20. Selina Gin ‘Patiently Waving’
Fra fandenivoldsk frontkvinde til inderlig singer-songwriter. Selina Gin tog et modent, selvsikkert skridt ud af Nelsons Cans skygge og efterlader ingen tvivl om sit potentiale som soloartist.
(Soundvenues anmeldelse)
19. Jada ‘Elements’
Jada nøjedes ikke med at udleve én popstjernedrøm på sit andet album. Hun gik i alle elementernes mange forskellige retninger og skabte en farvestrålende vifte af forskellige popstjerne-Jada’er.
(Soundvenues anmeldelse)
18. The Minds of 99 ‘Infinity Action’
Børnesange, trance og et næsten ‘The Julekalender’-værdigt miskmask af danske og engelske gloser. Alt er tilladt på ‘Infinity Action’, og The Minds of 99 slipper afsted med det meste.
(Soundvenues anmeldelse)
17. Giift ‘Archives’
Det 18-årige stortalent har valgt et godt kunstnernavn. Hendes intime r’n’b – der minder om en minimalistisk version af SZA eller Summer Walker – har virkelig været en gave til den danske musikscene.
(Soundvenues anmeldelse)
16. Kesi ’30 somre’
Det er dejligt at være forelsket. Det er også dejligt, når sommeren begynder at lyse verden op. ’30 somre’ hopper hovedspring ind i begge de følelser og lyder derfor også virkelig – du gættede det – dejligt. Det er rosenrød rosé-rap.
(Soundvenues anmeldelse)
15. Senso ‘The Void in Us’
Maksimalistisk popmusik så himmelstræbende, at selv Ikaros siger: Slap lige lidt af med at flyve så højt.
(Soundvenues anmeldelse)
14. Kingtommi ‘Helt ind til knoglerne’
Med Kingtommi ville Thomas Mulcahy kreere en rockstjerne, som viser sin skrøbelighed og sine usikkerheder, men som også kan sige: ’Fuck det hele, jeg er den sygeste’.
På ‘Helt ind til knoglerne’ lykkes han med begge dele. Kingtommis eminente debut-ep rummer både tungsind og hovmod, og med den er en ny dansk stjerne født.
(Soundvenues anmeldelse)
13. Liss ‘I Guess Nothing Will Be The Same’
Med den rammende titel ‘I Guess Nothing Will Be The Same’ vil Liss’ længe ventede albumdebut altid være forbundet med de tragiske omstændigheder, der gik forud for dets udgivelse. Et hjerteskærende smukt eftermæle for Søren Holm, som trods frontmandens egne dæmoner emmer af livsglæde.
(Soundvenues anmeldelse)
12. Andreas Odbjerg ‘Hjem fra fabrikken’
Der er noget næsten musicalagtigt livsbekræftende ved, hvordan Odbjerg forvandler triste, grå hverdagsscenarier til strålende hymner. Det her album er en regnbue på en regnvejrsdag.
(Soundvenues anmeldelse)
11. Mø ‘Motordrome’
Mø er tilbage i Dødsdromen. Efter en 10 år lang international popstjernerejse er hun klar til at fræse igennem med rockreferencer, sort læder og karrierens måske stærkeste album.
(Soundvenues anmeldelse)
10. Tobias Rahim ‘Når sjælen kaster op’
Albummet, der kommer til at poppe op, når vores oldebørn googler: Hvad lyttede de egentlig til i 2022?
(Soundvenues anmeldelse)
9. First Hate ‘Cotton Candy’
Fra ekstatisk ravepop til bittersød klubmelankoli formår ‘Cotton Candy’ at indkapsle alle facetter af nattelivet – gode som dårlige.
Det har været fem lange år, men First Hates comeback var værd at vente på.
(Soundvenues anmeldelse)
8. Joyce ‘Elsk mig’
‘Elsk mig’ er endnu en sejr for et af tidens bedste danske rockbands. Men man får samtidig lyst til at spørge: »Er I okay?«.
For Joyces grungede albumtoer oser så meget af brutalt selvhad, at det vækker mindelser om genremastodonter som Kurt Cobain og Chris Cornell.
(Soundvenues anmeldelse)
7. Hans Philip ‘A&B’
Nej, han rapper stadig ikke.
Til gengæld har Hans Philip fundet sit kald som eftertænksom, småfilosofisk, helpoetisk sangskriver. Dette er årets mest zen album.
(Soundvenues anmeldelse)
6. Kind Mod Kind ‘Kindmodkind’
Det er efterhånden lidt af en kliché at græde på dansegulvet. Men …
Kind Mod Kind har fundet en gylden opskrift i blandingen af klubbede produktioner, stærkt pophåndværk og Julius Amdisens eminente falset, der falder som istapper.
