20. Kayak ‘Svært ikke at forsvinde’
2024 blev året, hvor vi for alvor mærkede Phoebe Bridgers’ indflydelse på en ny generation af melankolske singer/songwritere. Også herhjemme, hvor få slap bedre fra det end Kayak.
19. Kidd ‘Maserati’
Det her fræsende, fyrige nummer indfanger præcis den kaosenergi, der i sin tid fik Kidd til at føles som et nybrud i dansk musik. Og på en eller anden måde er den lige så tiltrængt nu, som den var i 2011.
18. Faza ‘Zugzwang’
Det tyske udtryk fra sangtitlen hentyder til en situation, hvor man er nødt til at gøre et eller andet, fordi man er trængt op i en krog. Det er dén intensitet, stortalentet Faza bringer til hiphopscenen.
17. Molina feat. ML Buch ’Organs’
Molinas debutalbum er stopfyldt med gode idéer, men den absolut bedste af slagsen var at lade sjælefællen ML Buch gæste lukkeren ‘Organs’. Kemien mellem de to nichestjerner slår gnister.
16. Ida Laurberg ‘Håber din kæreste dør’
Laurbergs mordfantasi, der kun er halvt sunget i spøg, er den perfekte popsang-version af det der ‘Star Wars’-meme: Du mener det for sjov, ikke…?
15. Fraads ‘Uhh Yeah’
Efter næsten 10 år takkede denne dybt originale hiphopduo i år af. Helt i deres ånd var den sidste sang inden afskeden et nummer, der ikke lyder som et farvel, men som en sprudlende, ekstatisk fejring af livet.
14. Annika ’Så længe jeg er sexy’
Lige akkurat her finder årets store danske popgennembrud sin selvsikkerhed, sin stemme og sin stil. Sikke et år, hun har haft. Sikke en fremtid, der venter.
13. Chrome feat. Skomager ’Nirvana’
Når man dyrker dyster ragerap og vampyræstetik, har man bare at være lige så dedikeret som denne danske rapduo, der har skudt videoen til den grynede, grungede ‘Nirvana’ midt om natten.
12. Kind Mod Kind feat. Kundo ’Til mit hjerte stopper’
Et af landets bedste nye bands teamer op med en af landets bedste nye rappere på dette hårdtslående højdepunkt fra Kind Mod Kinds debutalbum. Mere rap på opfølgeren, tak, og mere Kundo på klubbeats.
11. Emma Sehested Høeg ‘Aldrig helt nok’
Vi måtte vente i mere end tre år på dette musical-agtige nummer, der første gang så dagens lys i teaterforestillingen ‘Lolita for altid’. Og det var det værd.
10. Ilma ‘For the Light’
»Ilmas lyd er ikke fastlåst. Den lever«, understregede den dansk-bosniske musiker tidligere i år, og den her varme disco-banger viser, at hun taler sandt. Et glimt af lys i det altopslugende mørke, hun indtil nu har dyrket.
9. Carlina de Place ‘Reminded’
Et foreløbigt højdepunkt fra den smukkeste nye stemme, vi lærte at kende i 2024. Næste år kan meget vel blive endnu større.
8. Wicky ‘Blitz’
Det her er momentet, hvor kultrapperen Wicky kommer frem fra skyggerne og hopper på nogle Gilli anno ‘Ækte vare’-synths. Han lyder som en fremtidig dansk rapstjerne.
7. Sebastian Wegener ‘Upsi 28’
Joyce-frontmandens nok smukkeste sang til dato rummer hver og én af de komplicerede følelser, der følger med et breakup. Det her er lyden af et knust hjerte. Og begyndelsen på en yderst spændende solokarriere.
6. Kesi feat. Lamin, Benny Jamz, Mas, Kundo & Kimbo ‘Brutalt’
Posse-cuttet er tilbage! Tak til Kesi for at give os en fremragende showcase for hele seks af de rappere, der præger dansk hiphop lige nu. Splitscreenvideoen gør kun konceptet endnu bedre.
