Joyces grungede albumtoer ‘Elsk mig’ oser brutalt af (selv)had

Joyces grungede albumtoer ‘Elsk mig’ oser brutalt af (selv)had
Joyce. (Foto: PR)

Vi skal velsagtens tilbage til Iceages gennembrud for et årti siden, før noget så grim rockmusik som Joyces er slået igennem i Danmark. Musik, hvor man kan lytte til sangene og være helt nervøs for, om musikerne har det okay.

Det er den depressionsspiral, der i 90’erne blev billedet på en rockrevolution med grungegrupper som Soundgarden og Nirvana som bannerførere for en mainstreaming af musikalske angstskrig, men hvor også eksempelvis R.E.M., Nine Inch Nails, Radiohead og The Smashing Pumpkins var med til at tegne det lave selvværd og de eksistentielle frustrationer som en væsentlig del af genrens etos.

Jeg havde ikke tidligere sat Joyce i forbindelse med den æra af rockmusikken – med debuten ‘Formskifter’ jeg så dem rettere som en modernisering af 80’ernes posthardcore-indierock, hvor de store navne hed Fugazi, Hüsker Dü og Minutemen. Men med albumtoeren ‘Elsk mig’ har vi fået noget så sjældent som en dansksproget grungeplade (altså groft sagt, for der er flere ting på spil, hør bare den poppunkede ‘Jeg har glemt hvor gammel jeg er’).

Selve titlen ‘Elsk mig’ er spændende. Det er en opfordring til at døse kærlighed ud over fortælleren. Men så depressiv som tonen på albummet er, bliver et fravær af kærlighed aldrig italesat som en udslagsgivende faktor.

Derimod emmer albummet af had. Hvad end det er selvhad, had rettet mod omverdenen eller had udefra rettet mod fortælleren. For lige at illustrere det med et udpluk af linjer på tværs af tracklisten: »Går igen når du sviner mig«, »had mig, gør alt du vil med mig«, »så klam at jeg væmmes af mig selv«.

Vi får tegnet et billede af en verden formet af så meget foragt, at selv bandets succes begynder at synes hul og uoprigtig. På den 00’er-poppunk-klingende ‘Jeg har glemt hvor gammel jeg er’, der også agerer åbningsnummer på albummet, synger forsanger Sebastian Wegener om, at selv hvis han lagde en lort, ville folk ramme lorten ind og kalde den »det bedste lort, [de] har set«.

Denne erklæring får modspil mod slutningen af albummet, idet den dystert pulserende og kradsbørstige ‘Jeg har det bedst når det er mørkt’ indeholder et sample af P3’s Pelle Peter Jencel, der smilende siger: »Den danske rockmusik må godt lyde lidt af lort – så er det godt, vi har Joyce«. Fortælleren er blevet kynisk over for sin egen succes – men had kan i det mindste stadig fremprovokere en eller anden slags følelsesrus hos ham.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Derfor ender han på den næsten glitrende ‘Se mig’ (måske albummets blødeste nummer) med at synge »elsker når du hader mig« og senere »hader når du kigger væk […] så virker jeg ligemeget«. På afslutningsnummeret ‘Elsk mig’ lyder opfordringen: »Elsk mig, straf mig, omtal mig, og så svin mig«. Hellere blive hadet end at blive ignoreret, lyder den selvdestruktive mentalitet, der bunder i frygten for at ende alene.

Det er ikke svært at forestille sig Kurt Cobain eller Chris Cornell udforske lignende tematikker, og derfor er det da også smart, at bandet bruger nogle af de samme musikalske virkemidler, der fungerede for grunge-giganterne.

Hvad end det er den bragende, vrælende Soundgarden-kanaliserende guitar på ‘Fingrene i fedtefadet’, de kaotisk punkede trommer på titelnummeret eller garageproduktionen på ‘Rottemand’, der nærmest er så skramlet, at det bliver omklamrende, så er der virkelig blevet arbejdet for musikalsk at kunne matche det sindsmæssige mørke, der kommer til udtryk i albummets tekstunivers.

Det var selvfølgelig ikke fordi, Joyce var et muntert projekt, dengang de talte med djævlen og gik rundt med masker til både fritid og job. Men ‘Elsk mig’ er et betydeligt mere dystert og til tider ligefrem ubehageligt projekt.

Men mørket tjener en pointe. Albummet er en kompleks skildring af, hvordan had og selvhad opererer – og musikalsk rammer Joyce de følelser lige i øjet.

»Det er svært at forestille sig en verden, hvor Joyce ikke bliver en institution i dansk rock«, skrev jeg i anmeldelsen af bandets snart to år gamle debutalbum.

Den profeti er vist allerede gået i opfyldelse, men med det gennemførte værk ‘Elsk mig’ bliver den for alvor cementeret.


Kort sagt:
Joyce omfavner grungegenren på denne grimme, depressive albumtoer. Titlen er ‘Elsk mig’, men ganske selvmodsigende skildrer albummet had og selvhad på en mangefacetteret, nuanceret måde, der både lyrisk og musikalsk giver godt indblik i de følelsers kompleksitet.

Joyce. 'Elsk Mig'. Album. The Bank Music.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af