(Soundvenues anmeldelse)
5. Brimheim ‘Can’t Hate Myself Into a Different Shape’
Dansk-færøske Brimheim har så mange ting kørende for sig på sit formidable debutalbum, at det er svært at vide, hvor man skal begynde.
Med hendes umiskendelige flair for intensitet, der får selv en umiddelbar rockhymne som albummets titelnummer til at sprudle af nærvær? Måske med hendes naturkraft af en stemme, der får hårene til at rejse sig i det rørstrømske omkvæd til ‘Baleen Feeder’?
Eller hvad med hendes åbenlyse sangskrivertalent, der skinner igennem på selv den halvandet minut lange åbner, ‘Heaven Help Me I’ve Gone Crazy’?
Der er meget at tage fat på, men mere end noget andet er det de gribende fortællinger, der stjæler opmærksomheden. Uanset om det så gælder hendes titulære selvhad eller bare en helt almindelig historie fra hverdagen.
(Soundvenues anmeldelse)
4. Fabräk ‘Rige børn leger bedst’
Hvis punkrapduoen Fabräk var en emoji, var de fuckfingeren. Hvis de var en film, var de ‘Jackass’. Hvis de var en opera, var de ‘La Bohème’.
Med andre ord: Kaos, oprør, nihilisme og frem for alt en gigantisk glæde ved at rive dugen væk under det fine selskabs middagsbord.
Den glæde er ved at boble over som champagne fra en rystet flaske på det uventet flersidige ‘Rige børn leger bedst’.
Duoen dyrker et væld af genrer og kaster sig ud i fantasifulde fortællinger, der handler om både dansehadere og nøjern typer. Sjældent har det lydt så sjovt at være dem, de andre ikke må lege med.
(Soundvenues anmeldelse)
3. Zar Paulo ‘Elendig software (del 1)’
Aarhusianske Zar Paulo er en sjov størrelse.
På den ene side lyder de velkendte. Danske som bare fanden og måske endda en smule gammeldags – som om deres new-wavede poprock og kække tekster lige så godt kunne være kommet fra byfællerne i TV-2.
De besidder en form for folkelighed, der – hvis vi tager The Minds of 99 ud af ligningen – er et sjældent syn blandt nye danske bands.
Men på samme tid virker de som noget helt og aldeles nyt.
Som noget, der kun kunne være opstået i eftermælet af en digital revolution, fordi det netop er denne eksistentielt uholdbare samtid, som de med deres sarkastiske popsange og mageløse generationshymner gør oprør imod.
På den måde formår Zar Paulo at tale til ikke bare deres egen fremmedgjorte, måske/måske-ikke fortabte generation, men til et samlet Danmark – et fædreland, som de på én gang klapper for og peger fingre af.
(Soundvenues anmeldelse)
2. Gilli ‘Carnival’
Gilli er en rodløs og rastløs popstjerne. Konstant undervejs mod det næste. Altid på vej til en ny destination.
»Hvor jeg lander, spørger de, hvor jeg’ fra / Drej en globus for at finde dit svar«, som det lyder på ‘Peligrosa’ fra ‘Carnival’, Gillis album fra januar, der lever op til sin titel ved at være én stor global dansefest. Det er jorden rundt på 80 dage 11 sange.
Der er mandekor, uventede brasilianske samples, fuldfed 80’er-pop, dancehall, baile funk og og og. Ideerne og rytmerne kender ingen grænser. Der er altid en ny verdensdel, der skal udforskes, nye rytmer, der skal opsnappes.
Det er et album, der stråler af livsglæde, for stilstand er som bekendt død, mens at rejse er at leve. Men får lyst til gøre som Gilli: Dreje en globus, finde en tilfældig destination, og så bare afsted.
(Soundvenues anmeldelse)
1. Eee Gee ‘Winning’
Det er svært at fatte, at ‘Winning’ er Emma Grankvists første album under kunstnernavnet Eee Gee, for det lyder som et hovedværk.
Grankvist fremstår med sin charmerende, livsbekræftende 70’er-pop allerede som en formfuldendt kunstner med total kontrol over sine virkemidler. ‘Winning’ er fænomenalt pophåndværk af international kaliber. Intet mindre.
Men hvor hun på ingen måde lader til at tvivle på sin musikalske identitet, kniber det måske mere med den personlige.
Sådan lyder det i hvert fald i Eee Gees tekster, der tegner et sympatisk selvportræt af en ung, småfortabt næsten-voksen, der ligesom alle andre bare leder efter sin plads i verden.
Netop det gør hende til kunstneren, vi har brug for i perfekthedskulturens tidsalder. En sangskriver, der viser sit uperfekte selv. Der flakker mellem at føle sig uovervindelig og uduelig.
Grankvist er tydeligvis lige så snotforvirret som resten af os. Hun er tilfældigvis også bare et musikalsk vidunder.
(Soundvenues anmeldelse)