5. Elias Rønnenfelt ‘No One Else’
‘No One Else’ er noget så sjældent som et stuerent Elias Rønnenfelt-nummer. Måske endda det blideste og mest behagelige, Iceage-frontmanden nogensinde har sunget på. Heldigvis behøver han ikke længere at råbe for at blive hørt.
4. Noah Carter ‘Winwin’
Noah Carters skift til dansk var indeed et ‘Winwin’. For ham selv, fordi han blev en større stjerne end nogensinde. Og for os, fordi vi fik sange som denne, hvor han føles tættere på end nogensinde, som om sprogskiftet har kildet en ny, mere personlig dimension frem i rapstjernen.
3. Erika de Casier ‘Lucky’
På YouTube hedder denne sang simpelthen ‘Me Walking on the Beach’, og det er lidt den underspillede stemning, Erika de Casier er så genial til at skabe.
Hun serverer sublime perler som ‘Lucky’, som om det er lige så simpelt som en gåtur på stranden. Og navigerer en international musikkarriere, som var det lige så nemt som at dyppe tæerne i vandkanten.
Gennemsyret af UK-klubmusik er ‘Lucky’ et af de numre fra ‘Still’-albummet, der føles tættest på tidsånden, men Erika de Casier tilføjer den PinkPantheress-agtige æstetik et twist i form af en slags tovtrækning mellem produktionernes raslende, rastløse trommespor og hendes egen næsten meditative levering.
Ikke engang et beat, der stedvist tangerer trommehvirvler, kan ryste hendes cool. Intet kan forstyrre hendes strandtur.
2. D1ma ‘En sammen’
‘En sammen’ var, hvis ikke vi medregner hans feature på Tobias Rahims sommerhit ‘Bellevue’, D1mas første officielle single i 2024, men det er ikke det triumferende comeback, mange nok havde regnet med.
I stedet er det en underspillet, isnende ballade – en »kærlighedstragedie«, som han selv formulerer det – der i første omgang lyder som en breakupsang, men som gemmer på en mørkere, langt mere hjerteskærende fortælling. »Jeg hører lyden af, da de lynede op din pose«, synger han i andet vers.
Den maskerede hitmager har altid brugt musikken til at bearbejde sine traumer, men det her er next level. Han er mere sårbar end nogensinde.
Derfor giver det også mening, at sangen ikke klarede cuttet til ep’en ‘7’, men at den i stedet – i tråd med tematikken – får lov til at svæve ensomt rundt i streaming-æteren, løsrevet fra nogen større udgivelse. For ‘En sammen’ føles som sin egen lille fortælling. Sin egen lille tragedie.
1. Lamin ‘H V D O L’
Der findes sange, der tilfældigt snubler over en genial formular, og der findes sange, der understreger, at de fra start er skabt til at være kunstneriske statements. Lamins ‘H V D O L’ – bogstaverne genkalder debutalbummet ‘Hvad ved de om Lams’ – hører til sidstnævnte kategori.
Det er øjeblikket, hvor Lamin efter at have bygget momentum op i flere år – og efter i 2024 at have spillet på Orange Scene, samarbejdet med Gilli og storhittet med en freestyle (!) – præsterer sit absolut ypperste på sangen, der annoncerede albummet ‘Skyll’.
Der er noget Travis Scott over vingefanget og maksimalismen her, over de mange beatskift og vokaltricks. Men i modsætningen til amerikaneren, der nogle gange er maskinel og næsten anonym på sine egne sange, står Lamin klarere frem for hvert ord.
Han starter med at rappe over et ondt, slæbende beat, og det føles ildevarslende, som når vandet trækker sig tilbage fra stranden, lige før en tsunami stormer ind, for nu at blive i bølgemetaforikken, som rapperen elsker så meget. Derefter skifter sangen udtryk flere gange, og den giver os nærmest hele Lamins kunstneriske kapacitet på ét nummer.
Det er et flex på et hidtil uset niveau: En magtdemonstration af rapperen, der ejede året. Hvad ved vi om Lams? Nu, efter denne sang, ved vi omsider, hvad han er i stand til.