Rosalía nedbryder alle forventninger på det halsbrækkende ‘Motomami’
Da Rosalía i 2018 udgav ‘El Mal Querer’, landede albummet som et lyn fra en skyklar himmel; flamenco-pop med lige dele spansk guitar og autotune, håndklap og 808-trommer, og med 11 stramt opdelte og snorlige kapitler om ulykkelig kærlighed. Der var noget nærmest konceptuelt over det, en knivskarp form og idé.
Fire år og et par reggaeton-hits senere virker Rosalía på sit nye album ’Motomami’ mere interesseret i pop, mindre i flamenco. De spanske guitarer er nærmest væk, mens reggaetonens karakteristiske dembow-rytmer og rapagtige vokaler fylder mere.
Alligevel ville det være synd at sige, at ’Motomami’ er et ’reggaeton-album’ – eller et ’popalbum’ for den sags skyld. Rosalía går tydeligvis ikke efter de store streaminghits eller TikTok-trends. »No basé mi carrera en tener hits« (»Jeg baserede ikke min karriere på at få hits«), som hun siger på ‘Bizcochito’.
‘Motomami’ er nærmere et opgør: Både med dem, der ønskede mere flamencopop, og dem, der ønskede mere tilgængelige latinhits.
I stedet kaster Rosalía sig ud i en række halsbrækkende genreeksperimenter. »Soy todas las cosas, yo me transformo« (»Jeg er alt, jeg transformerer«), siger hun på åbneren, den jazzsamplende ‘Saoko’, der føles som et mission statement for albummet: »Tela y tijeras (y ya) / cógela y córtala (y ya)« (»Stof og saks / skaf det og klip det (og det er det)«).
Alting skal klippes i stykker og sættes sammen på nye måder.
Det ene øjeblik er ‘Motomami’ rå reggaeton-beats, det næste ømme ballader, og det næste igen eksperimenterende og radikalt. Det minder på den måde om de seneste album fra nytænkere som FKA Twigs og Kanye West. Ideerne og eksperimenterne virker nærmest vigtigere end det færdige produkt; det er råt, sparsomt instrumenteret og sangene er korte, men kreativiteten og trangen til at bryde grænser driver ned ad væggene.
Det er som om, Rosalía forholder sig til sit eget kunstneriske virke og sin status som popstjerne, som om hun har brug for at sprænge alle forventninger. »Es mala amante la fama y no va a quererme de verdad« (»Berømmelse er en ringe elsker og vil aldrig elske mig ægte«), synger hun på bachata-balladen ‘La Fama’ med The Weeknd, albummets måske mest poppede sang.
Der er fart på og noget piskesmældsagtigt over måden, hvorpå den folkede ‘Bulerías’ går over i den flabede ‘Chicken Teriyaki’, der bevæger sig over i den Billie Eilish-klingende ballade ‘Hentai’.
Hver gang man tror, man har regnet Rosalía og ‘Motomami’ ud, tager hun et skarpt sving. Nogle gange har man på fornemmelsen, at hun knap selv kan følge med, men det er netop her, det bliver fascinerende og dragende, og Rosalías kraftfulde vokal og de gennemgående minimalistiske beats, der ofte kun består af tre-fire elementer, binder hele værket sammen.
Når reggaeton står side om side med ballader som ‘Como un G’ og den gribende smukke, svævende ‘G3 N15’ – og man ikke kan sige, hvad der er mest interessant – så ved man, at man står med noget specielt mellem hænderne.
»Ser una poptstar nunca te dura« («At være popstjerne er ikke for evigt«), lyder det på den dramatiske lukker ‘Sakura’, hvor Rosalía for alvor griber berømmelsen om halsen og slår fast med en kraftig vokalpræstation, at hun godt ved, det hele er på lånt tid. Og ja, berømmelsen og popstjernelivet har en udløbsdato. Men musikken bliver nok ikke glemt lige foreløbig.
Kort sagt:
‘Motomami’ er et halsbrækkende, men også spændende og til tider utroligt smukt album, hvor Rosalía igen viser sig som både kompromisløs og nytænkende med en blanding af eksperimenterende reggaeton og popballader.