe-barometeret.

Så var der straks mere autencitet og nærvær over setup’et, da Damon Albarn tog over.

Mørket havde nu for alvor sænket sig og han havde fundet sig godt til rette med sit band i en lille lund, hvor en dekorativ fuldmåne var den eneste stage prop.  Smagfuldt og underspillet, ligesom den eklektiske stjernes optræden, som udøste gavmildt af diskografien.

Damon Albarn til Glastonbury Festival: Live at Worthy Farm. (Foto: Anna Barclay)

Det var rørende at bevidne et så alsidigt materiale oversat til melankolske midnatsballader. Såvel ‘The Poison Tree’ (The Good, The Bad, The Queen) som ‘Out of Time’ (Blur) fungerede fremragende i disse nedtonede akkompagnementer med strygere og el-piano som bærende elementer. Udgaven af Gorillaz-hittet ‘On Melancholy Hill’ tegnede sig ligeledes som et klart højdepunkt i live stream-eventet.

Som aftenens surprise act havde Thom Yorke og Jonny Greenwood allieret sig med Radioheads mangeårige producer Nigel Godrich og samlet ensemblet The Smile. Annonceringen kom pludseligt, men man kunne selvfølgelig straks nå at gøre sig tanker om scenariet og ikke mindst lade forventningerne vokse betragteligt.

Trioen havde ligeledes forskanset sig i et telt og vi bevidnede en optræden, der fremstod mere som leg i øvelokalet end egentligt koncert. I de groovede sange var der elementer af krautrock, Radioheads signatur-lyd og antræk til mathrock. Interessante idéer, som ikke helt fik luft under vingerne eller efterlod et større indtryk. Hvad der på papiret smagte af potentiel supergruppe, udviklede sig desværre til en noget navlepillende seance.

Hvor kreativt et koncept, man end udtænker, og hvor prisværdigt det vitterligt er at komme et udsultet festivalpublikum i møde, vil en live stream uundgåeligt være en distanceret affære. Trods en række fremragende momenter fra plakatens store navne, forstærkede Glastonbury Festival: Live at Worthy Farm længslen efter den ægte vare. Men sådan skulle det jo egentligt også være.


Kort sagt:
Glastonbury Festivals stort anlagte live stream koncertrække kom flot fra start, men faldt til jorden med selvsmagende Coldplay-cringe og en navlepillende seance fra engelsk supergruppe.

Glastonbury Festival: Live at Worthy Farm. Koncert. Glastonbury Festival.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af