Sudan Archives har med ‘Natural Brown Prom Queen’ lavet et selvbiografisk mesterværk

Sudan Archives har med ‘Natural Brown Prom Queen’ lavet et selvbiografisk mesterværk
Sudan Archives. (Foto: Edwige Henson)

I 2019 udgav den amerikanske violinist og sanger Sudan Archives debutalbummet ‘Athena’. En stærk lille skive, der bestod dels af nogle svævende r’n’b-skæringer, dels af skarp, pågående artpop med instrumentation, der trak på sudanesisk folkemusik.

Inden for begge stilarter brugte hun trofast sin violin som det klart mest gennemtrængende instrument, omend den absolut lød mere konventionel på r’n’b-skæringerne.

Men da Sudan Archives i starten af 2022 begyndte at lade op til efterfølgeren, ‘Natural Brown Prom Queen’, blev narrativet næsten, at hun havde lagt violinen på hylden.

Indrømmet, vi pustede også lidt til den ild her på Soundvenue, men violinen er skam stadig til stede på det nye album. Der er godt nok kun en håndfuld numre, hvor den er med fra start til slut, men når den dukker op, er den pragtfuld.

På den mesterlige single ‘Selfish Soul’ bruges violinen i nogle stærke instrumentale passager, hvor den er med til at knytte et bånd mellem Sudan Archives’ hår og rødder. På ‘Flue’ danner den et skrøbeligt instrumentalt fundament, mens svirrende, jazzede vokalharmonier springer frem mod lytteren, og på ‘TDLY (Homegrown Land)’ skaber den (med kraftig sudanesisk indflydelse) en grobund for nogle skiftevist skrøbelige og selvsikre refleksioner over Sudan Archives’ identitet og livshistorie.

Eller skulle jeg sige: Britts identitet og livshistorie. Britt er nemlig navnet på en karakter, Sudan Archives har opfundet til dette album.

Britt er dog en meget selvbiografisk figur – Sudan Archives’ rigtige navn er endda Brittany Parks.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Britt og Brittany er begge sorte kvinder fra Cincinatti, der er flyttet til Los Angeles og har mange tanker om tilhørsforhold, kulturel arv og identitet. Så fra et lytterperspektiv gør det ikke den store forskel, at vi har at gøre med en fiktiv figur.

Men hvis det at kreere et semi-modificeret alter ego har hjulpet Parks med at kunne udforske nogle kompositoriske og sangskrivningsmæssige kroge, hun ellers ikke havde kunnet få til at give mening i et selvbiografisk værk, så kan jeg bestemt ikke bebrejde hende.

‘Natural Brown Prom Queen’ er nemlig et album, der sprudler af stærke musikalske ideer, der er vævet sammen af en kohærent identitet.

Der er både hårdkogt, selviscenesættende traprap på ‘OMG Britt’, æterisk neosoul møder pulserende house på ‘ChevyS10’, spacy jazz på interludiet ‘It’s Already Done’ og sensuel soveværelses-r’n’b med alle følelserne uden på tøjet på ‘Homesick (Gorgeous & Arrogant)’ – men det hele bliver vævet sammen, så man kan fornemme, at det tegner et billede af den samme person.

Denne person – uanset om det er Britt eller Brittany – er en fornøjelse at være i selskab med.

Et øjeblik kan hun panisk synge »Okay, one time if I grow it long / am I good enough? Am I good enough?«, et andet sted råber hun med dyrisk desperation »I just want the D-I-C-K«, og så er der linjer som »She’s copying my style, I know she like my smell, she wants to be me«, der bliver leveret med lidt selvretfærdig arrogance.

Parks ophøjer aldrig sig selv til en bastion af visdom – rettere kommer vi tæt på en meget fejlbarlig person, der nok bevæger sig ud i mindst halvdelen af de syv dødssynder i løbet af albummet.

På afslutningsnummeret ‘#513’ vender Britt vemodigt tilbage til hjemstavnen ‘Cincinatti’ med et omkvæd, der kløgtigt flipper hooket fra The Notorious B.I.G.’s ‘Going Back to Cali’. Alene i den måde, hun siger ordene på, kan man mærke, at hun har lært noget – og at tiden i Los Angeles har testet hendes person i en grad, hvor det er nødvendigt at vende hjem.

Der er simpelthen så mange lag af kompleksitet til stede på ‘Natural Brown Prom Queen’, både på et tematisk og sonisk niveau.

Da debutalbummet ‘Athena’ udkom i 2019, kunne man helt klart se Sudan Archives’ potentiale. Med ‘Natural Brown Prom Queen’ har potentialet mundet ud i et mesterværk.


Kort sagt:
‘Natural Brown Prom Queen’ er en formidabel blanding af r’n’b, hiphop og artpop, hvor talrige musikalske strømninger og tematiske afkroge bliver vævet sammen for at danne et komplekst billede af et mangefacetteret menneske.

Sudan Archives. 'Natural Brown Prom Queen'. Album. Stones Throw.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af